Browsed by
Forfatter: Line Orloff Christensen

en stille stund

en stille stund

Helt alene.

Klokken er 6 søndag morgen og jeg sidder i hjørnet af sofaen. Helt alene. Molly overnatter hos farmor og Kim og Viggo Wonderchild sover stadig. Jeg burde også udnytte muligheden til at få noget tiltrængt søvn ind på kontoen. Men som det ekstreme A-menneske jeg er (selv i en barselstid med en konstant følelse af søvnunderskud), kan jeg ikke sove. Jeg vågnede for godt en time siden ved Viggos søvngrynt og uro, og efter jeg havde fjernet dynen han (IGEN!!) havde trukket op over hovedet, blev han rolig og fandt tilbage i sin stille søvn. Men så var jeg ligesom vågen, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at når vi er så tæt på morgenstunden, så kan jeg ligeså godt opgive at prøve at finde ind i drømmeland igen.

Så jeg er oppe. Og det er faktisk lidt hyggeligt at sidde her i total stilhed med en kop te og det nye guldnummer af Femina. En lille stund hvor jeg er Line. Jeg er ikke mor, hustru, rengøringskone, havemand eller handywoman. Der er masser af ting jeg KUNNE gøre nu, men jeg tillader mig selv lidt Linetid, hvor jeg kan læse mit magasin, drømme om det store fynske eventyr vi skal ud på lige om lidt, skrive lidt på bloggen og bare nyde roen.

De sidste uger har været fyldt med kaos på både godt og ondt (mere om det en anden dag) og jeg har ikke haft overskud til at prioritere mig selv. Så det gør jeg nu, inden huset vågner. Med en lille stille stund helt for mig selv….

Store drømme kræver store beslutninger

Store drømme kræver store beslutninger

Der er et nyt afsnit af bonderøven på DR, og Kim og jeg er klar foran skærmen. Vi er fans og vi vil gerne være Frank og hans familie. Eller måske ikke helt ligesom dem, for vi vil gerne gå på arbejde og ikke bruge al vores tid på at teste nye kornsorter eller ældgamle landbrugsmetoder. Men lige siden vi mødre hinanden, har vi drømt om at leve i lidt mere landlige omgivelser, og være bare lidt selvforsynende og vise vores børn hvor maden kommer fra. Alligevel købte vi hus i Islev, og selvom vi været så glade for det, har drømmen om mere jord og plads omkring os altid været der. Og min fødeø Fyn var det oplagte mål.

For nylig læste jeg en artikel i Vores Børn hvor der stod at ca 25% af os drømmer om at flytte væk fra byen og ud hvor der er mere plads. Men kun få gør det. Og min første tanke var “gid det er os!”. jeg kunne mærke at jeg virkelig håbede, vi ville være en af de familier, der tog springet. Vi talte meget om det, og aftalte at vi ikke var helt klar nu men at vi skulle tage en endelig beslutning inden Molly skulle starte i skole.

Men så lang tid endte der slet ikke med at gå. Pludselig en dag hvor vi sad i sofaen og surfede på boligsiden (en helt almindelig beskæftigelse for os), dukkede der en ejendom op lidt uden for Odense, der ramte lige ind i vores drømme. Samme uge var vi ude og se den, og vi fik gang i beregninger i banken, vi holdt møder med ejendomsmæglere for at få vores sat pris på vores eget hus, og Kim gik i gang med jobjagten.

Selvom banken sagde ok til drømmeboligen, der lå rigtig tæt på mine forældre, så var der alligevel ting, der fik os til at vælge den fra. Vi fortsatte jagten og her 6 uger senere har vi en købsaftale på en lækker landejendom (betinget af salg af vores hus). Den ligger perfekt, tæt på by, daginsitutioner og skole og inden for god afstand til både mine forældre og min søster. Flere detaljer må lige vente til handlen er helt i hus.

