Browsed by
Forfatter: Line Orloff Christensen

Til samtale med grød på bukserne

Til samtale med grød på bukserne

I det øjeblik hvor dette indlæg skrives, sidder jeg i min sofa og slapper af. Det er torsdag, klokken er 9, Kim har afleveret Molly og Viggo sover ude i barnevognen. Jeg slapper af, drikker kaffe, og med et halvt øje ser jeg et boligprogram for voldsramte kvinder. Kort sagt så har jeg en dejlig afslappende start på dagen. Det kan man ikke sige om den dag jeg havde i går, for den var noget mere actionpacked…

Vores flytning til Fyn og udsigt til afslutning af min barsel, betyder at jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet. Snart. Jeg glæder mig. Og selvom jeg har god tid, så dukkede det perfekte job for nylig op, og jeg var simpelthen nødt til at søge det. Og så blev jeg kort tid efter indkaldt til samtale. I Odense. Og det var det der skulle ske i går.

Tidligt op
Dagen startede med, at begge børn stod tidligt op og ingen af dem var specielt samarbejdsvillige fra morgenstunden. Kim var på job, og jeg stod, som sædvanlig, for morgenrutinerne. Eller morgenkampene, som det er i disse dage. Ingen af dem gad at spise eller have tøj på. Viggo var drøntræt og Molly ville ikke ud af døren. Men ud i bilen kom vi og Molly blev afleveret hos Winnie, og hun var da heldigvis i godt humør da jeg gik… Hurtigt tilbage til huset, flaske til en nu virkelig træt, Viggo, og de sidste ting blev hurtigt pakket. Og efter 5 ture tilbage til huset for at hente glemte ting, var vi endelig på vej.

Ingen penge, ingen croissant…
I alt vores morgenkaos havde jeg ikke nået at spise morgenmad, men aftalte med mig selv, at jeg med dagens vigtige begivenhed i sigte, måtte forkæle mig selv med croissants og kaffe til køreturen. Viggo faldt hurtigt i søvn, men jeg holdt alligevel ind ved første rasteplads for at proviantere, for nu var jeg virkelig sulten og kaffetørstig. Men så opdagede jeg at jeg havde glemt min pung derhjemme. På trods af mine mange ture ind i huset for at hente glemte ting, havde jeg glemt at jeg dagen før havde taget min pung op af tasken og ikke havde fået den lagt på plads igen. Så ingen croissanter til mig. Skuffet bakkede jeg ud af parkeringspladsen og fortsatte turen mod Fyn. Med solbriller på, en ny lydbog i ørerne og en sovende Viggo som rejsekammarat.

Morfar to the rescue 
Så tænker i nok, at det da ikke lige helt hænger sammen med jobsamtale og baby på slæb, og det kan i have ret i. Heldigvis havde verdens bedste moffar (jeps vi er på Fyn så kan vi lige så godt tale fynsk) meldt sig som babysitter. Selvom vi var der i god tid, skulle Viggo fodres af og gøres klar til lur, og tiden nåede alligevel at blive lidt presset. Moffi, overtog heldigvis putningen og gik en lang tur med den lille fyr, mens jeg, nu lettere stresset, gjorde mig klar.

Grød på buksen
I god tid ankommer jeg til kontoret hvor den eksterne rekrutteringskonsulent holder til. Jeg sidder i min bil, trækker vejret dybt og forbereder mig på at jeg nu skal ind og sælge mig selv. At jeg skal overbevise hende om, at jeg er den rigtige til dette job. Jeg kigger ned, og ser så til min rædsel, at jeg har grød på bukserne. Viggo har sendt en lille hilsen med på turen, som jeg havde overset. armen altså. Nu har jeg strøget skjorten, ladet håret hænge og taget make-up på og gjort mig pæn for første gang i lang tid, og så har jeg grød på bukserne. Jeg snapper et billede afsted, og får heldigvis en del svar tilbage om at den grødplet må være min lucky charm. Så jeg ranker ryggen, går ind af døren og så giver jeg den ellers gas. For jeg vil have det job! Jeg synes selv det gik rigtig godt. Eller måske ikke. Ej jeg har ingen anelse om hvordan det gik. Men jeg krydser fingre så meget som jeg kan for en god tilbagemelding.

Hjemtur med brøleabe
Med røde kinder af bare lettelse og engagement efter overstået samtaler vender jeg tilbage til forstaden og Viggo, der leger med morfar. Han har ikke sovet helt så meget som håbet, så han er godt træt og pylret. Og efter et hurtigt forsøg på at få mad i ham – uden held – pakker jeg baby og barnevogn i bilen og vender næsen hjemad. Med et stort håb og fast plan om at Viggo sover hele turen hjem. Den plan er den lille mand dog ikke med på, og med en blanding af irritation over sol i øjnene og overtræthed i bagagen beslutter Mr V sig for at ytre sin utilfredshed i højeste toneleje. Næsten hele vejen hjem. Det er ikke den nemmeste opgave at køre på motorvej i knap to timer med en lille brøleabe på slæb, og efter at have fikset solafskærmningen, bruger jeg størstedelen af turen på at synge og sidde med den ene arm i en ubehagelig position hvor jeg kan nusse en lille hånd på bagsædet. Det har ikke helt den ønskede effekt, men på trods af skrig og skrål, manglende nattesøvn og øm skulder, så klarer vores lille team turen hjem. Og her venter Kim og Molly i højt humør og tilføjer et energipust, der holder mig kørende indtil begge børn er puttet, Kim har hentet thaimad og vi har set en eller anden serie.

Jeg vil ikke sige dagen har været dårlig. På ingen måde. For jeg har været til samtale til et job jeg virkelig gerne vil have. Og Viggo har haft skøn kvalitetstid med moffar, så de to ting er i sig selv nok til at gøre dagen til en succes. Og så er resten bare lidt krydseduller på vejen, som vi hurtigt glemmer igen.

Så nu skal der bare ventes i spænding, med krydsede fingre og tæer, i håb om at der kommer et opkald med en invitation til anden samtale. xxxxxxxxx

 

Fyn er fin!

Fyn er fin!

Det sker! Helt seriøst, vi gør det – vi flytter til Fyn. Og vi gør det lige om lidt.

