Browsed by
Forfatter: Line Orloff Christensen

Magiske Molly – min lille store børnehavepige

Magiske Molly – min lille store børnehavepige

Her er Molly. Hun er 2 ½ og er lige startet i børnehave. Hun skulle egentlig først starte om 4 måneder, rent aldersmæssigt, men børnehaven og kommunen har givet hende lov til at starte tidligere, for at slippe for at starte vores fynske eventyr med 4 måneder hos en dagplejer. Det er vi taknemmelige for.

Jeg skal indrømme, at jeg har været nervøs for Mollys opstart. Selvom hun i en periode har været den ”store” hos sin dagplejemor, og hun har talt om børnehave i meget lang tid, så havde vi en hård opstart i dagplejen og jeg var nervøs for at den skulle gentage sig.

Men jeg er simpelthen så sindssygt stolt af min lille store børnehavepige. På trods af at hun er yngre og mindre end de andre børn, så har hun været så sej til at starte op. Hun ELSKER at komme i børnehave og har ikke grædt eller brokket en eneste gang når hun er blevet afleveret. Faktisk tog det kun halvanden dag med mor og far som støtte før hun var alene i børnehaven hele dagen. Hun sover når hun skal og sidder stille og spiser sin madpakke. Og hun vil ikke med hjem når vi kommer og henter hende. Det er dæleme sejt gået af sådan en lille pige.

IMG_1157

Jeg tror vi skal være meget glade for det opstartstidspunkt vi har haft. Alle de store børn startede i forårs SFO måneden før Molly kom, så det har givet lidt ekstra ro. Børnehaven har nogle fantastiske pædagoger, der har været en stor del af Mollys opstartssucces, og som giver hende tryghed og støtte når hun har brug for det.

Jeg ved godt, at der nok kan komme en reaktion fra hende på et tidspunkt, og selvfølgelig vil der være dage hvor hun ikke vil afsted.

Men mit stolte moderhjerte vil lige nu gerne have lov til at rose og prale lidt at den lille, udadvendte pige, der bare tager imod udfordringen med åbne arme. Hun er sej og hun er min! Altså hun er vores. Vores seje lille børnehavefims.

Hvad har vi egentlig gang i?

Hvad har vi egentlig gang i?

Yay!! Så er vi her!!! For tre ugers tid siden landede vi på ønskeøen, og man kan vel kalde os fuldtidsfynboer. Eller vi bor i hvert fald på Fyn. På vores ”lille” landsted i udkanten af Søndersø. En del af vores venner og familie, og folk der ikke kender os synes nok vi er lidt småskøre. Eller måske synes de at vores beslutning om at flytte væk fra storbyen og blive fritidsbonderøve, er helt tosset. Jeg forstår dem godt! For det er et stort skridt. Men så forstår jeg dem nok alligevel ikke, for for os giver det så meget mening. For vores lille familie er det det helt rigtige at gøre. Og her er nogle af grundene hvorfor:

Vores beslutning om at flytte er taget med en ting i fokus: vores familie. os fire, der udgør familien Orloff Christensen. Det har ikke noget at gøre med karriere eller status, men blot at vi skal gøre det, vi mener er bedst for os. Og flytning til Fyn har mange plusser, som har gjort beslutningen nemmere for os.

For det første, så er det vores drøm. Siden vi mødte hinanden, har vi talt om at flytte væk fra København til mere landlige omgivelser. Planen var, at beslutningen skulle tages, inden Molly skulle starte i skole, men processen blev speedet noget op sidste år – det viser sig, at Kim og jeg åbenbart er sådan nogle, der impulskøber nyt hus :-). For at være ærlig har jeg været i tvivl om det nogensinde ville ske, det fynske eventyr, men nu vi har gjort det! Vi har fulgt vores drøm, og det føles helt fantastisk. Vi havde et rigtig fint hus og et godt liv i Islev, ingen tvivl om det. Og det var ikke nemt at rejse fra det, men her får vi meget mere luft og plads omkring os. Vi har ingen motorvej i baghaven (vi har dog en omfartsvej, men den er noget længere væk), og vi har den skønneste udsigt hver gang vi sidder ved køkkenbordet og spiser.

Der er nok nogle der tænker, hvad vi dog skal bruge 27.000 m2 til, og det kan jeg ikke svare helt konkret på. For det er MEGET plads og vi har ikke lagt planer for hver eneste m2 endnu. Men nogle planer har vi, og igen så kan vi leve nogle drømme ud, som ikke gav mening i Islev; vi skal have høns og bier. Vi skal have et stort drivhus og en køkkenhave på størrelse med størstedelen af hele baghaven i vores gamle hus. Vi skal have frugttræer og buske og masser af blomster. Alt i alt betyder det, at vi skal være en lille smule selvforsynende. Vi begynder ikke at gå rundt på bare fødder, lade håret gro, væver vores eget tøj og laver hjemmeskole. Vi bliver ikke bonderøven og hans familie, der går til ekstremer for at leve fra jord til bord (og som vist har en ret så fornuftig kontrakt med DR). Vi skal bare dyrke nogle lækre grøntsager og frugter. Vi skal lære vores børn hvor maden kommer fra, og vi kommer til at have den luksus, at vi kan gå ud i vores have og hente et æble, en håndfuld brombær, et frisklagt æg, tomater, kål osv. osv. osv. Og når der skal lidt blomster i vaserne, kan vi også gå ud i haven og plukke dem. Det er i hvert fald planen, og endnu en af grundene til, at vi har taget dette store spring.