Kims 3 ansøgninger har ført til tre samtaler og én af disse har sikret ham et nyt job pr 1. Januar. Det er vildt! 2 ud af 3 af de elementære brikker der gør en flytning mulig, er nu faldet på plads. I går blev vores eget hus så sat til salg, og mægleren er meget positiv for et hurtigt salg.
Det er simpelthen så sindssygt spændende og stressende på en gang. Og det er så fantastisk rigtigt for vores lille familie! Så nu krydser vi fingre for at en familie falder for vores dejlige hus, på samme måde som vi gjorde. Og så er ønskeøen og den skønne fynske accent vores næste stop. Og vi glæder os helt vildt.
Så hep lige på et hurtigt hussalg og se frem til et helt nyt emne her på bloggen.

Fyn er fin!

Ting jeg ikke forstår #1

Ting jeg ikke forstår #1

Nå, måske det er på tide at se på, hvad det rent faktisk er, jeg ikke fatter. Og ja som nævnt er der mange, at jeg tænker dette bliver et tilbagevendende tema her på bloggen. For de kan ikke alle være med i dag. Så jeg prøver at holde mig til et emne: ting i min Facebook feed.

For lad mig straks erkende, at jeg er en smule afhængig af Facebook (og andre sociale medier, men det er et helt andet emne) og jeg benytter mig af app’en flere gang dagligt. Især mens jeg går hjemme. Men jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere irriteret, når jeg scroller mig igennem det daglige feed. Det er ikke de mange reklamer (der sjovt nok omhandler ting jeg netop har googlet), for det er noget jeg forventer. Det er jo sådan ham der Zuckerburg tjener kassen. Så selvom de er irriterende, så forstår jeg dem godt. Men her kommer en lille liste med ting jeg ikke forstår:

  • Når folk deler, at de deler. Der er rigtig mange opslag på FB hvor folk søger noget, søger hjælp til noget, er sure over noget eller lign. De beder folk om hjælp til at dele deres opråb, hvilket jo er fair nok. Og det er også helt ok at folk deler, det er jo en af formålene med facebook (selvom jeg synes det fylder irriterende meget i min feed). Det jeg IKKE forstår, er dem der skal annoncere at de har delt ved at skrive ”delt” i kommentarfeltet. Hvorfor??? Hvis du er venner med mig kan jeg jo se at du har delt opslaget. Og den der har skrevet opslaget får en notifikation, når nogen deler. Vi får derfor alle beskeden om at du har delt TO GANGE og det er ikke nødvendigt. Der er info nok på fb i forvejen. Og noget jeg SLET IKKE FORSTÅR, er dem der skriver ”delt” efterfulgt af deres postnummer. For real?? Hvis du proklamerer at du har delt i det specifikke postnummer, betyder det så du har printet opslaget ud og klistret det op på lygtepæle i dit område? For når du deler på Facebook deler du jo med alle i dit netværk. Og jeg tvivler på at alle dine fb venner bor i samme postnummer som dig. Så derfor har man ikke delt i sit postnummer, men i sit netværk. Jeg bliver altså bare så træt… Del endelig på Facebook, hvis der er noget du synes er relevant (se næste punkt!) men lad nu vær med at råbe op om at du deler – vi kan sagtens selv se det.
  • Når folk deler ukritisk. Min feed er fyldt med ting folk har delt. Artikler, holdninger, konkurrencer. Efterlysninger mv. Det er ok for det er pointen med facebook. Men før du deler så gør følgende: 1. læs HELE artiklen. Du kan ikke dele noget baseret kun på en overskrift. Eller det kan du godt, men det giver da mening at man kan stå inde for det man deler. 2. Tjek lige datoen på det du deler. Det kunne være en konkurrence der udløb for to år side, eller måske en efterlyst kat, der rent faktisk er blevet fundet igen. Del løs – men hav en lille flig af kritisk sans inde over inden du klikker på ”del” knappen.
  • Når folk ikke bare kan sige tillykke med fødselsdagen. En af de ting jeg godt kan lide ved Facebook er, at jeg dagligt får at vide hvem der har fødselsdag. Og de gør det nemt at sige tillykke til vedkommende. Det er jeg nemlig rigtig dårlig til at få gjort. Ok, det er ikke alle der får lykønskninger, enten fordi jeg misser det, eller måske finder det irrelevant at ønske enkelte personer tillykke. Men muligheden er der. Noget jeg dog har lagt mærke til, der fylder godt op i min feed, er andre lykønskninger til folk jeg er venner med. Og nu viser det sig, at det ikke længere bare er nok at skrive hurra og tillykke efterfulgt at nøje udvalgte emojis. Nope, nu skal der billeder på hver enkelt hurra folk sender. Og der er ligesom to temaer i disse billeder: 1. Billeder af fødselsdagsbarnet i en uflatterende situation, tåbeligt ansigtsudtryk eller lign. Hvorfor? Hvorfor fejrer du dine venners fødselsdag ved at sende dem et billede, de højst sandsynligt ikke ønsker alle deres FB venner skal se? Det er da ikke særlig ”hurra-for-dig”-agtigt. 2. Billeder af kvinder med store bryster og meget lidt tøj, billeder med hvad der kan opfattes som mindre tiltrækkende, måske overvægtige mennesker klædt i netstrømper, latterlige kostumer eller måske ikke noget som helst. Og disse med en tekst noget a la ”happy birthday sexy”. But why? Hvorfor sender du det til dine venner? Mener du de fortjener et uflatterende billede i fødselsdagsgave? Hvad for en ven er det så du er? Jeg forstår det ikke. Heldigvis er der ingen af mine venner der sender disse til mig. De ved nok at jeg ikke vil sætte specielt stor pris på det. Vi har også en tredje kategori, hvor folk sender søde billeder af dem selv sammen med fødselsdagsbarnet, et billede af blomster og gaver, eller et eller andet sødt citat om at alt bliver bedre med alderen. Det er da sødt nok, og rammer ikke så højt på min irritationsskala som de andre billeder. Det kan godt være jeg bare er blevet en sur gammel kone, men jeg synes faktisk at det er helt fint at holde sig til et ganske stille og roligt hip hurra og tillykke, og så lade de der billeder blive der hvor de nu ellers hører til.