Jeg må ellers indrømme, at jeg i løbet af november begyndte at miste troen på et hurtigt salg af vores hus. Da vi først havde ejendomsmæglere fra tre forskellige kæder ude, var de alle, dog især to, fyr og flamme og de have høje forventninger til både salgspris og efterspørgsel på lige præcis vores hus, da der ikke er mange andre på den størrelse til salg i området. Så vi fik pludselig dollartegn i øjnene og drømte om nyt køkken, brand new mutti-bil til mig og andre lækre ting.

Men vi havde en langsom start og en hurtig nedsættelse af pris, og vi fik hele tiden at vide at dem der kom til åbent hus var vilde med huset, men ikke med motorvejen. Og jeg begyndte at miste troen. Men så besluttede vi os for at bestille en ferie og komme lidt væk. Og lige inden vi rejste var der pludselig interesse. Vi ventede i spænding, og da vi stod på hotellet på Gran Canaria og ventede på bussen til lufthavnen og vores fly hjem, ringede mægleren. Og han havde et bud. Et meget lavt bud, desværre. Vi bød tilbage og steg så ombord på flyet med knap 6 timer i luften uden mulighed for at høre fra mægleren. Det tog et par dage, men det lykkedes os at lande på en pris begge parter kunne acceptere. Og vi gik på juleferie med armene højt over hovedet og champagne (eller faktisk var det vist en G&T) i glassene Vi måtte give os ret meget, og selvom vi nu må vente lidt længere med nyt køkken, så ramte vi faktisk præcis den pris, vi havde forudset inden vi talte med ejendomsmæglerne. Vi ville da gerne have haft mere for huset, men det vigtigste er, at huset er solgt! Og huset – eller ranchen – på Fyn er købt, og vores drøm, bliver lige om lidt til virkelighed.

Det er skisme vildt at tænke på, at vi snart er fynboer. At vi skal til at lære at holde høns og bier. At vi skal dyrke grøntsager og finde ud af hvad vi egentlig skal med de 27.000 m2 jord vi har anskaffet os. Det bliver en ny hverdag, det bliver hårdt, spændende, frustrerende, sjovt, hyggeligt og lærerigt.

Så nu har vi bare lige en masse småting vi skal nå og et stort hus, der skal pakkes ned. Om 4 uger kan vi for første gang åbne døren til vores nye hjem og om ca. 7 uger skal vi for sidste gang skal gå ud af døren på vores første drømmehus i Islev.

Det bliver et kæmpe eventyr for vores lille familie og vi glæder os helt vildt!’

 

Farvel og tak, 2017

Farvel og tak, 2017

Jeg har igen fået holdt en lille (halv-ufrivillig) pause fra bloggen og der kører ca. 10 indlæg rundt oppe i mit hoved. Vi skriver nu 2018 og jeg vil rigtig gerne skrive et indlæg, der ser tilbage på 2017. Mest for min egen skyld, for der er sket nogle meget store ting i det foregående år, som har haft en meget stor betydning for mig, mine følelser, mine tanker, mit humør og min hverdag – og som også kommer til at have kæmpe betydning for min og vores fremtid.

Vi bød 2017 velkommen på en strand på Bali – altså selvom den tykke mor og den trætte lille pige sov da klokken slog tolv. Året startede med sol, varme og en masse oplevelser. Det var en dejlig ferie, men vi måtte også indse at det ikke var lutter lagkage at rejse rundt med en krudtugle på 15 måneder og en baby i maven. Så vi nød tiden sammen, men helt afslappende var det ikke :-).

Da vi vendte tilbage til Danmark skulle jeg lære at finde mig til rette i rollen som (ufrivillig) hjemmegående husmor, uden et job at stå op til, og voksne tanker at bryde min hjerne med. Det var faktisk ikke så nemt, og det er underligt at se tilbage på 2017 og indse at jeg faktisk ikke har haft en eneste dag på job. Jeg havde jo heldigvis gode ting at se frem til, og da vi nærmede os maj, blev jeg også ret så utålmodig efter at få den lille V ud af maven. Jeg var nok ikke særlig tålmodig. Faktisk på ingen måde. Jeg var træt af at være tyk og jeg sendte alverdens løfter ud i universet, hvis jeg bare kunne få lov at føde den lille prut. Men så nemt skulle det ikke gå og først 13 dage OVER TID og med en god gang hjælp fra en fantastisk jordemoder på Herlev, lykkedes det at få lokket lille Viggo ud til os andre. Eller lille kan man ikke kalde ham, men dejlig, fantastisk og helt perfekt var han. ER han.

Kontraster: den største glæde og den største frygt
Kontraster: den største glæde og den største frygt

Men alt var ikke lutter lagkage, for midt i ventetiden, kom der en dårlig nyhed: min far havde fået kræft og der ventede ham stråler, kemo og operation inden for kort tid. Det var hårdt at få at vide – og hverken graviditets- eller nybagt mor-hormonerne gjorde det lettere at håndtere. Og det var en hård tid blandet med glæden over Viggos ankomst der fuldendte vores lille familie, og frygtelige tanker om hvad der kunne ske med min far. Desværre spredte kræften sig, og han skulle igennem en voldsommere operation end først antaget. Og der opstod komplikationer, der gjorde at han var indlagt i 6 uger, frem for de 10 dage han var sat i udsigt. Han var skidt og det var hårdt at se ham. Og endnu hårdere ikke at være tæt på, når han lå på OUH og jeg sad her i Islev. På vores 3 års bryllupsdag fik vi dog en glædelig nyhed: manden der tre år tidligere havde ført mig op ad kirkegulvet var nu helt fri for kræft. Operationen havde været en succes, og selvom han havde en lang genoptræning foran sig, så var lortesygdommen væk, og vi kunne ånde lettet op. Hvilket vi gjorde.

