Browsed by
Forfatter: Line Orloff Christensen

Hvad skal der blive af mig?

Hvad skal der blive af mig?

Hverdagen er ikke lutter lagkage for tiden. Jeg er ikke deprimeret eller noget, og jeg nyder at have tid med den dejlige lille Viggo. Men jeg keder mig også. Eller jeg længes efter mere indhold. Flere udfordringer. Og så kommer spørgsmålet i overskriften snigende ind i mit hoved og helt ind i min mave og mit hjerte. For hvad skal der blive af mig? Får jeg mulighed for at fortsætte min karriere? Hvad er min fremtid? Jeg ved det ikke og den uvished stresser mig helt enormt. For ja, jeg synes det er hyggeligt at være på barsel – nogle dage – men jeg har nu gået hjemme et helt år (siden sygemelding og senere fratrædelse fra mit job) og det bliver altså noget ensformigt i længden. Jeg savner at arbejde. Jeg savner at bidrage (JA! Jeg ved godt at det vigtigste bidrag er det jeg har som mor – og det er jeg ikke villig til at gå på kompromis med). Jeg savner at tale med andre voksne mennesker om ting, der ikke involverer babygrød, natterutiner og gylp. Jeg savner, at det jeg bruger min tid på, gør en forskel for andre mennesker (ja, min aller aller vigtigste rolle er at være mor, men jeg vil også gerne gøre en forskel andre steder).

Vi har jo taget en beslutning om at følge vores drøm og flytte til Fyn. Jeg er ikke i tvivl om at det er den rigtige beslutning for os. Det er vores drøm og det bliver fantastisk. Men lige nu ved vi ikke præcist hvornår det sker. Og før vi ved det, kan jeg ikke begynde at søge job. Og dét påvirker mig meget mere end jeg troede det ville. Jeg er langsomt på vej ned i et lille hul (jeg håber det er lille) af frustration og tristhed. Og det påvirker mit humør i en meget høj grad – faktisk så meget at jeg selv er ret så overrasket over det. Jeg er ofte trist. Jeg er irriteret og føler mig uretfærdigt behandlet. Selvom der ikke er nogen, der gør noget uretfærdigt mod mig. Kim har fået job, og han er det mest positive menneske jeg kender, så han VED at alting nok skal falde på plads. I stedet for at tro på ham så vrisser jeg nok ekstra meget. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg synes det er snyd, at hans jobmæssige fremtid (for nu) er på plads. Og jeg synes det er snyd, at han hver dag står op og kører på job, mens jeg er fanget i børne- og vasketøjsland.

Egentlig synes jeg jo ikke, at det er snyd som sådan. Men nogle dage er jeg nok lidt misundelig. Jeg glæder mig til det er min tur til at kunne tage på job igen. Er jeg så en dårlig mor? Ifølge nogle, sikkert ja, men jeg er nødt til at have noget i mit liv der handler om mig, for at jeg kan være rigtig glad. Blot så der ikke er nogen tvivl, så tager vi den lige igen: Jeg ELSKER at være mor til Molly og Viggo. Det er min fornemste, vigtigste, bedste og hårdeste opgave og udfordring i livet. Men jeg er nok bare ikke skabt til at være hjemmegående. Det ærgrer mig, at jeg ikke kan nyde min barsel mere, men jeg tror usikkerheden på fremtiden ødelægger det lidt for mig. Sådan var det også under dele af min første barsel. Man kan lidt groft sige, at min (nu) tidligere arbejdsgiver faktisk har taget glæden ved barsel lidt fra mig både nu og før. Og jeg har givet dem skylden for meget. Men nu er det op til mig at finde ud af hvad der egentlig skal blive af mig.

Så jeg er nødt til at tage ansvar for min fremtid – og dermed forhåbentlig være med til at gøre min nutid lidt mere glad og hyggelig. Og derfor har jeg valgt at gøre tre ting:

  1. Sørge for at mit CV er opdateret. Sørge for jeg er klar til jobsøgningen når den for alvor skal gå i gang. Jeg er jo sådan en HR person, og jeg har arbejdet en del med rekruttering, men selvom jeg har læst 1000 vis af cv’er og ansøgninger, så er jeg stadig i tvivl om hvordan et godt cv skal være – og hvordan man skriver den ansøgning, der får dem til at kalde netop mig ind til samtale. Det skal jeg måske have lidt hjælp til, så jeg må finde ud af hvor jeg får det.
  1. Jeg vil tyvstarte lidt med jobsøgningen – også selvom cv ikke er helt på plads. Jeg har nu fundet et drømmejob på Fyn, der er helt perfekt for mig. I stedet for at være bitter over det kommer 6 måneder for tidligt (for mig) så har jeg tænkt mig at søge det. For bare at gøre et eller andet. Og nej, de vil nok ikke vente til april/maj med at ansætte, hvis de søger nu, men så må jeg bare se det som træning – eller en opstart af processen. Så gør jeg da NOGET!
  1. Prøve at nyde nutiden. Jeg har skrevet lidt om det før – og lovet at gøre det, men jeg er åbenbart lidt langsom i optrækket. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at få mest muligt ud af min barsel med Viggo. Og selvom jeg på mine dårlige dage, bare helst vil ligge på sofaen og have ondt af mig selv, så er jeg nødt til at lave noget. Komme ud af huset, gå ture, løbe, mødes med søde mennesker osv. Det SKAL jeg gøre.

De to første er jo forholdsvis lige til, og netop nu, kl 6 søndag morgen hvor Viggo morgenfrisk tager sin første lille minilur (det er jo hårdt at stå op førkl5!) så sidder jeg her og veksler mellem at skrive dette oplæg og rent faktisk opdatere mit cv. Og jeg er også i gang med at skrive min ansøgning. Det er overraskende grænseoverskridende for mig at skulle i gang med at ”sælge mig selv” til en forhåbentlig kommende arbejdsgiver, og det er faktisk sværere end jeg troede. Men det giver også bare energi lige ind på kontoen, hvor der er et stort behov. Så det er fedt. Virkelig fedt!