 

Så selvom jeg er hyppig Facebook bruger, er jeg ikke ubetinget fan. Og de tre ting nævnt herover var da også kun de første ting der faldt mig ind, da jeg kom på dette emne. Der er mange flere ting, når jeg først kommer i gang, men for at du ikke skal falde helt i søvn, stopper jeg min opremsning her. Så må vi se om der kommer flere ”ting-jeg-ikke-fatter-på-FB” indlæg i fremtiden…..

Ting jeg ikke forstår

Ting jeg ikke forstår

Jeg vil betegne mig selv som forholdsvis skarp og med et godt hoved plantet på mine skuldre. Altså sådan ret intelligent faktisk – og her mener jeg at både min almene intelligens, og i særdeleshed min sociale intelligens, er ret godt udviklet. Hvis jeg selv skal sige det. Og det gør jeg så. Men hvad er så meningen med denne skamløse, selvfede pral med egen intelligens? Er dette et indlæg for at jeg kan servere en ordentlig gang ananas i egen juice og fortælle dig om hvor klog jer er? Øh nej, det er det så ikke (jf. førnævnte sociale intelligens), for dette indlæg handler nemlig om, at jeg på trods af, at jeg selv synes jeg er forholdsvis klog, så er der ret så mange ting jeg ikke forstår. En masse ting, der næsten på daglig basis undrer mig, og får mig til at ryste lidt på hovedet. Nogle gange med et lille smil på læben, som for at signalerer ”ih det var da noget fjollet noget det der” eller ”oh well, vi kan jo ikke alle være lige skarpe, men i det mindste er det god underholdning”. Men oftere og oftere sker min hovedrysten uden et smil på læben, men mere med en brændende trang til at knytte næven og ryste den ad folk (ja sådan som din mormor ville gøre det) eller sende et af mine vrede skulende blikke i retning af dem, der begår disse handlinger jeg simpelthen ikke begriber. Ja så VILD er jeg: hovedrysten, knyttet næve og vrede blikke – du skal da vist lige passe på at du ikke kommer alt for tæt på :-).

Så følg med, hvis du vil vide hvad det er, jeg ikke forstår. Både i den lettere komiske, ligegyldige ende og de mere seriøse tilfælde. Jeg har masser af ting i tankerne, og jeg håber jeg løbende kan få dem ned på det elektroniske papir.

Vi lægger stille og roligt ud i første indlæg, som kommer lige om lidt….