Imens alt dette stod på, sad vi dog ikke bare på vores flade og nød babylykken (og ammeproblemer og søvnløse nætter), for 2017 skulle bestemt vise sig at være et vildt år. Vi tog nemlig en stor beslutning: Vi skulle være fynboer. Siden vi mødte hinanden har Kim og jeg altid talt om, at vi gerne vil bo i lidt mere landlige omgivelser og have god plads omkring os. Vi vil gerne have mulighed for at have kvalitetstid med vores børn, dyrke grøntsager og leve et mindre stressende liv. Og så ville vi gerne tættere på min familie. Det var egentlig noget, der lå lidt længere ude i fremtiden, men pludselig var beslutningen om at flytte alligevel taget, og på mindre end en måned havde kim søgt nyt job, vi havde fundet drømmehuset på Fyn, forhandlet pris og vi satte vores eget hus til salg. Det var en sindssyg tid, for det skete samtidig med min fars sygdom og operation, og imens vi forsøgte at finde os til rette som en familie på 4. Vi kedede os ikke i den periode, men vi måtte væbne os med tålmodighed og håbe at vores hus blev solgt hurtigt, så vi kunne forfølge vores drøm. Vi syntes selv der gik lang tid, men i realiteten gik der kun 2 ½ måned, før der var underskrevet en købsaftale og vi kunne gå på juleferie med udsigt til en fremtid på Fyn. Det var vildt. Det ER vildt. Hele året. For når jeg nu ser tilbage på 2017, så var det noget mere af en ruchebanetur end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Vigtigst og størst selvfølgelig, at Viggo kom ud og fuldendte vores familie, men også ganske enormt at vi tog beslutningen om at flytte til Fyn. Hver af disse ting, kunne have gjort et år ekstraordinært, men at begge skete på samme tid, mens jeg også kæmpede med frygten for min fars helbred og den dårlige samvittighed over ikke at kunne være mere hos ham, fordi jeg havde en lille baby jeg skulle prioritere over alt andet, var helt sindssygt. Sindssygt hårdt og sindssygt drænene og fyldt med så mange modstridende følelser.

2017 har taget hårdt på mig og har været tungt for mine følelser. Frustration, glæde, angst, lykke, raseri og magtesløshed har faret rundt i et stort virvar og har til tider sendt mig til tælling. Heldigvis har Kim været der, lige ved siden af mig hele vejen igennem og har holdt det hele kørende. Han er min helt – også selvom han ikke altid bliver behandlet sådan. 2017 har været vildt, og jeg håber helt ærligt aldrig at jeg får et lignende år.

Nu ser vi frem mod alt det spænende (og usikre) 2018 bringer. Det bliver bestemt ikke et stille og roligt år, men forhåbentligt bliver det knap så intenst og stressende. Vi keder os aldrig i familien OC, og det kommer vi heller ikke til i 2018.

Hvad skal der blive af mig?

Hvad skal der blive af mig?

Hverdagen er ikke lutter lagkage for tiden. Jeg er ikke deprimeret eller noget, og jeg nyder at have tid med den dejlige lille Viggo. Men jeg keder mig også. Eller jeg længes efter mere indhold. Flere udfordringer. Og så kommer spørgsmålet i overskriften snigende ind i mit hoved og helt ind i min mave og mit hjerte. For hvad skal der blive af mig? Får jeg mulighed for at fortsætte min karriere? Hvad er min fremtid? Jeg ved det ikke og den uvished stresser mig helt enormt. For ja, jeg synes det er hyggeligt at være på barsel – nogle dage – men jeg har nu gået hjemme et helt år (siden sygemelding og senere fratrædelse fra mit job) og det bliver altså noget ensformigt i længden. Jeg savner at arbejde. Jeg savner at bidrage (JA! Jeg ved godt at det vigtigste bidrag er det jeg har som mor – og det er jeg ikke villig til at gå på kompromis med). Jeg savner at tale med andre voksne mennesker om ting, der ikke involverer babygrød, natterutiner og gylp. Jeg savner, at det jeg bruger min tid på, gør en forskel for andre mennesker (ja, min aller aller vigtigste rolle er at være mor, men jeg vil også gerne gøre en forskel andre steder).

Vi har jo taget en beslutning om at følge vores drøm og flytte til Fyn. Jeg er ikke i tvivl om at det er den rigtige beslutning for os. Det er vores drøm og det bliver fantastisk. Men lige nu ved vi ikke præcist hvornår det sker. Og før vi ved det, kan jeg ikke begynde at søge job. Og dét påvirker mig meget mere end jeg troede det ville. Jeg er langsomt på vej ned i et lille hul (jeg håber det er lille) af frustration og tristhed. Og det påvirker mit humør i en meget høj grad – faktisk så meget at jeg selv er ret så overrasket over det. Jeg er ofte trist. Jeg er irriteret og føler mig uretfærdigt behandlet. Selvom der ikke er nogen, der gør noget uretfærdigt mod mig. Kim har fået job, og han er det mest positive menneske jeg kender, så han VED at alting nok skal falde på plads. I stedet for at tro på ham så vrisser jeg nok ekstra meget. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg synes det er snyd, at hans jobmæssige fremtid (for nu) er på plads. Og jeg synes det er snyd, at han hver dag står op og kører på job, mens jeg er fanget i børne- og vasketøjsland.

Egentlig synes jeg jo ikke, at det er snyd som sådan. Men nogle dage er jeg nok lidt misundelig. Jeg glæder mig til det er min tur til at kunne tage på job igen. Er jeg så en dårlig mor? Ifølge nogle, sikkert ja, men jeg er nødt til at have noget i mit liv der handler om mig, for at jeg kan være rigtig glad. Blot så der ikke er nogen tvivl, så tager vi den lige igen: Jeg ELSKER at være mor til Molly og Viggo. Det er min fornemste, vigtigste, bedste og hårdeste opgave og udfordring i livet. Men jeg er nok bare ikke skabt til at være hjemmegående. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan nyde min barsel mere, men jeg tror usikkerheden på fremtiden ødelægger det lidt for mig. Sådan var det også under dele af min første barsel. Man kan lidt groft sige, at min (nu) tidligere arbejdsgiver faktisk har taget glæden ved barsel lidt fra mig både nu og før. Og jeg har givet dem skylden for meget. Men nu er det op til mig at finde ud af hvad der egentlig skal blive af mig.