Punkt 3 er jo så lige lidt mindre håndgribeligt. Jeg har også skrevet om det for nyligt, og proklameret en lignende opsang til mig selv. Jeg jeg arbejder stadig på det. Viggo og jeg har mange gode dage, og jeg prøver at sørge for at komme lidt ud eller være sammen med andre mennesker. Men der er også dage, hvor jeg bliver fanget i min selvmedlidenhed, og synes det er kedeligt at være mig. Dem skal jeg have færre af, og jeg skal blive bedre til at gøre noget for mig.

Og så skal der nok blive noget af mig. Jeg venter spændt på at se hvad det bliver….

Feriedrømme

Feriedrømme

Vi pakker rygsækken med et par t-shirts, nogle shorts, klipklappere, badetøj, rejseguides og solcreme og så er det ellers afsted. Det eneste der er booket er selve flyrejsen, mens hoteller, rejserute, oplevelser og ture bliver planlagt undervejs, inspireret at andre rejsende, vores egne drømme og hvad skæbnen nu ellers bringer med sig. Vi er afslappede, åbne for nye indtryk, når vi går der i vandkanten på den ene paradisø efter den anden. Vi ligger i en hængekøje mellem to palmer, og læser en bog mens vi får lidt tiltrængt skygge. Vi taler hver aften om de mange nye oplevelser vi har haft, de fisk vi har set på snorkelturen, de nye retter vi har smagt og de venlige lokale folk vi har mødt, mens vi drikker en eksotisk drink ud af en kokosnød. Og det koster næsten ingen penge. Kan du se det for dig? Det kan jeg sagtens! Og det er vel i korte træk vores drømmeferie.

Eller det var det i hvert fald før vi fik børn. For nu må vi indse, at selvom vi stadig drømmer om ovenstående senarie, så er den drøm og den måde at rejse på midlertidigt sat på hold. Men vi drømmer stadig om ferie. Vi drømmer rigtig meget om ferie, og nu har vi besluttet os for at tage en lille pause fra hverdagsstress, juleræs og kulde her midt i december. Kim starter som nævnt tidliere nyt job til januar, og han har fået lov at slutte sin nuværende ansættelse af med 3 ugers barsel. Så vi skal skisme en tur til Gran Canaria. Med all inclusive, bamseklub og hele molevitten! Det er lige præcis den ferie vi i mange år har set lidt (meget) ned på og lettere hånligt har vi siddet hjemme i vores børnefri sofa og grinet af de familier, der år efter år, valfarter mod sydens sol, fanget i charterens klamme greb. Nu er vi der selv. Og vi glæder os! For som livet er lige nu (livet er fantstisk lige nu, men også lidt stressende) så er lige præcis charter og all inclusive en drøm for os; vi skal være væk en uge, og vi skal ikke tænke på andet end at være sammen og huske at få solcreme på. Der er mad på hotellet, så vi skal ikke ud og finde en restaurant. Der er buffet, så vi skal ikke bryde hjernen med at vælge en enkelt ret på et menukort, og vi skal ikke vente på de laver maden, og prøve at holde et sultent og utålmdigt barn hen, indtil en tjener serverer maden på hendes tallerken. Hvor hun så har ombestemt sig og bestemt ikke ville have pasta den dag. Nope, vi bevæger os bare ind i buffetens slaraffenland af familievenlig mad, og så snart man har valgt, kan man spise. Ingen ventetid (medmindre du er fanget bag en russisk familie, der ikke kender til køkultur og respekt for andre mennesker).

Men tænker du, er det virkelig drømmen? Buffet med samme mad hver dag. Et ressort fyldt med larmende børn der tigger om is og laver bomber i poolen så alle håndklæder bliver våde. Trætte forældre, der igen må opgive at læse deres medbragte bog for at hoppe i poolen med børnene, eller gå med i baren efter en cola eller en is. En uge uden udflugter eller møder med nye kulturer og spændende kulinariske oplevelser. Jep, det er drømmen lige nu: afslapning og tid sammen som familie. Lidt varme, lidt tynd cola og alt for mange (gratis) is. Det er det vi har brug for, og det er det vi går og tæller ned til. 11 dage tilbage, hvis nogen skulle spørge.

Men nej, vores oprindelige rejsedrømme er ikke lavet om til charter og bamseklub. Vi drømmer stadig om bountystrande, eksotiske måltider og snorkling i klart turkisblåt vand. Der er så mange steder vi gerne vil hen, og oplevelser vi gerne vil give vores børn. De skal lære at verden er et fantastisk sted, med forskellige kulturer, traditioner og måder at leve på. Og de drømme skal også nok gå i opfyldelse. Det er en af de ting vi har lovet hinanden. Vores børn skal bare lige være lidt større inden vi begiver os ud på lange flyveture til nye destinationer og til tider tvivlsom mad. For så kan vi som familie få rigtig meget ud af sådan en ferie.

Men indtil da er det bamseklubben der kalder. Og det glæder vi os til.

Ting jeg ikke forstår #2

Ting jeg ikke forstår #2

Folk med klistermærker på deres bil.

Hvorfor har du sat et klistermærke på din bil, der viser din interesse? så vi lige kan gå hen og sige, “nå så du spiller også golf hva?” “Ah en Jesusfisk – halleluja!” eller “tjek, også en fan af sverige og elge i denne bil – high five buddy”. Eller er det for at prale? “ja, jeg spiller skam golf i min fritid”. Eller ” jo jo den er god nok, jeg er et hundemenneske. Og ikke bare hvilken som helst hund. En Mops kan du tro”. Skal vi alle rende rundt og annoncere vores hobby? – hvad så hvis man ikke har bil? Eller man er et par der deler bil, men måske ikke har en fælles passion for heste? Måske vi skal genindføre de små badges, som af flere omgange har været popolære, så vi lige kan vise andre hvad vi bruger vores tid på.