 

Fuck Cancer

Fuck Cancer

Åh altså. Så er det også min tur til at sige de to ord. Sige dem, og virkelig mene dem. For jeg har aldrig brudt mig om kræft, det er der vel ingen der gør. Men jeg har altid troet (håbet) at det ikke ville ramme tæt på mig. Ok, min morfar døde af kræft, men han var gammel og havde levet et skønt, men forholdsvis usundt, liv, og derfor var det nemmere at acceptere, at kræften vandt over ham. Men nu er det kommet et skridt tættere på, og jeg mærker den tunge ånde lige i nakken. Min far. MIN far, ikke en eller anden jeg kenders far, men min far har fået den lortesygdom, og jeg kan simpelthen ikke deale med det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg er hjælpeløs. Så jeg tuder og råber af mine lungers fulde kraft. FUCK CANCER. FUCK FUCK FUCK.

Min far har i starten af året og hen over foråret nok været lidt ekstra træt. Han har også haft smerter, men lægen sendte ham flere gange hjem UDEN at undersøge ham. Men da han insisterede på at komme til en specialist, var budskabet klart: Kræft. Og den besked kom nærmest samtidig med, at jeg havde termin med Viggo. Og den havde jeg meget svært ved at kapere. Her sad jeg midt i min glæde (og ja graviditetsmæthed) og ventede på at et lille nyt væsen skulle komme til verden og blive en del af vores familie, og så facetimer min far og sådan lidt som en sidebemærkning fortæller han hvad lægen har sagt. Jeg holdt masken, mens jeg snakkede med ham, men efter der var lagt på, stod tårerne ud af øjnene på mig. Min far var meget rolig og fortrøstningsfuld, og fortalte at endetarmskræft ikke er noget man dør af. Bare lidt kemo og stråler og til sidst en operation og vupti, så er man klar igen. Jeg prøvede at lade mig berolige, men det kunne jeg ikke rigtig. Og som jeg skrev i mit seneste indlæg, havde det nok også en påvirkning på mine (udeblivende) veer, hvilket gjorde fødslen trak ud og Viggo skulle lokkes ud med skrappere metoder. Det var hårdt. Og det er hårdt. For efterfølgende så jeg min far gennemgå behandling, og selvom han prøvede at være optimistisk, så kunne jeg se han var træt og han havde ondt. Men han var også sej, for midt i sine smerter, lå han nede på gulvet og legede med sine børnebørn. Han brokkede sig næsten ikke, og jeg var meget stolt over at være hans datter. Det er jeg for øvrigt stadigvæk.

I sidste uge fik jeg så en besked fra min far. Han havde været til scanning op mod operation, der skulle finde sted sidst på måneden. Der var ikke godt nyt – kræften havde spredt sig og han kunne ikke længere blive opereret i Odense, men skal i stedet en tur til Aarhus. Nu var det ikke bare lige en lille portion kræft, der skulle væk, men det jeg havde frygtet, var sket, og selv min far virkede til at have tabt pusten. Der skal en større operation til, flere ting der skal fjernes og det kommer til at tage hårdt på min far, som i en periode ikke rigtig må og kan noget som helst. Lægerne siger at han er i god form, og at han derfor nok skal komme sig over det. Og min far er endnu en gang blevet forholdsvis fortrøstningsfuld, og som han siger så er operation bedre end alternativet. Alternativet, som jeg slet ikke tør tænke på.

Operationen er på mandag. Det er hårdt, så sindssygt hårdt og jeg græder faktisk ret meget. Fordi jeg er bange. Jeg er normalt næsten ikke bange for noget. Men lige nu er jeg helt sindssygt bange for at min fars løfte, om at alting nok skal blive godt, ikke holder. Og jeg tænker nogle tanker, som jeg slet slet ikke har lyst til at tænke. Og som jeg ikke kan sige højt. For min far skal være her. Han skal være morfar, fordi jeg kan se han nyder den rolle helt ubeskriveligt meget. Og han er den bedste morfar.

Så nu sidder jeg her, med alt for meget tid til at tænke, og venter. For der er ikke noget jeg kan gøre. Jeg er nødt til at sætte min lid til lægerne i Aarhus og sende alle de bedste tanker afsted til universet og tro på at alting bliver godt. For det skal det!