Så jeg er nødt til at tage ansvar for min fremtid – og dermed forhåbentlig være med til at gøre min nutid lidt mere glad og hyggelig. Og derfor har jeg valgt at gøre tre ting:

  1. Sørge for at mit CV er opdateret. Sørge for jeg er klar til jobsøgningen når den for alvor skal gå i gang. Jeg er jo sådan en HR person, og jeg har arbejdet en del med rekruttering, men selvom jeg har læst 1000 vis af cv’er og ansøgninger, så er jeg stadig i tvivl om hvordan et godt cv skal være – og hvordan man skriver den ansøgning, der får dem til at kalde netop mig ind til samtale. Det skal jeg måske have lidt hjælp til, så jeg må finde ud af hvor jeg får det.
  1. Jeg vil tyvstarte lidt med jobsøgningen – også selvom cv ikke er helt på plads. Jeg har nu fundet et drømmejob på Fyn, der er helt perfekt for mig. I stedet for at være bitter over det kommer 6 måneder for tidligt (for mig) så har jeg tænkt mig at søge det. For bare at gøre et eller andet. Og nej, de vil nok ikke vente til april/maj med at ansætte, hvis de søger nu, men så må jeg bare se det som træning – eller en opstart af processen. Så gør jeg da NOGET!
  1. Prøve at nyde nutiden. Jeg har skrevet lidt om det før – og lovet at gøre det, men jeg er åbenbart lidt langsom i optrækket. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at få mest muligt ud af min barsel med Viggo. Og selvom jeg på mine dårlige dage, bare helst vil ligge på sofaen og have ondt af mig selv, så er jeg nødt til at lave noget. Komme ud af huset, gå ture, løbe, mødes med søde mennesker osv. Det SKAL jeg gøre.

De to første er jo forholdsvis lige til, og netop nu, kl 6 søndag morgen hvor Viggo morgenfrisk tager sin første lille minilur (det er jo hårdt at stå op førkl5!) så sidder jeg her og veksler mellem at skrive dette oplæg og rent faktisk opdatere mit cv. Og jeg er også i gang med at skrive min ansøgning. Det er overraskende grænseoverskridende for mig at skulle i gang med at ”sælge mig selv” til en forhåbentlig kommende arbejdsgiver, og det er faktisk sværere end jeg troede. Men det giver også bare energi lige ind på kontoen, hvor der er et stort behov. Så det er fedt. Virkelig fedt!

Punkt 3 er jo så lige lidt mindre håndgribeligt. Jeg har også skrevet om det for nyligt, og proklameret en lignende opsang til mig selv. Jeg jeg arbejder stadig på det. Viggo og jeg har mange gode dage, og jeg prøver at sørge for at komme lidt ud eller være sammen med andre mennesker. Men der er også dage, hvor jeg bliver fanget i min selvmedlidenhed, og synes det er kedeligt at være mig. Dem skal jeg have færre af, og jeg skal blive bedre til at gøre noget for mig.

Og så skal der nok blive noget af mig. Jeg venter spændt på at se hvad det bliver….

Feriedrømme

Feriedrømme

Vi pakker rygsækken med et par t-shirts, nogle shorts, klipklappere, badetøj, rejseguides og solcreme og så er det ellers afsted. Det eneste der er booket er selve flyrejsen, mens hoteller, rejserute, oplevelser og ture bliver planlagt undervejs, inspireret at andre rejsende, vores egne drømme og hvad skæbnen nu ellers bringer med sig. Vi er afslappede, åbne for nye indtryk, når vi går der i vandkanten på den ene paradisø efter den anden. Vi ligger i en hængekøje mellem to palmer, og læser en bog mens vi får lidt tiltrængt skygge. Vi taler hver aften om de mange nye oplevelser vi har haft, de fisk vi har set på snorkelturen, de nye retter vi har smagt og de venlige lokale folk vi har mødt, mens vi drikker en eksotisk drink ud af en kokosnød. Og det koster næsten ingen penge. Kan du se det for dig? Det kan jeg sagtens! Og det er vel i korte træk vores drømmeferie.

Eller det var det i hvert fald før vi fik børn. For nu må vi indse, at selvom vi stadig drømmer om ovenstående senarie, så er den drøm og den måde at rejse på midlertidigt sat på hold. Men vi drømmer stadig om ferie. Vi drømmer rigtig meget om ferie, og nu har vi besluttet os for at tage en lille pause fra hverdagsstress, juleræs og kulde her midt i december. Kim starter som nævnt tidliere nyt job til januar, og han har fået lov at slutte sin nuværende ansættelse af med 3 ugers barsel. Så vi skal skisme en tur til Gran Canaria. Med all inclusive, bamseklub og hele molevitten! Det er lige præcis den ferie vi i mange år har set lidt (meget) ned på og lettere hånligt har vi siddet hjemme i vores børnefri sofa og grinet af de familier, der år efter år, valfarter mod sydens sol, fanget i charterens klamme greb. Nu er vi der selv. Og vi glæder os! For som livet er lige nu (livet er fantstisk lige nu, men også lidt stressende) så er lige præcis charter og all inclusive en drøm for os; vi skal være væk en uge, og vi skal ikke tænke på andet end at være sammen og huske at få solcreme på. Der er mad på hotellet, så vi skal ikke ud og finde en restaurant. Der er buffet, så vi skal ikke bryde hjernen med at vælge en enkelt ret på et menukort, og vi skal ikke vente på de laver maden, og prøve at holde et sultent og utålmdigt barn hen, indtil en tjener serverer maden på hendes tallerken. Hvor hun så har ombestemt sig og bestemt ikke ville have pasta den dag. Nope, vi bevæger os bare ind i buffetens slaraffenland af familievenlig mad, og så snart man har valgt, kan man spise. Ingen ventetid (medmindre du er fanget bag en russisk familie, der ikke kender til køkultur og respekt for andre mennesker).

Men tænker du, er det virkelig drømmen? Buffet med samme mad hver dag. Et ressort fyldt med larmende børn der tigger om is og laver bomber i poolen så alle håndklæder bliver våde. Trætte forældre, der igen må opgive at læse deres medbragte bog for at hoppe i poolen med børnene, eller gå med i baren efter en cola eller en is. En uge uden udflugter eller møder med nye kulturer og spændende kulinariske oplevelser. Jep, det er drømmen lige nu: afslapning og tid sammen som familie. Lidt varme, lidt tynd cola og alt for mange (gratis) is. Det er det vi har brug for, og det er det vi går og tæller ned til. 11 dage tilbage, hvis nogen skulle spørge.