Så kan jeg fx have et badge med et par løbesko. For jeg kan godt lide at løbe. Eller for at være realistisk skulle jeg måske have et med et billede af en støvsuger. For det bruger jeg da faktisk ret meget af min tid på. Eller allerhelst måske en kage-badge, for det er jo altså noget af det, der kan gøre mig rigtig glad.

Det er måske klistermærker de bør udvikle til bilejerne….

Og hvorfor er der nogle mennesker der kører rundt med en advarselstrekant bag på bilen, hvor der står “Børn i bilen”? Er det fordi så tror de folk kører pænere omkring dem? Så hvis der er et uheld under opsejling, og en bilist ser skiltet og tænker fuck der er børn i bilen! så er det ikke dem jeg skal køre ind i, jeg undviger da lige. Jeg fatter det ikke. Der, hvor det måske kan give lidt mening for mig er, at det er en advarsel til andre billister om at de skal holde lidt afstand fordi man (med børn i bilen) kan være en lidt utilregnelig billist. For det første er man nok lidt træt. Bare et gæt, hvis man er en del af en børnefamilie. For det andet, så er der multitasking på et hidtil ukendt niveau i en bil med børn, hvor der er skrig og skrål, du skal finde sutter, bøger, juice, ipads mm og samtidig med du skal navigere i eftermiddags-myldretidstrafik. Det er barske løjer, og så er det måske egentlig meget klogt lige at advare om det….

Anyways, jeg har intet imod at folk har klistermærker på deres bil. Jeg forstår bare ikke hvorfor. Okay golfspilleren i fine materialer, købt til overpris som en gave til manden, der har alt, og som ikke ønsker sig noget til jul, den kan jeg se det kommercielle formål med. For der er sgu nok mange golfspillende mænd, der ikke ønsker sig noget, men som har børn, koner og lign, der mener de skal have en gave fra Jacob Jensen hvert år, og når de både har fået fancy røgalarm og p-skive, så er golfspilleren næste på listen. Så er der penge i klistermærkerne. Men ellers er jeg lost. Så ingen reklamation hobbyer på bilen hjemme hos os…

Overskudsmor

Overskudsmor

I dag har jeg holdt børnene hjemme og vi har haft den hyggeligste dag! Vi startede dagen med en dejlig sund morgenmad, og så tog vi på legepladsen, hvor vi spiste snacks og grinte til vi var helt blå i hovederne. Hjemme igen bagte vi boller og lavede dadelkugler. Mens børnene sov lur, fik jeg rengjort hele hytten og spist min økoavokado mad. Da børnene vågnede gik der krea i den, og vi fik lavet de fineste julegaver til hele familien, mens vi, iført vores helt perfekte og moderigtige outfits, sang og lo. Nu er jeg så i gang med aftensmaden som hverken indeholder gluten, fedt, kød eller sukker, men som bare smager så fantastisk.

Kender i det? Eller kender i dem? De der supermødre, som jeg indtil videre kun har mødt på Instagram og i bloggeruniverset? De kan alt! De har intet andet end overskud, de har det altid hyggeligt og de spiser altid sundt. Jeg ved ikke hvordan de gør det (gør de det overhovedet?).

Her er min dag so far:

Jeg holder børnene hjemme i dag. Altså Viggo er jo altid hjemme og Molly er syg, så det er måske mere en nødvendighed end et hyggeligt valg. Men hey, jeg er hjemme med begge børn og der skal hygges. Jeg får Molly væk fra sofaen, sat Lille Prinsesse på pause, og så er det morgenmadstid. Hun skeler til sin havregryn, men nægter at spise den, og for at bevare hyggen smører jeg hende hurtigt en (købe) bolle med smør og syltetøj. Hun er glad og vi hygger i hele 5 minutter, før hun smurt ind i boysenbær igen finder sin plads i sofaen og råber at jeg skal tænde for Sesse (jeg har heldigvis fundet ud af, at Netflix har mange flere afsnit af den serie end der er på MinBio, som vi ellers bruger – så får jeg da også lidt afveksling i hverdagen). Klokken nærmer sig 8, hvor Viggo skal sove og hvor Brugsen åbner, så jeg får begge unger i tøjet, Viggo i vognen og så bruger vi ellers det næste kvarter på at gå de 200 meter der er op til Islev torv og vores brugs. Vi skal nemlig købe gær, så vi kan bage! Efter at have sagt nej til mindst 20 ting Molly har puttet i sin lille børneindkøbsvogn (og ja til juicebrikker), får vi betalt og bevæger os hjem igen. Vigs er faldet i søvn, og moderens tålmodighed holder ikke til endnu en gåtur, hvor Molly skal inspicere hvert eneste stykke gennemgnasket tyggegummi, hver sten og hver streg graffiti vi møder på vejen. Op i fodenden af vognen med hende og hurtigt hjemad. Til hyggen. Og eftersom Molly jo rent faktisk er syg, så får hun lov at ligge på sofaen med sin dyne og en brikjuice. Så får vi besøg af en af mine veninder, og Molly kommer ud og siger hej, gennemblødt af æblejuice, for brikjuicer og små børn der trykker til hver gang, de får sådan en lille fætter i hånden, er bare en dårlig kombi. Nå, rent tøj til Molly og kaffe i kopperne og sladder til de voksne. Faktisk rigtig hyggeligt! Min veninde går igen, og Viggo vågner. Han ligger på gulvet med sit legetøj og pludrer mens jeg laver en flaske til ham. En opgave der bliver afbrudt flere gange, fordi jeg skal fjerne Molly, der har lagt sig oven på sin lille prut af en lillebror. Og som endnu engang får forklaret at han er alt for lille til at kunne lege hest, eller hvad det nu er hun har gang i. Jeg fortæller også igen, at han ikke bryder sig om at blive hevet i kinderne (ligesom jeg heller ikke kan lide det) han (og jeg) kan jo ikke gøre for vores kinder er så store og fristende.