Jeg beder ikke nogen om at donere penge til forskning eller lign. Det er der masser af kompetente og engagerede mennesker der gør. Jeg har kun fokus på det der er lige foran mig, og jeg beder jer derfor råbe højt sammen med mig ud i universet:

FUCK CANCER!

Hukommelsestab

Hukommelsestab

I skrivende stund er der mindre end en måned fylder Molly to år. To år!! Det er jo ingenting. Og det er på samme tid en evighed. Jeg skal ikke sige, at jeg ikke kan huske en tid uden Molly, for tro mig det kan jeg sagtens. Jeg vil ikke tilbage til den, men jeg kan sagtens huske den. Men det føles på en eller anden måde også som om, at hun har været hos os i meget lang tid – at hun hele tiden har været en del af vores lille familie.

Men hvis vi skal være konkrete, så er to år ikke særlig meget, i forhold til hvor mange mange år vi har at se frem til sammen med Molly. Alligevel, så er det som om, at jeg har glemt alt hvad der er sket i løbet af de to år. Måske ikke ligefrem glemt de enkelte ting, der er sket, men glemt timingen i det hele – hvornår det ene eller det andet fandt sted. En slags barsels-baby-tilbage-på-job-fritstillings-boble hukommelsestab. For nu hvor Viggo er kommet og jeg prøver at sammenligne ham og hans vægt, længde, fremskridt og sovevaner med Molly, så kan jeg intet huske. Jeg kan ikke huske hvornår hun smilede første gang. Eller hvornår hun trillede fra mave til ryg. Hvor lang hun var da hun var 2 måneder, eller hvornår hun begyndte at tage sine meget dejlige 3-4 timers lure to gange dagligt. INTET. Det er væk. Jeg tror min hjerne har haft for travlt med alt muligt andet (tak søvnmangel, graviditet nummer to, ny chef, nyt job, sygemelding, afskedigelse etc.) til at lagre disse informationer, der vidner om mit første barns udvikling.

Mange Super Moms skriver selvfølgelig side op og side ned om deres børn og hvad de kan hvornår. Jeg har såmænd også en version af barnets første bog stående i reolen. Og en påmindelse der løbende popper op på min telefon og husker mig på at jeg skal udfylde denne bog. Og det skal jeg nok få gjort. For der er heldigvis hjælp at hente for min manglende hukommelse: min telefon! Den elskede og forhadte smartphone. For selvfølgelig har jeg ikke lavet en eneste ting med Molly-fisen uden at have telefonen med mig – ja jeg har nok haft den i hånden det meste af tiden. Så jeg har videoer og billeder i massevis, der dokumenterer at Mollys fremskridt har fundet sted. Og den phone er så smart at alle billeder og videoer automatisk er markeret med en dato. Så når min egen hukommelse svigter scroller jeg bare igennem telefonens hukommelse for at se hvornår den lille fis kunne rulle. Og det kan jeg sige at hun kunne den 2. december 2015. Og hendes bror lavede til store bifald samme fantastiske stunt den 23. August 2017. Og så kan jeg konstatere at Viggo ikke er super-super hurtig, som jeg ellers troede, for Molly var en hel UGE yngre end sin bror da hun klarede det første rul :-)

Viggo ruller

Molly ruller

Babyen, der ikke ville ud

Babyen, der ikke ville ud

Nu er det 3 måneder siden at Viggo (endelig) kom ud og fuldendte vores lille familie. Så mon ikke det er på tide at jeg får skrevet lidt om fødslen og tiden op til… (beklager på forhånd at jeg nok ikke kan gøre det kort – men lover at holde de klamme detaljer ude).

I starten af min graviditet, glædede jeg mig over at være gravid igen, og miraklet min krop var i gang med at udføre. Jeg sagde til mig selv at jeg bare elskede at være gravid. Og jeg sagde det også til Kim, der dog ikke mente, at det var sådan jeg havde opført mig under min første graviditet – altså som om at jeg elskede det. Hmm det havde han nok ret i, men jeg havde åbenbart glemt det, selvom det var mindre end to år siden, jeg sidste havde prøvet det.