Men nej, vores oprindelige rejsedrømme er ikke lavet om til charter og bamseklub. Vi drømmer stadig om bountystrande, eksotiske måltider og snorkling i klart turkisblåt vand. Der er så mange steder vi gerne vil hen, og oplevelser vi gerne vil give vores børn. De skal lære at verden er et fantastisk sted, med forskellige kulturer, traditioner og måder at leve på. Og de drømme skal også nok gå i opfyldelse. Det er en af de ting vi har lovet hinanden. Vores børn skal bare lige være lidt større inden vi begiver os ud på lange flyveture til nye destinationer og til tider tvivlsom mad. For så kan vi som familie få rigtig meget ud af sådan en ferie.

Men indtil da er det bamseklubben der kalder. Og det glæder vi os til.

Ting jeg ikke forstår #2

Ting jeg ikke forstår #2

Folk med klistermærker på deres bil.

Hvorfor har du sat et klistermærke på din bil, der viser din interesse? så vi lige kan gå hen og sige, “nå så du spiller også golf hva?” “Ah en Jesusfisk – halleluja!” eller “tjek, også en fan af sverige og elge i denne bil – high five buddy”. Eller er det for at prale? “ja, jeg spiller skam golf i min fritid”. Eller ” jo jo den er god nok, jeg er et hundemenneske. Og ikke bare hvilken som helst hund. En Mops kan du tro”. Skal vi alle rende rundt og annoncere vores hobby? – hvad så hvis man ikke har bil? Eller man er et par der deler bil, men måske ikke har en fælles passion for heste? Måske vi skal genindføre de små badges, som af flere omgange har været popolære, så vi lige kan vise andre hvad vi bruger vores tid på.

Så kan jeg fx have et badge med et par løbesko. For jeg kan godt lide at løbe. Eller for at være realistisk skulle jeg måske have et med et billede af en støvsuger. For det bruger jeg da faktisk ret meget af min tid på. Eller allerhelst måske en kage-badge, for det er jo altså noget af det, der kan gøre mig rigtig glad.

Det er måske klistermærker de bør udvikle til bilejerne….

Og hvorfor er der nogle mennesker der kører rundt med en advarselstrekant bag på bilen, hvor der står “Børn i bilen”? Er det fordi så tror de folk kører pænere omkring dem? Så hvis der er et uheld under opsejling, og en bilist ser skiltet og tænker fuck der er børn i bilen! så er det ikke dem jeg skal køre ind i, jeg undviger da lige. Jeg fatter det ikke. Der, hvor det måske kan give lidt mening for mig er, at det er en advarsel til andre billister om at de skal holde lidt afstand fordi man (med børn i bilen) kan være en lidt utilregnelig billist. For det første er man nok lidt træt. Bare et gæt, hvis man er en del af en børnefamilie. For det andet, så er der multitasking på et hidtil ukendt niveau i en bil med børn, hvor der er skrig og skrål, du skal finde sutter, bøger, juice, ipads mm og samtidig med du skal navigere i eftermiddags-myldretidstrafik. Det er barske løjer, og så er det måske egentlig meget klogt lige at advare om det….

Anyways, jeg har intet imod at folk har klistermærker på deres bil. Jeg forstår bare ikke hvorfor. Okay golfspilleren i fine materialer, købt til overpris som en gave til manden, der har alt, og som ikke ønsker sig noget til jul, den kan jeg se det kommercielle formål med. For der er sgu nok mange golfspillende mænd, der ikke ønsker sig noget, men som har børn, koner og lign, der mener de skal have en gave fra Jacob Jensen hvert år, og når de både har fået fancy røgalarm og p-skive, så er golfspilleren næste på listen. Så er der penge i klistermærkerne. Men ellers er jeg lost. Så ingen reklamation hobbyer på bilen hjemme hos os…

Overskudsmor

Overskudsmor

I dag har jeg holdt børnene hjemme og vi har haft den hyggeligste dag! Vi startede dagen med en dejlig sund morgenmad, og så tog vi på legepladsen, hvor vi spiste snacks og grinte til vi var helt blå i hovederne. Hjemme igen bagte vi boller og lavede dadelkugler. Mens børnene sov lur, fik jeg rengjort hele hytten og spist min økoavokado mad. Da børnene vågnede gik der krea i den, og vi fik lavet de fineste julegaver til hele familien, mens vi, iført vores helt perfekte og moderigtige outfits, sang og lo. Nu er jeg så i gang med aftensmaden som hverken indeholder gluten, fedt, kød eller sukker, men som bare smager så fantastisk.

Kender i det? Eller kender i dem? De der supermødre, som jeg indtil videre kun har mødt på Instagram og i bloggeruniverset? De kan alt! De har intet andet end overskud, de har det altid hyggeligt og de spiser altid sundt. Jeg ved ikke hvordan de gør det (gør de det overhovedet?).

Her er min dag so far:

Jeg holder børnene hjemme i dag. Altså Viggo er jo altid hjemme og Molly er syg, så det er måske mere en nødvendighed end et hyggeligt valg. Men hey, jeg er hjemme med begge børn og der skal hygges. Jeg får Molly væk fra sofaen, sat Lille Prinsesse på pause, og så er det morgenmadstid. Hun skeler til sin havregryn, men nægter at spise den, og for at bevare hyggen smører jeg hende hurtigt en (købe) bolle med smør og syltetøj. Hun er glad og vi hygger i hele 5 minutter, før hun smurt ind i boysenbær igen finder sin plads i sofaen og råber at jeg skal tænde for Sesse (jeg har heldigvis fundet ud af, at Netflix har mange flere afsnit af den serie end der er på MinBio, som vi ellers bruger – så får jeg da også lidt afveksling i hverdagen). Klokken nærmer sig 8, hvor Viggo skal sove og hvor Brugsen åbner, så jeg får begge unger i tøjet, Viggo i vognen og så bruger vi ellers det næste kvarter på at gå de 200 meter der er op til Islev torv og vores brugs. Vi skal nemlig købe gær, så vi kan bage! Efter at have sagt nej til mindst 20 ting Molly har puttet i sin lille børneindkøbsvogn (og ja til juicebrikker), får vi betalt og bevæger os hjem igen. Vigs er faldet i søvn, og moderens tålmodighed holder ikke til endnu en gåtur, hvor Molly skal inspicere hvert eneste stykke gennemgnasket tyggegummi, hver sten og hver streg graffiti vi møder på vejen. Op i fodenden af vognen med hende og hurtigt hjemad. Til hyggen. Og eftersom Molly jo rent faktisk er syg, så får hun lov at ligge på sofaen med sin dyne og en brikjuice. Så får vi besøg af en af mine veninder, og Molly kommer ud og siger hej, gennemblødt af æblejuice, for brikjuicer og små børn der trykker til hver gang, de får sådan en lille fætter i hånden, er bare en dårlig kombi. Nå, rent tøj til Molly og kaffe i kopperne og sladder til de voksne. Faktisk rigtig hyggeligt! Min veninde går igen, og Viggo vågner. Han ligger på gulvet med sit legetøj og pludrer mens jeg laver en flaske til ham. En opgave der bliver afbrudt flere gange, fordi jeg skal fjerne Molly, der har lagt sig oven på sin lille prut af en lillebror. Og som endnu engang får forklaret at han er alt for lille til at kunne lege hest, eller hvad det nu er hun har gang i. Jeg fortæller også igen, at han ikke bryder sig om at blive hevet i kinderne (ligesom jeg heller ikke kan lide det) han (og jeg) kan jo ikke gøre for vores kinder er så store og fristende.