Viggo er for resten også syg (oh yeah!) og gider ikke rigtig indtage den skønne modermælkserstatning jeg har mikset til ham. Jeg beslutter, at nu må det være tid til at bage de famøse pølsehorn, som jeg har brugt hele morgenen på at tale om. Molly er med til at tage røremaskinen frem, men mister herefter interessen og pølsehornsbagning taber til den lille prinsesse, der på dette tidspunkt ikke vil have redt sit hår. Nå men jeg har da stadig Viggos opmærksomhed og i hele 5 minutter sidder han på min mave i en bæresele, mens jeg hælder diverse ingredienser i skålen. Så gider han heller ikke mere, men nu er jeg jo i gang, så med et skrigende barn på armen får jeg den sidste portion mel vejet af og tændt for maskinen. Så kommer Molly tilbage til køkkenet og vil være med til hyggen. Hun får et hårdkogt æg, som hun splitter i atomer ud over køkkengulvet mens hun siger ”Adr!” (favoritordet i disse dage). I går var æg yndlingsmad….

Hun tager derefter turen fra sin trip trap ned på gulvet med hovedet først og et skrig uden lige fylder huset. Jeg trøster og nusser og vi får en kold klud på panden. Jeg bruger lidt tid på at inspicere det lille hoved, men vurderer at der ikke er sket større skade. Alt imens sidder Viggo i sin stol og skriger om kap med sin søster. Han er træt. Molly er træt. Og jeg beslutter at lave en dobbeltputning. Så børnene bliver gjort klar, lagt i hver sin vogn – én i forhaven og én på bagterrassen, og så løber jeg ellers frem og tilbage mellem de to og synger om en mariehøne der er glad, putter sutter i munde, kører frem og tilbage med barnevogne, indtil de begge to sover.

Og nu sidder jeg så her i min sofa og ser Netflix, mens jeg spiser min rugbrødsmad med spejlæg. Hvilket jeg for resten spiser hver dag. For jeg er mixer ikke lige en sund salat, med eksotiske ingredienser eller møder veninder til en hip brunch og en omgang chiagrød ligesom alle bloggerne gør. Jeg gad godt, men jeg spiser bare rugbrød. I dag dog suppleret med en halv bolle med pålægschokolade. På bordet foran mig ligger to alarmer, der på skift lyser op og fylder stuen med lyden af host og snøft og børn der græder lidt i søvne. For syge børn sover ikke tungt og stille…

Klokken er 13.30 og jeg er helt færdig. Om lidt er pølsehornsdejen færdig med at hæve, og så skal jeg, helt alene ud og lave ca. 60 horn. Hvis jeg kender mine børn ret, så vågner et af dem nok lige så snart jeg har fået alle fingre klistret ind i dej, Det er sgu hårdt at være alene hjemme med to små børn. Især når de er syge og der er skruet godt op for ynk og pyldren. Jeg kigger endnu en gang på uret for at se hvor lang tid der er til Kim kommer hjem og leget støttepædagog.  Dagen har indtil videre været hård, men på ingen måde dårlig. Den har ikke været som jeg havde forestillet mig, for jeg har ikke været den overskudsmor jeg drømmer om, der har nået en masse spændende ting med børnene, men jeg har fået til gengæld lov at sidde i sofaen med min søn på skødet mens min datter nussede mig på kinden. Og vi har kastet en ballon til hinanden og vi har faktisk grinet ret meget. Men vi har ikke været specielt sunde. Vi har ikke lavet en masse aktiviteter eller været kreative. Vi har set Prinsesse og vi har krammet og kysset og leget på gulvet. Molly har givet sutten til Viggo (med noget større kraft end nødvendigt) 50 gange, og nusset ham igen og igen fordi hun er så glad for ham og ikke vil have han skal være ked af det. Det har været en dag fuld af kærlighed, og selvom jeg er træt, så er jeg også glad. Det har dog ikke været en særlig insta eller momblogger venlig dag. For der er vel ikke så meget at prale med. Hverken pølsehorn (endnu), kunstværker eller planter (?) at tage billeder af. Jeg har dælme ikke følt mig særlig overskudsmorsagtig, Og min ambition om at lave et hurtigt træningsprogram mens børnene sover, bliver ikke heller til noget. Men det gør vel egentlig heller ikke så meget. For selvom jeg elsker instagram, så har jeg sjældent en dag der passer ind i de perfekte små firkanter man ser der. Vi er bare nogle krydseduller hjemme hos os – og vi har det rart. Det meste af tiden.

—————————–

Update: kl 14.00 gik jeg i køkkenet og fandt kagerullen frem, fik bagepapir på pladerne og gjorde klar til at rulle. Kl 14.04 vågnede Vigs. Pølsehornsrulning er udskudt og vi sidder nu igen i sofaen og nusser. Sådan en dej tager vel heller ikke skade af at hæve i tre timer, vel…

Update igen: kl 16.30 lå der 56 fine pølsehorn på risten og kølede. Molly var med til at rulle 3, resten tog jeg selv mens Kim underholdt børnene. 6 timer tog det at lave de pølsehorn! Men godt smager de, og for at være ærlig, så e det mest til mig selv jeg har lavet dem – så rugbrød med spejlæg en gang imellem kan bytte plads med en usund pølse i et brød… Huset ligner forresten noget der er løgn – godt vi har hele dagen i morgen til at gøre klar til åbent hus….