Anyways, min graviditet var ok. Jeg gik derhjemme det meste af tiden på grund af min fratrædelsesaftale fra min arbejdsgiver, så jeg havde maser af tid. Som jeg brugte på alt for lidt – bortset fra at drikke kaffe med gode mennesker. Jeg var igen med i projekt Sund Mor på Herlev/Gentofte (der kommer måske et indlæg herom), så jeg gik ikke og tog en masse kilo på. Rent faktisk kun 6 i alt, så det var jeg mere end fornøjet med. Jeg vil dog sige at det var hårdere at være gravid denne gang. Nok mest på grund af at jeg også havde Molly jeg skulle tage mig af, men jeg slap for de værste gener og fik heldigvis heller ikke diabetes denne gang!

Men da tiden nærmede sig termin, var jeg meget utålmodig. Jeg synes min mave var gigastor og jeg sov meget dårligt. 3 dage før termin var jeg til jordemoder, der kunne fortælle at jeg var 3 cm åben allerede. Hun lave hindeløsning, og mente at der nok ikke ville gå lang tid før jeg fødte. Hun gav mig en tid til igangsættelse, 2. Juni (JUNI!!!!!) men forsikrede mig om at det var ren proforma og at jeg nok skulle føde inden. Hun har helt sikkert sagt en masse om at det ikke var sikkert jeg ville gå i fødsel inden for kort tid, men det hørte jeg ikke. Jeg hæftede mig kun ved ordet ”snart”. Jeg ventede og ventede og bildte mig selv ind at jeg kunne mærke veerne komme så småt. Kim blev endda hjemme fra job den efterfølgende dag, og vi have Molly-pasning på speed dial. Men der skete ikke en dyt. Jeg ville det så meget at jeg bildte mig selv ind at jeg havde veer, men efter en tur på fødemodtagelsen, måtte jeg sande at det ikke var tilfældet.

Midt i det hele ringede min far og fortalte mig at han havde fået konstateret kræft. Et chok uden lige, og fyldt op med graviditetshormoner, så kunne jeg slet ikke styre mine følelser. Min far tog det roligt, men jeg ville bare have den baby ud hurtigst muligt, så jeg var sikker på min far kunne komme og se ham inden han startede behandling. Jeg kan så sige at desperation blandet med tristhed ikke er en cocktail der sætter gang i veerne. Faktisk tværtimod. For det er vores lykkehormon, der får veerne i gang, og det var der vist ikke så meget af hos mig på det tidspunkt. Det var sgu hårdt. Hver dag håbede jeg det ville være dagen. Jeg lavede små konkurrencer med mig selv, hvor jeg fx bare skulle slå min personlige rekord i sudoku på tid, så ville Viggo komme. Jeg slog rekorden, men viggo blev i maven…. Vi nærmede os slutningen af maj måned og jeg blev mere og mere desperat. Jeg skulle have et maj-barn. Det var planen!! Og nu var det juni lige om lidt. Han skulle ud før måneden sluttede. Det kom han så ikke. Og så nåede vi altså den famøse 2. Juni, hvor jeg havde tid til igangsættelse. Molly blev afleveret i dagplejen og der var styr på pasning af hende. I bilen sagde jeg til Kim at de lige kunne vove på at give mig de dér igangsættelsespiller jeg fik sidst, for de virkede ikke. Jeg fik pillerne og de virkede ikke. VI tog ud og spise brunch på den cafe hvor vi havde vores første date. Vi tog en lur og prøvede at slappe af. Men da jeg nåede 6 time og pille nr. 3 brød jeg sammen. Den baby skulle ud, og jeg magtede simpelthen ikke at være gravid mere. Kim ringende til fødemodtagelsen, men de havde for travlt, så jeg måtte pænt vente til min nye tid dagen efter. Og da jeg mødte op til den lovede igangsættelse ved at de tog vandet, blev jeg efter en times ventetid, mødt med beskeden om at de ikke kunne tage mit vand fordi de simpelthen ikke havde fødestuer nok. Min verden brød sammen. 16 dage var der gået siden en jordemoder (studerende) havde fortalt mig at fødslen var lige oppe over. Min mave var gigantisk, min far var syg, og der var ikke meget lykke i min krop, og nu stod lægen og sagde til mig at jeg skulle tage hjem og vente. De ville ringe når de fik en ledig stue. Jeg tudbrølede, men der var ikke meget at gøre. Vi kørte en lang tur i bilen og kom hjem, hvor min mor og Molly ventede, for at spise frokost. Og så ringede de endelig. Vi pakkede vores højtbelagte smørrebrød med fiskefilet ned, og begav os mod Herlev. Vi mødte den sødeste jordemoder, der hurtigt fik os på plads på en fødestue. Hun tog mit vand, og så sad vi ellers der på stuen og spiste vores, nu ret bløde og halvklamme, fisk. Og så kom veerne. Og de blev vildere og vildere, og jeg kan nu igen forstå hvorfor det er man glemmer smerterne fra gang til gang – ellers ville man nok ikke føde igen. For jeg havde bildt mig selv ind, at det ikke gjorde ondt da jeg fødte Molly. Det kan jeg så hilse og sige at det gjorde denne gang. Heldigvis gik der kun 4 timer fra første ve til jeg lå med lille (store) Viggo i mine arme. Det er edderfisme vildt hvad en kvindekrop kan!