Viggo er for resten også syg (oh yeah!) og gider ikke rigtig indtage den skønne modermælkserstatning jeg har mikset til ham. Jeg beslutter, at nu må det være tid til at bage de famøse pølsehorn, som jeg har brugt hele morgenen på at tale om. Molly er med til at tage røremaskinen frem, men mister herefter interessen og pølsehornsbagning taber til den lille prinsesse, der på dette tidspunkt ikke vil have redt sit hår. Nå men jeg har da stadig Viggos opmærksomhed og i hele 5 minutter sidder han på min mave i en bæresele, mens jeg hælder diverse ingredienser i skålen. Så gider han heller ikke mere, men nu er jeg jo i gang, så med et skrigende barn på armen får jeg den sidste portion mel vejet af og tændt for maskinen. Så kommer Molly tilbage til køkkenet og vil være med til hyggen. Hun får et hårdkogt æg, som hun splitter i atomer ud over køkkengulvet mens hun siger ”Adr!” (favoritordet i disse dage). I går var æg yndlingsmad….

Hun tager derefter turen fra sin trip trap ned på gulvet med hovedet først og et skrig uden lige fylder huset. Jeg trøster og nusser og vi får en kold klud på panden. Jeg bruger lidt tid på at inspicere det lille hoved, men vurderer at der ikke er sket større skade. Alt imens sidder Viggo i sin stol og skriger om kap med sin søster. Han er træt. Molly er træt. Og jeg beslutter at lave en dobbeltputning. Så børnene bliver gjort klar, lagt i hver sin vogn – én i forhaven og én på bagterrassen, og så løber jeg ellers frem og tilbage mellem de to og synger om en mariehøne der er glad, putter sutter i munde, kører frem og tilbage med barnevogne, indtil de begge to sover.

Og nu sidder jeg så her i min sofa og ser Netflix, mens jeg spiser min rugbrødsmad med spejlæg. Hvilket jeg for resten spiser hver dag. For jeg er mixer ikke lige en sund salat, med eksotiske ingredienser eller møder veninder til en hip brunch og en omgang chiagrød ligesom alle bloggerne gør. Jeg gad godt, men jeg spiser bare rugbrød. I dag dog suppleret med en halv bolle med pålægschokolade. På bordet foran mig ligger to alarmer, der på skift lyser op og fylder stuen med lyden af host og snøft og børn der græder lidt i søvne. For syge børn sover ikke tungt og stille…

Klokken er 13.30 og jeg er helt færdig. Om lidt er pølsehornsdejen færdig med at hæve, og så skal jeg, helt alene ud og lave ca. 60 horn. Hvis jeg kender mine børn ret, så vågner et af dem nok lige så snart jeg har fået alle fingre klistret ind i dej, Det er sgu hårdt at være alene hjemme med to små børn. Især når de er syge og der er skruet godt op for ynk og pyldren. Jeg kigger endnu en gang på uret for at se hvor lang tid der er til Kim kommer hjem og leget støttepædagog.  Dagen har indtil videre været hård, men på ingen måde dårlig. Den har ikke været som jeg havde forestillet mig, for jeg har ikke været den overskudsmor jeg drømmer om, der har nået en masse spændende ting med børnene, men jeg har fået til gengæld lov at sidde i sofaen med min søn på skødet mens min datter nussede mig på kinden. Og vi har kastet en ballon til hinanden og vi har faktisk grinet ret meget. Men vi har ikke været specielt sunde. Vi har ikke lavet en masse aktiviteter eller været kreative. Vi har set Prinsesse og vi har krammet og kysset og leget på gulvet. Molly har givet sutten til Viggo (med noget større kraft end nødvendigt) 50 gange, og nusset ham igen og igen fordi hun er så glad for ham og ikke vil have han skal være ked af det. Det har været en dag fuld af kærlighed, og selvom jeg er træt, så er jeg også glad. Det har dog ikke været en særlig insta eller momblogger venlig dag. For der er vel ikke så meget at prale med. Hverken pølsehorn (endnu), kunstværker eller planter (?) at tage billeder af. Jeg har dælme ikke følt mig særlig overskudsmorsagtig, Og min ambition om at lave et hurtigt træningsprogram mens børnene sover, bliver ikke heller til noget. Men det gør vel egentlig heller ikke så meget. For selvom jeg elsker instagram, så har jeg sjældent en dag der passer ind i de perfekte små firkanter man ser der. Vi er bare nogle krydseduller hjemme hos os – og vi har det rart. Det meste af tiden.

—————————–

Update: kl 14.00 gik jeg i køkkenet og fandt kagerullen frem, fik bagepapir på pladerne og gjorde klar til at rulle. Kl 14.04 vågnede Vigs. Pølsehornsrulning er udskudt og vi sidder nu igen i sofaen og nusser. Sådan en dej tager vel heller ikke skade af at hæve i tre timer, vel…

Update igen: kl 16.30 lå der 56 fine pølsehorn på risten og kølede. Molly var med til at rulle 3, resten tog jeg selv mens Kim underholdt børnene. 6 timer tog det at lave de pølsehorn! Men godt smager de, og for at være ærlig, så e det mest til mig selv jeg har lavet dem – så rugbrød med spejlæg en gang imellem kan bytte plads med en usund pølse i et brød… Huset ligner forresten noget der er løgn – godt vi har hele dagen i morgen til at gøre klar til åbent hus….