Stuck in the Middle

Stuck in the Middle

Lad os blive i sangteksterne. Selvom jeg faktisk heller ikke er kæmpe Michael Jackson fan. Altså jeg har ikke noget imod hverken David Bowie eller MJ, det er nok bare ikke lige dem jeg har på min playlister. Måske er de bare gode til at sætte ord på hvordan jeg har det… Og dette indlæg kommer helt klart i forlængelse af mit forrige indlæg. De er også skrevet mere eller mindre samtidigt.

For som jeg har skrevet om i tidligere indlæg, har vi taget en stor beslutning for vores lille familie; vi skal til Fyn, vi skal have mere plads omkring os, vi skal have mere tid sammen, vi skal gøre de ting vi drømmer om. Og det er så fedt. Jeg er helt vildt glad for den beslutning og jeg glæder mig til at komme til ønskeøen. Og vi har jo fundet huset hvor vi gerne vil bo. Vi har skrevet under på (betinget) købsaftale og vi har været ude og prøvekøre den ønskede konebil (for det skal vi altså have). Så vi er klar! Vi skal bare lige have solgt vores eget hus. Og jeg håber virkelig at det er ”bare lige”. Det er i hvert fald med den optimisme vi er gået ind i processen. Ejendomsmæglerne er positive og vi kan også godt selv se, at det er en rigtig god vare vi har at tilbyde. Huset har nu været til salg i knap to uger og jeg er utålmodig. For det er selvfølgelig ikke solgt endnu. Og det er her overskriften kommer ind i billedet. For vi er fanget her midt imellem to drømme: vores første drøm i det her skønne hus, hvor vi er meget glade for at bo. Og vores store drøm om flytning til en mere landlig tilværelse. Men fordi vi er fanget midt imellem de to, og mere eller mindre er ude af stand til at påvirke situationen, så har jeg lidt svært ved at nyde nogen af drømmene. Jeg er bange for at glæde mig for meget til Fyn og tænke over hvordan huset skal indrettes, hvor børnene skal passes, hvad min dagligdag og karriere skal bestå af. For tænk hvis det ikke bliver til noget. Selvfølgelig skal vi nok komme til Fyn. Beslutningen er taget, Kim har fået job (han kan heldigvis starte med at arbejde i København, så han slipper for pendlerlivet). Men det er jo en reel mulighed, at der er nogen der kommer og køber drømmehuset for næsen af os. For selvom vi har en købsaftale, så træder den først i kraft når vores hus er solgt. Og skulle der komme nogle andre og forelske sig i huset inden det sker, så står det sælger frit for at lade andre købe det. Og det er skisme frustrerende. For jeg har brug for at drømme, at lade mine tanker svæve til vores nye liv. Jeg har brug for at drømme om hvordan huset skal indrettes, se på hvilke fliser vi skal have i køkkenet, google mørkeblå sofaer til stuen, og researche hvordan man gør hvis man vil have høns, bier, frugttræer osv. Men jeg tør ikke. For tænk hvis jeg bliver for glad for mine planer og det så ikke bliver til noget…

Samtidig er det også svært at nyde dagligdagen fuldt ud her i Islev. Vi har det jo alle sammen godt, og jeg er så heldig at få lov at gå hjemme med Viggo Wonderchild. Men hver søndag skal vi gøre klar til åbent hus. Vi skal støvsuge og rydde op. Lave kaffe så her dufter hjemligt og indbydende og håbe på de fremmede mennesker, der træder ind i vores hus, vil falde lige så pladask for det som vi gjorde for 3½ år siden. Og det er altså noget der fylder i hoved og mave. Den usikkerhed. Og også den ærgrelse over at jeg ikke bare kan nyde at være i nuet. Være glad for den tid jeg har sammen med Viggo, for vi kan lige så godt være ærlig, jeg kommer ikke på barsel igen. Men nu hvor beslutningen om at komme videre er taget, så er det svært.

Men jeg har i dag taget en beslutning: Jeg skal blive bedre til at sætte pris på nuet. Det lyder hippieagtigt og måske lidt frelst, men det er det jeg vil. Ikke på en spirituel og livsændrende måde. Bare lige blive lidt gladere for hverdagen. Nyde at jeg er på barsel og har så meget tid til mine børn. Sørge for at komme ud i naturen, ud på cafe (det skal man jo når man er på barsel, ik!), gøre gode ting for mig selv, få gang i den sundhed jeg hele tiden taler om. Og nyde at jeg har tid til at skrive her på bloggen. Samtidig må jeg gerne drømme om vores nye tilværelse. Og google tagvinduer, boysenbærbuske, højbede og børnesæder til den nye bil. For det er jo alle de her ting jeg godt kan lide, og som giver min hverdag mening. Og så skidt pyt (okay lidt frelst er jeg måske) hvis det skulle ske at huset på Fyn bliver solgt. Det er jo heldigvis sådan at der er flere huse på ønskeøen end det ene.

Så sig hej til en forhåbentlig gladere og mere afslappet Line, der forhåbentlig formår at hvile lidt mere i sig selv. Og som sikkert får bagt en æbletærte eller to inden for nærmeste fremtid. For at fejre hverdagen

Under pressure

Under pressure

Jeg er egentlig ikke David Bowie fan, men omkvædet til hans sang Under Pressure har alligevel kørt rundt i hovedet på mig det sidste stykke tid. Ofte meget ubevidst, men nok en måde for min hjerne at fortælle mig, at der faktisk er ved at være godt med pres på. Eller i hvert fald at der har været det. For man må sige der er sket en del de sidste 2-3 måneder. Eller vel egentlig hele det sidste år. Og når man er et følemenneske som mig, så er det noget, der sætter sig i både hjerne, hjerte, mavefornemmelse og humør. Og der har været, og er stadig meget, der fylder herhjemme hos os.