Efter fødslen var der lidt forskellig halløj der skulle klares, og da min livmoder ikke trak sig ordentligt sammen og blødte for meget skulle der lige et drop og en overnatning på patienthotellet til, før vi endelig måtte tage hjem med vores fantastiske lille guttermand.

At være gravid og især at føde, er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Og jeg tror ikke der er noget der kan overgå det. Jeg var stærk og jeg var en kylling. Jeg kæmpede og jeg ønskede at give op. Men jeg klarede det. Og det kunne jeg ikke have gjort på samme måde hvis ikke verdens bedste Kim havde stået ved min side, som mit eget private heppekor, først gennem 9 måneders graviditet og ikke mindst fødslen og optakten hertil.

Så nu er vi 4 i familien OC. Og jeg har et eller andet med lige tal, så jeg tror bare at vi stopper her og proklamerer vores familie for fuldendt. Vi er fulde af kærlighed, nærhed og omsorg. Vi er trætte, udfordrede og jeg har stadig masser af hormoner, der til tider overtager mit gode humør, og gør det lidt surt. Men vi er glade og vi har det fantastisk.

And we’re back…

And we’re back…

Så er der ved at være gang i skriverierne igen (hurra!).

Jeg må indrømme, at jeg efter ca. 9 måneder som hjemmegående til tider kan kede mig lidt. Og blive lettere frustreret over hvor lidt jeg når, hvor mange af de ting jeg laver, der er kedelige, og hvor forholdsvis lidt Viggo bidrager med til en spændende hverdag. Jeg elsker den lækre lille fyr til månen og tilbage igen, og hans dejlige smil smelter mit hjerte. Men han sover altså også ret meget og han ligger også og laver babylyde, der selvom de er charmerende, ikke giver meget igen på den intellektuelle konto. Og selvom det sikkert er en dødssynd for mødre at sige det, så kan jeg nogle morgener faktisk godt blive lidt misundelig på Kim, når han kører på arbejde. Om ikke andet, så på hans frokost i kantinen.

Så for at jeg ikke skal gå død i det her barsel (som jeg altså også nyder!!) så har jeg besluttet mig for at give bloggen her lidt opmærksomhed igen. Jeg har masser på hjerte, og flere indlæg er allerede skrevet i mit hovede, nu skal de bare ned på det elektroniske papir. Så hold fast – der er tanker og fortællinger på vej. Og jeg håber så meget at de fortsætter med at komme.

Følg med hvis du har lyst – for de meget engagerede, er det endda muligt at få besked fra bloglovin’ hver gang jeg bedriver mig ud i nogle nye skriverier ->

(og ja for én der faktisk er ret så meget grammatik- og kommanørd, så er både tegnsætning og korrekt skriftssprog ikke altid en prioritet når jeg blogger. Her flyver tankerne rundt i mit hoved, og det er med at få dem hurtigt ned på papir, når jeg fanger dem. Bær over med det, for jeg har ikke tid til at være min egen korrekturlæser for tiden…)

Ønskesedler

Ønskesedler

Til september skal Viggo have vand i håret og have sit navn. Samtidig er det måneden, hvor Molly fimsen fylder to år, og vi slår de to begivenheder sammen til en hyggelig dag med søde mennesker, god mad og masser af kage.