Stuck in the Middle

Stuck in the Middle

Lad os blive i sangteksterne. Selvom jeg faktisk heller ikke er kæmpe Michael Jackson fan. Altså jeg har ikke noget imod hverken David Bowie eller MJ, det er nok bare ikke lige dem jeg har på min playlister. Måske er de bare gode til at sætte ord på hvordan jeg har det… Og dette indlæg kommer helt klart i forlængelse af mit forrige indlæg. De er også skrevet mere eller mindre samtidigt.

For som jeg har skrevet om i tidligere indlæg, har vi taget en stor beslutning for vores lille familie; vi skal til Fyn, vi skal have mere plads omkring os, vi skal have mere tid sammen, vi skal gøre de ting vi drømmer om. Og det er så fedt. Jeg er helt vildt glad for den beslutning og jeg glæder mig til at komme til ønskeøen. Og vi har jo fundet huset hvor vi gerne vil bo. Vi har skrevet under på (betinget) købsaftale og vi har været ude og prøvekøre den ønskede konebil (for det skal vi altså have). Så vi er klar! Vi skal bare lige have solgt vores eget hus. Og jeg håber virkelig at det er ”bare lige”. Det er i hvert fald med den optimisme vi er gået ind i processen. Ejendomsmæglerne er positive og vi kan også godt selv se, at det er en rigtig god vare vi har at tilbyde. Huset har nu været til salg i knap to uger og jeg er utålmodig. For det er selvfølgelig ikke solgt endnu. Og det er her overskriften kommer ind i billedet. For vi er fanget her midt imellem to drømme: vores første drøm i det her skønne hus, hvor vi er meget glade for at bo. Og vores store drøm om flytning til en mere landlig tilværelse. Men fordi vi er fanget midt imellem de to, og mere eller mindre er ude af stand til at påvirke situationen, så har jeg lidt svært ved at nyde nogen af drømmene. Jeg er bange for at glæde mig for meget til Fyn og tænke over hvordan huset skal indrettes, hvor børnene skal passes, hvad min dagligdag og karriere skal bestå af. For tænk hvis det ikke bliver til noget. Selvfølgelig skal vi nok komme til Fyn. Beslutningen er taget, Kim har fået job (han kan heldigvis starte med at arbejde i København, så han slipper for pendlerlivet). Men det er jo en reel mulighed, at der er nogen der kommer og køber drømmehuset for næsen af os. For selvom vi har en købsaftale, så træder den først i kraft når vores hus er solgt. Og skulle der komme nogle andre og forelske sig i huset inden det sker, så står det sælger frit for at lade andre købe det. Og det er skisme frustrerende. For jeg har brug for at drømme, at lade mine tanker svæve til vores nye liv. Jeg har brug for at drømme om hvordan huset skal indrettes, se på hvilke fliser vi skal have i køkkenet, google mørkeblå sofaer til stuen, og researche hvordan man gør hvis man vil have høns, bier, frugttræer osv. Men jeg tør ikke. For tænk hvis jeg bliver for glad for mine planer og det så ikke bliver til noget…

Samtidig er det også svært at nyde dagligdagen fuldt ud her i Islev. Vi har det jo alle sammen godt, og jeg er så heldig at få lov at gå hjemme med Viggo Wonderchild. Men hver søndag skal vi gøre klar til åbent hus. Vi skal støvsuge og rydde op. Lave kaffe så her dufter hjemligt og indbydende og håbe på de fremmede mennesker, der træder ind i vores hus, vil falde lige så pladask for det som vi gjorde for 3½ år siden. Og det er altså noget der fylder i hoved og mave. Den usikkerhed. Og også den ærgrelse over at jeg ikke bare kan nyde at være i nuet. Være glad for den tid jeg har sammen med Viggo, for vi kan lige så godt være ærlig, jeg kommer ikke på barsel igen. Men nu hvor beslutningen om at komme videre er taget, så er det svært.

Men jeg har i dag taget en beslutning: Jeg skal blive bedre til at sætte pris på nuet. Det lyder hippieagtigt og måske lidt frelst, men det er det jeg vil. Ikke på en spirituel og livsændrende måde. Bare lige blive lidt gladere for hverdagen. Nyde at jeg er på barsel og har så meget tid til mine børn. Sørge for at komme ud i naturen, ud på cafe (det skal man jo når man er på barsel, ik!), gøre gode ting for mig selv, få gang i den sundhed jeg hele tiden taler om. Og nyde at jeg har tid til at skrive her på bloggen. Samtidig må jeg gerne drømme om vores nye tilværelse. Og google tagvinduer, boysenbærbuske, højbede og børnesæder til den nye bil. For det er jo alle de her ting jeg godt kan lide, og som giver min hverdag mening. Og så skidt pyt (okay lidt frelst er jeg måske) hvis det skulle ske at huset på Fyn bliver solgt. Det er jo heldigvis sådan at der er flere huse på ønskeøen end det ene.

Så sig hej til en forhåbentlig gladere og mere afslappet Line, der forhåbentlig formår at hvile lidt mere i sig selv. Og som sikkert får bagt en æbletærte eller to inden for nærmeste fremtid. For at fejre hverdagen

Under pressure

Under pressure

Jeg er egentlig ikke David Bowie fan, men omkvædet til hans sang Under Pressure har alligevel kørt rundt i hovedet på mig det sidste stykke tid. Ofte meget ubevidst, men nok en måde for min hjerne at fortælle mig, at der faktisk er ved at være godt med pres på. Eller i hvert fald at der har været det. For man må sige der er sket en del de sidste 2-3 måneder. Eller vel egentlig hele det sidste år. Og når man er et følemenneske som mig, så er det noget, der sætter sig i både hjerne, hjerte, mavefornemmelse og humør. Og der har været, og er stadig meget, der fylder herhjemme hos os.