For knap et år siden blev jeg sygemeldt og mistede derefter mit job. For knap 5 måneder siden kom skønne Viggo Wonderchild til verden, og vi blev en familie på 4. Og for ca. 2 måneder siden valgte vi at tage ud og se på en ejendom på Fyn. Det satte gang i en lavine af ting, som jeg også tidligere har skrevet om; boligjagt, forhandling og nu betinget køb af bolig på Fyn, jobjagt og som resultat heraf, nyt job til Kim, møde med mæglere, klargøring af hus både inde og ude, og nu et hjem der er sat til salg. Oveni det kan man så indsætte en hverdag med to børn under to år. Planlægning af barnedåb og 2 års fødselsdag for 40+ gæster. SOM BLEV HOLDT HERHJEMME! Vi har haft travlt. Der er blevet malet som en gal for at få alt til at fremstå så flot som muligt, der er blevet ryddet op og smidt ud, der er blevet ordnet have, bygget ny terrasse og nye vinduer er sat i. Til dette kan man så tilføje den frustration og usikkerhed, der er i forhold til min karriere. For jeg har jo ikke noget job at vende tilbage til endnu. Og jeg har ingen anelse om hvad jeg finder på når vi kommer til Fyn. Finder jeg drømmejobbet eller ender jeg med at tilsidesætte mine behov og gå på kompromis med det jeg gerne vil? Eller værst af alt, kommer jeg til at gå hjemme i længere tid, mens flytning, indkøring af børn og endelig jobjagt står på? Den tanke skræmmer mig, for jeg glæder mig faktisk allerede til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det fylder jo altså også en del i det der hoved sammen med alle de almindelige hverdagsting som vasketøj, arbejde, madlavning, børn osv.

Og ja samtidig har mit hoved og mit hjerte også været fyldt godt op af min fars sygdom. Kræften som desværre spredte sig og medførte en noget mere omstændig operation end først forventet. Og en kamp for at komme ovenpå igen, der kræver ekstra mange kræfter – og som lige nu har sendt ham en tur på intensiv. Det er hårdt at se ham sådan. Det er hårdt ikke at være lige i nærheden, og derfor ikke besøge så ofte som man gerne vil. Og det er mega hårdt at bruge tid og kræfter på at tænke på alle de ting der kan ske, men som ikke må ske.

Alle disse ting drøner rundt i mit hoved dagen lang. Og de giver mig ondt i maven. Problemet er, at når jeg er under pres, så sker der to primære ting for mig:

1. Jeg bliver en version af mig selv som jeg ikke altid er helt stolt af. Jeg bliver kort for hovedet, og der skal ikke meget til at jeg bliver sur eller jeg tuder. Og selv i det øjeblik hvor det sker, at jeg skælder ud eller brokker mig, så ved jeg godt at jeg er urimelig. Jeg er fuldstændig klar over det, men jeg kan alligevel ikke stoppe det (altså jeg er ikke urimelig hele tiden – nogle gange har jeg faktisk ret! Og nogle gange er jeg altså også sød og kærlig). Så jeg bruger ret meget tid på også at have dårlig samvittighed. Jeg tænker at det nok heller ikke lige hjælper når man er lidt presset i forvejen.

2. Al sundhed forsvinder. Under min graviditet var jeg igen med i projekt sund mor, og det gik fantastisk. Og jeg lavede en aftale med mig selv om at denne gang skulle jeg holde det ved lige og prøve at være sund under min barsel. Men når jeg er presset, ryger lysten til mad, og jeg kan kun tænke på usunde ting. Jeg sætter mål om at gå lange ture, spise sundt og træne hjemme i stuen, men når det kommer til stykket vil jeg helst bare spise kage og ligge på sofaen. Og når jeg er presset, så magter jeg ikke at kæmpe med mig selv for at være sund. Hvilket jo er skide ærgerligt, for jeg ved jo godt at hvis jeg spiser rigtigt og bevæger mig, så får jeg meget mere energi og selvtillid. Og glæde i hverdagen. Men det er svært.

Jeg er ikke på vej mod en depression eller en psykisk nedtur, jeg er bare presset. Og det er også okay, hvis det er en kortere periode. Min far skal heldigvis nok komme ovenpå igen. Det tror jeg på. For det skal han!

Og vi skal nok få solgt huset. Og jeg skal nok finde et job jeg bliver glad for. Og vi skal nok få det liv vi drømmer om. Og det skal nok komme snart. Men indtil dag, har jeg en daglig kamp med og mod mig selv. Og jeg vil så gerne at positiviteten og energien skal sejre, og den gode gamle smilende Line skal komme frem. Og så satser jeg på, at Bowie snart må vige pladsen for Jason Mraz og hans Life is wonderful….

en stille stund

en stille stund

Helt alene.

Klokken er 6 søndag morgen og jeg sidder i hjørnet af sofaen. Helt alene. Molly overnatter hos farmor og Kim og Viggo Wonderchild sover stadig. Jeg burde også udnytte muligheden til at få noget tiltrængt søvn ind på kontoen. Men som det ekstreme A-menneske jeg er (selv i en barselstid med en konstant følelse af søvnunderskud), kan jeg ikke sove. Jeg vågnede for godt en time siden ved Viggos søvngrynt og uro, og efter jeg havde fjernet dynen han (IGEN!!) havde trukket op over hovedet, blev han rolig og fandt tilbage i sin stille søvn. Men så var jeg ligesom vågen, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at når vi er så tæt på morgenstunden, så kan jeg ligeså godt opgive at prøve at finde ind i drømmeland igen.