I den forbindelse benytter vi lige bloggen til at dele børnenes ønsker. Her opdateres løbende…

Ønsker til Molly:

– gode børnebøger med billeder/illustrationer. Gerne til godnatlæsning (eventyr og lign).
– bøger til at lære tal, ord mm.
– pegebøger
– strømpebukser str 98+
– tøj str 98+ cardigans, kjoler, leggings, bluser mm. (Evt Noa Noa, Albababy, Me too men alle mærker er velkomne ).
– sutsko str 24 eller større
– undertøj str 92/98
– strømper str 23+
– lightbox hvid A4 http://loukrudt.dk/a-little-lovely-company/hvid-lightbox-a4/ Gerne som fælles gave med Viggo.
– Wall stickers med navn: Molly i gul skrifttype D (https://www.dimaria.dk/shop/wallsticker-dit-barns-322p.html?gclid=CJrp-8uf2NMCFRTgGQodDP0A5w (ønsker samme til Viggo i koboltblå)
– legetøj til 2 år og ældre – ikke dukker og bamser
– huskespil/vendespil
– bog: børnemeditationerne I mit hjerte

Ønsker til Viggo 

– vogne til fødselsdagstog i grøn, blå og gul
– regnbuelegetøj fra Grimms
– badelegetøj
– puttekasse og tog fra little dutch http://loukrudt.dk/little-dutch/
– tøj str 74-98. Gerne klare grønne, blå, turkise, petroleum og mørkeblå farver samt denim. (Ikke noget tutte-nuttet babylyseblåt). Fx Fred’s World, Albababy, Noa Noa og Me Too men alle mærker er velkomne .
– natdragter str 74-92
– bodyer og heldragter med striber str 74+
– uldtøj str 68 +
– Iobio uldbody uden ærmer str 68+. Gerne med forlænger til https://uldboern.dk/collections/iobio/products/bodyforlaenger
– sutsko str 3 mdr+
– balloon mirrors fra elements optimal (eller penge hertil)
– wall stickers med navn. Viggo i koboltblå skrifttype D (https://www.dimaria.dk/shop/wallsticker-dit-barns-322p.html?gclid=CJrp-8uf2NMCFRTgGQodDP0A5w (ønsker samme til Molly i gul)
– lightbox hvid A4 – gerne fælles gave med Molly. http://loukrudt.dk/a-little-lovely-company/hvid-lightbox-a4/
– ekstra bogstaver/tegn til lightbox.
– wobbel board med filt. Gerne fælles gave med Molly. https://loukrudt.dk/wobbel/wobbel-original-med-eko-uldfilt-graa/
I’ll be back – soon…

I’ll be back – soon…

Nå min intention om at få skrevet en masse indlæg om vores Balitur samt at dele billeder, blev ikke til så meget. Måske kommer det.

Jeg har heller ikke fået skrevet i løbet af den sidste tid af min graviditet. Det er ikke mangel på lyst, men nok nærmere mangel på overskud. Især afslutningen af forholdet til min arbejdsplads har været svær og krævet en del bearbejdelse fra min side, som jeg har fokuseret på, samtidig med jeg har bagt en lille baby i min mave.

Men nu er vi ude på den anden side og jeg er klar til at blogge igen. I hvert faldt mentalt. Indlæg og ideer står i kø i mit hoved og jeg har masser af ting jeg gerne vil have ned på “papir”. Og det skal nok komme. Jeg håber det bliver snart. Men jeg har også en lille bitte lillebror, der skal passes og plejes, mades og skiftes og især kysses og krammes. Og det tager tid. Der er en ny mødregruppe med søde mammas jeg skal bruge tid sammen med, og i løbet af denne barsel, håber jeg generelt at komme lidt mere ud af huset, gå ture, drikke kaffe, høre lydbøger, træne lidt osv. osv. Og ja så er et gammelt hus og en stor have jo heller ikke noget der bare passer sig selv, så jeg har nogle hyggelige projekter, der skal klares. Så ja min barsels to-do liste er lang og fyldt med gode ting. Så blogindlægs-skrivning må så komme, når der bliver nogle ledige stunder ind imellem, hvor lillebror sover, og jeg hverken ordner vasketøj eller støvsuger :-)

Men følg med, det skal nok blive godt….