For knap et år siden blev jeg sygemeldt og mistede derefter mit job. For knap 5 måneder siden kom skønne Viggo Wonderchild til verden, og vi blev en familie på 4. Og for ca. 2 måneder siden valgte vi at tage ud og se på en ejendom på Fyn. Det satte gang i en lavine af ting, som jeg også tidligere har skrevet om; boligjagt, forhandling og nu betinget køb af bolig på Fyn, jobjagt og som resultat heraf, nyt job til Kim, møde med mæglere, klargøring af hus både inde og ude, og nu et hjem der er sat til salg. Oveni det kan man så indsætte en hverdag med to børn under to år. Planlægning af barnedåb og 2 års fødselsdag for 40+ gæster. SOM BLEV HOLDT HERHJEMME! Vi har haft travlt. Der er blevet malet som en gal for at få alt til at fremstå så flot som muligt, der er blevet ryddet op og smidt ud, der er blevet ordnet have, bygget ny terrasse og nye vinduer er sat i. Til dette kan man så tilføje den frustration og usikkerhed, der er i forhold til min karriere. For jeg har jo ikke noget job at vende tilbage til endnu. Og jeg har ingen anelse om hvad jeg finder på når vi kommer til Fyn. Finder jeg drømmejobbet eller ender jeg med at tilsidesætte mine behov og gå på kompromis med det jeg gerne vil? Eller værst af alt, kommer jeg til at gå hjemme i længere tid, mens flytning, indkøring af børn og endelig jobjagt står på? Den tanke skræmmer mig, for jeg glæder mig faktisk allerede til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det fylder jo altså også en del i det der hoved sammen med alle de almindelige hverdagsting som vasketøj, arbejde, madlavning, børn osv.

Og ja samtidig har mit hoved og mit hjerte også været fyldt godt op af min fars sygdom. Kræften som desværre spredte sig og medførte en noget mere omstændig operation end først forventet. Og en kamp for at komme ovenpå igen, der kræver ekstra mange kræfter – og som lige nu har sendt ham en tur på intensiv. Det er hårdt at se ham sådan. Det er hårdt ikke at være lige i nærheden, og derfor ikke besøge så ofte som man gerne vil. Og det er mega hårdt at bruge tid og kræfter på at tænke på alle de ting der kan ske, men som ikke må ske.

Alle disse ting drøner rundt i mit hoved dagen lang. Og de giver mig ondt i maven. Problemet er, at når jeg er under pres, så sker der to primære ting for mig:

1. Jeg bliver en version af mig selv som jeg ikke altid er helt stolt af. Jeg bliver kort for hovedet, og der skal ikke meget til at jeg bliver sur eller jeg tuder. Og selv i det øjeblik hvor det sker, at jeg skælder ud eller brokker mig, så ved jeg godt at jeg er urimelig. Jeg er fuldstændig klar over det, men jeg kan alligevel ikke stoppe det (altså jeg er ikke urimelig hele tiden – nogle gange har jeg faktisk ret! Og nogle gange er jeg altså også sød og kærlig). Så jeg bruger ret meget tid på også at have dårlig samvittighed. Jeg tænker at det nok heller ikke lige hjælper når man er lidt presset i forvejen.

2. Al sundhed forsvinder. Under min graviditet var jeg igen med i projekt sund mor, og det gik fantastisk. Og jeg lavede en aftale med mig selv om at denne gang skulle jeg holde det ved lige og prøve at være sund under min barsel. Men når jeg er presset, ryger lysten til mad, og jeg kan kun tænke på usunde ting. Jeg sætter mål om at gå lange ture, spise sundt og træne hjemme i stuen, men når det kommer til stykket vil jeg helst bare spise kage og ligge på sofaen. Og når jeg er presset, så magter jeg ikke at kæmpe med mig selv for at være sund. Hvilket jo er skide ærgerligt, for jeg ved jo godt at hvis jeg spiser rigtigt og bevæger mig, så får jeg meget mere energi og selvtillid. Og glæde i hverdagen. Men det er svært.

Jeg er ikke på vej mod en depression eller en psykisk nedtur, jeg er bare presset. Og det er også okay, hvis det er en kortere periode. Min far skal heldigvis nok komme ovenpå igen. Det tror jeg på. For det skal han!

Og vi skal nok få solgt huset. Og jeg skal nok finde et job jeg bliver glad for. Og vi skal nok få det liv vi drømmer om. Og det skal nok komme snart. Men indtil dag, har jeg en daglig kamp med og mod mig selv. Og jeg vil så gerne at positiviteten og energien skal sejre, og den gode gamle smilende Line skal komme frem. Og så satser jeg på, at Bowie snart må vige pladsen for Jason Mraz og hans Life is wonderful….

en stille stund

en stille stund

Helt alene.

Klokken er 6 søndag morgen og jeg sidder i hjørnet af sofaen. Helt alene. Molly overnatter hos farmor og Kim og Viggo Wonderchild sover stadig. Jeg burde også udnytte muligheden til at få noget tiltrængt søvn ind på kontoen. Men som det ekstreme A-menneske jeg er (selv i en barselstid med en konstant følelse af søvnunderskud), kan jeg ikke sove. Jeg vågnede for godt en time siden ved Viggos søvngrynt og uro, og efter jeg havde fjernet dynen han (IGEN!!) havde trukket op over hovedet, blev han rolig og fandt tilbage i sin stille søvn. Men så var jeg ligesom vågen, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at når vi er så tæt på morgenstunden, så kan jeg ligeså godt opgive at prøve at finde ind i drømmeland igen.

Så jeg er oppe. Og det er faktisk lidt hyggeligt at sidde her i total stilhed med en kop te og det nye guldnummer af Femina. En lille stund hvor jeg er Line. Jeg er ikke mor, hustru, rengøringskone, havemand eller handywoman. Der er masser af ting jeg KUNNE gøre nu, men jeg tillader mig selv lidt Linetid, hvor jeg kan læse mit magasin, drømme om det store fynske eventyr vi skal ud på lige om lidt, skrive lidt på bloggen og bare nyde roen.

De sidste uger har været fyldt med kaos på både godt og ondt (mere om det en anden dag) og jeg har ikke haft overskud til at prioritere mig selv. Så det gør jeg nu, inden huset vågner. Med en lille stille stund helt for mig selv….