Så jeg er oppe. Og det er faktisk lidt hyggeligt at sidde her i total stilhed med en kop te og det nye guldnummer af Femina. En lille stund hvor jeg er Line. Jeg er ikke mor, hustru, rengøringskone, havemand eller handywoman. Der er masser af ting jeg KUNNE gøre nu, men jeg tillader mig selv lidt Linetid, hvor jeg kan læse mit magasin, drømme om det store fynske eventyr vi skal ud på lige om lidt, skrive lidt på bloggen og bare nyde roen.

De sidste uger har været fyldt med kaos på både godt og ondt (mere om det en anden dag) og jeg har ikke haft overskud til at prioritere mig selv. Så det gør jeg nu, inden huset vågner. Med en lille stille stund helt for mig selv….

Store drømme kræver store beslutninger

Store drømme kræver store beslutninger

Der er et nyt afsnit af bonderøven på DR, og Kim og jeg er klar foran skærmen. Vi er fans og vi vil gerne være Frank og hans familie. Eller måske ikke helt ligesom dem, for vi vil gerne gå på arbejde og ikke bruge al vores tid på at teste nye kornsorter eller ældgamle landbrugsmetoder. Men lige siden vi mødre hinanden, har vi drømt om at leve i lidt mere landlige omgivelser, og være bare lidt selvforsynende og vise vores børn hvor maden kommer fra. Alligevel købte vi hus i Islev, og selvom vi været så glade for det, har drømmen om mere jord og plads omkring os altid været der. Og min fødeø Fyn var det oplagte mål.

For nylig læste jeg en artikel i Vores Børn hvor der stod at ca 25% af os drømmer om at flytte væk fra byen og ud hvor der er mere plads. Men kun få gør det. Og min første tanke var “gid det er os!”. jeg kunne mærke at jeg virkelig håbede, vi ville være en af de familier, der tog springet. Vi talte meget om det, og aftalte at vi ikke var helt klar nu men at vi skulle tage en endelig beslutning inden Molly skulle starte i skole.

Men så lang tid endte der slet ikke med at gå. Pludselig en dag hvor vi sad i sofaen og surfede på boligsiden (en helt almindelig beskæftigelse for os), dukkede der en ejendom op lidt uden for Odense, der ramte lige ind i vores drømme. Samme uge var vi ude og se den, og vi fik gang i beregninger i banken, vi holdt møder med ejendomsmæglere for at få vores sat pris på vores eget hus, og Kim gik i gang med jobjagten.

Selvom banken sagde ok til drømmeboligen, der lå rigtig tæt på mine forældre, så var der alligevel ting, der fik os til at vælge den fra. Vi fortsatte jagten og her 6 uger senere har vi en købsaftale på en lækker landejendom (betinget af salg af vores hus). Den ligger perfekt, tæt på by, daginsitutioner og skole og inden for god afstand til både mine forældre og min søster. Flere detaljer må lige vente til handlen er helt i hus.

Kims 3 ansøgninger har ført til tre samtaler og én af disse har sikret ham et nyt job pr 1. Januar. Det er vildt! 2 ud af 3 af de elementære brikker der gør en flytning mulig, er nu faldet på plads. I går blev vores eget hus så sat til salg, og mægleren er meget positiv for et hurtigt salg.
Det er simpelthen så sindssygt spændende og stressende på en gang. Og det er så fantastisk rigtigt for vores lille familie! Så nu krydser vi fingre for at en familie falder for vores dejlige hus, på samme måde som vi gjorde. Og så er ønskeøen og den skønne fynske accent vores næste stop. Og vi glæder os helt vildt.
Så hep lige på et hurtigt hussalg og se frem til et helt nyt emne her på bloggen.

Fyn er fin!

Ting jeg ikke forstår #1

Ting jeg ikke forstår #1

Nå, måske det er på tide at se på, hvad det rent faktisk er, jeg ikke fatter. Og ja som nævnt er der mange, at jeg tænker dette bliver et tilbagevendende tema her på bloggen. For de kan ikke alle være med i dag. Så jeg prøver at holde mig til et emne: ting i min Facebook feed.

For lad mig straks erkende, at jeg er en smule afhængig af Facebook (og andre sociale medier, men det er et helt andet emne) og jeg benytter mig af app’en flere gang dagligt. Især mens jeg går hjemme. Men jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere irriteret, når jeg scroller mig igennem det daglige feed. Det er ikke de mange reklamer (der sjovt nok omhandler ting jeg netop har googlet), for det er noget jeg forventer. Det er jo sådan ham der Zuckerburg tjener kassen. Så selvom de er irriterende, så forstår jeg dem godt. Men her kommer en lille liste med ting jeg ikke forstår:

  • Når folk deler, at de deler. Der er rigtig mange opslag på FB hvor folk søger noget, søger hjælp til noget, er sure over noget eller lign. De beder folk om hjælp til at dele deres opråb, hvilket jo er fair nok. Og det er også helt ok at folk deler, det er jo en af formålene med facebook (selvom jeg synes det fylder irriterende meget i min feed). Det jeg IKKE forstår, er dem der skal annoncere at de har delt ved at skrive ”delt” i kommentarfeltet. Hvorfor??? Hvis du er venner med mig kan jeg jo se at du har delt opslaget. Og den der har skrevet opslaget får en notifikation, når nogen deler. Vi får derfor alle beskeden om at du har delt TO GANGE og det er ikke nødvendigt. Der er info nok på fb i forvejen. Og noget jeg SLET IKKE FORSTÅR, er dem der skriver ”delt” efterfulgt af deres postnummer. For real?? Hvis du proklamerer at du har delt i det specifikke postnummer, betyder det så du har printet opslaget ud og klistret det op på lygtepæle i dit område? For når du deler på Facebook deler du jo med alle i dit netværk. Og jeg tvivler på at alle dine fb venner bor i samme postnummer som dig. Så derfor har man ikke delt i sit postnummer, men i sit netværk. Jeg bliver altså bare så træt… Del endelig på Facebook, hvis der er noget du synes er relevant (se næste punkt!) men lad nu vær med at råbe op om at du deler – vi kan sagtens selv se det.
  • Når folk deler ukritisk. Min feed er fyldt med ting folk har delt. Artikler, holdninger, konkurrencer. Efterlysninger mv. Det er ok for det er pointen med facebook. Men før du deler så gør følgende: 1. læs HELE artiklen. Du kan ikke dele noget baseret kun på en overskrift. Eller det kan du godt, men det giver da mening at man kan stå inde for det man deler. 2. Tjek lige datoen på det du deler. Det kunne være en konkurrence der udløb for to år side, eller måske en efterlyst kat, der rent faktisk er blevet fundet igen. Del løs – men hav en lille flig af kritisk sans inde over inden du klikker på ”del” knappen.
  • Når folk ikke bare kan sige tillykke med fødselsdagen. En af de ting jeg godt kan lide ved Facebook er, at jeg dagligt får at vide hvem der har fødselsdag. Og de gør det nemt at sige tillykke til vedkommende. Det er jeg nemlig rigtig dårlig til at få gjort. Ok, det er ikke alle der får lykønskninger, enten fordi jeg misser det, eller måske finder det irrelevant at ønske enkelte personer tillykke. Men muligheden er der. Noget jeg dog har lagt mærke til, der fylder godt op i min feed, er andre lykønskninger til folk jeg er venner med. Og nu viser det sig, at det ikke længere bare er nok at skrive hurra og tillykke efterfulgt at nøje udvalgte emojis. Nope, nu skal der billeder på hver enkelt hurra folk sender. Og der er ligesom to temaer i disse billeder: 1. Billeder af fødselsdagsbarnet i en uflatterende situation, tåbeligt ansigtsudtryk eller lign. Hvorfor? Hvorfor fejrer du dine venners fødselsdag ved at sende dem et billede, de højst sandsynligt ikke ønsker alle deres FB venner skal se? Det er da ikke særlig ”hurra-for-dig”-agtigt. 2. Billeder af kvinder med store bryster og meget lidt tøj, billeder med hvad der kan opfattes som mindre tiltrækkende, måske overvægtige mennesker klædt i netstrømper, latterlige kostumer eller måske ikke noget som helst. Og disse med en tekst noget a la ”happy birthday sexy”. But why? Hvorfor sender du det til dine venner? Mener du de fortjener et uflatterende billede i fødselsdagsgave? Hvad for en ven er det så du er? Jeg forstår det ikke. Heldigvis er der ingen af mine venner der sender disse til mig. De ved nok at jeg ikke vil sætte specielt stor pris på det. Vi har også en tredje kategori, hvor folk sender søde billeder af dem selv sammen med fødselsdagsbarnet, et billede af blomster og gaver, eller et eller andet sødt citat om at alt bliver bedre med alderen. Det er da sødt nok, og rammer ikke så højt på min irritationsskala som de andre billeder. Det kan godt være jeg bare er blevet en sur gammel kone, men jeg synes faktisk at det er helt fint at holde sig til et ganske stille og roligt hip hurra og tillykke, og så lade de der billeder blive der hvor de nu ellers hører til.

 

Så selvom jeg er hyppig Facebook bruger, er jeg ikke ubetinget fan. Og de tre ting nævnt herover var da også kun de første ting der faldt mig ind, da jeg kom på dette emne. Der er mange flere ting, når jeg først kommer i gang, men for at du ikke skal falde helt i søvn, stopper jeg min opremsning her. Så må vi se om der kommer flere ”ting-jeg-ikke-fatter-på-FB” indlæg i fremtiden…..

Ting jeg ikke forstår

Ting jeg ikke forstår

Jeg vil betegne mig selv som forholdsvis skarp og med et godt hoved plantet på mine skuldre. Altså sådan ret intelligent faktisk – og her mener jeg at både min almene intelligens, og i særdeleshed min sociale intelligens, er ret godt udviklet. Hvis jeg selv skal sige det. Og det gør jeg så. Men hvad er så meningen med denne skamløse, selvfede pral med egen intelligens? Er dette et indlæg for at jeg kan servere en ordentlig gang ananas i egen juice og fortælle dig om hvor klog jer er? Øh nej, det er det så ikke (jf. førnævnte sociale intelligens), for dette indlæg handler nemlig om, at jeg på trods af, at jeg selv synes jeg er forholdsvis klog, så er der ret så mange ting jeg ikke forstår. En masse ting, der næsten på daglig basis undrer mig, og får mig til at ryste lidt på hovedet. Nogle gange med et lille smil på læben, som for at signalerer ”ih det var da noget fjollet noget det der” eller ”oh well, vi kan jo ikke alle være lige skarpe, men i det mindste er det god underholdning”. Men oftere og oftere sker min hovedrysten uden et smil på læben, men mere med en brændende trang til at knytte næven og ryste den ad folk (ja sådan som din mormor ville gøre det) eller sende et af mine vrede skulende blikke i retning af dem, der begår disse handlinger jeg simpelthen ikke begriber. Ja så VILD er jeg: hovedrysten, knyttet næve og vrede blikke – du skal da vist lige passe på at du ikke kommer alt for tæt på :-).

Så følg med, hvis du vil vide hvad det er, jeg ikke forstår. Både i den lettere komiske, ligegyldige ende og de mere seriøse tilfælde. Jeg har masser af ting i tankerne, og jeg håber jeg løbende kan få dem ned på det elektroniske papir.

Vi lægger stille og roligt ud i første indlæg, som kommer lige om lidt….