Én ting vi ikke kan komme væk fra i dette regnestykke er økonomi. For os giver det rigtig meget mening økonomisk at bo på Nordfyn frem for Islev. Huspriserne her er MEGET lavere, og selvom det nu har vist sig, at vi har købt et af de dyreste huse i Søndersø, så er det stadig en million billigere end det vi solgte vores (renovationstiltrængte) hus i Islev for. Vi har da fået lidt penge ud af salget af vores gamle hus, men under alle omstændigheder, så kommer vi lånemæssigt til at sidde billigere i det her. Lånet er mindre end det vi have før, vi har dermed lavere afdrag og færre renteudgifter. Og hvis vi så begynder at kigge på ejendomsskatter, grundskyld og generelle ejerudgifter så sparer vi ca. 3.000 kr. om måneden ved at flytte – på trods af at både hus, og især grund, er større end i Islev. I tillæg til det, så viser det sig at børnepasning er billigere i Nordfyns kommune. Faktisk så kan vi nu, med søskenderabat, få begge børn passet for samme pris (faktisk 100 kr. billigere) end vi betalte for at have Molly i dagpleje i Rødovre. Bevares vi skal selv have bleer og barnevogn med til Viggo, men der er stadig en besparelse på mere end 1000 kr. om måneden end hvis vi var blevet i Rødovre (hvor de forresten slet ikke har pasningspladser nok til alle de børnefamilier de har arbejdet på at tiltrække). Der er nogen der siger, at det også generelt er billigere at købe ind og leve i provinsen. Det har jeg ikke fået overblik over endnu, bortset fra at jeg sidste weekend købte morgenmad til 10 personer for en lavere pris end en almindelig tur til Lagkagehuset ville have kostet mig og Kim (ej det er en overdrivelse, men det var sgu billigt!). Ja, der vil komme nogle ektra omkostninger her, så som bil nr 2, og der vil måske være en nedgang i min indkomst, når jeg forhåbentlig snart får et job (men Kim er steget i løn, så det går nok), men overordnet set, vil det være billigere for os at bo her end i Islev.Nu er det jo ikke sådan at alt skal handle om penge, men hvis vi ser på det i familieperspektiv, så giver de besparelser vi får os rigtig mange muligheder; vi kan lave flere ting med børnene, vi kan spare op til at rejse, én af os kan evt. gå ned i tid og have endnu mere tid sammen med børnene, og det kan forhåbentlig give os en ro i hverdagen, hvor økonomi og lønstigninger kan være noget sekundært. Det er i hvert fald en af de store plusser vi ser ved vores flytning.

Den sidste grund (som vi ved af lige nu) er familie. Vi har altid sagt, at når vi fik børn skulle vi bo tæt på mindst et sæt bedsteforældre, og med ovenstående punkter i tankerne, så var det klart at Fyn var den bedste lokation for os. Vi kan ikke bo tæt på Kims forældre i Rødovre, og på samme tid få en bolig og omgivelser som her i Søndersø til en pris vi kunne betale. Så vi nyder, at børnene nu har mormor og morfar tæt på, og at moster og onkel Jepper og ungerne meget nemmere kan komme på besøg. Vi behøver ikke længere at overnatte hos hinanden for at ses, men vi kan komme forbi til en kop kaffe og så nemt køre hjem igen. Jeg håber det kan give vores børn et rigtig godt forhold til den Orloff’ske del af familien. Vi glæder os i hvert fald til at de alle sammen bliver en større del af vores hverdag.

Så det er det vi har gang i – eller nogle af grundene til at vi har valgt at flytte til ønskeøen.

Det lyder alt sammen helt fantastisk, og det er det også, men det betyder ikke, at det har været en nem beslutning – ovenstående har bare gjort den nemmere end ellers. For vi flytter jo også fra noget. Og det har klart også nogle konsekvenser.

Jeg har ikke haft noget langvarigt forhold med Rødovre, men det er der Kim er vokset op, og selvom jeg ikke har så høje tanker om Rødovre, rent bolig-økonomisk, så har vi været rigtig glade for at bo der. Børnene har haft farmor og farfar tæt på, og vi har haft størstedelen af vores (Islevske) vennekreds inden for gåafstand. Og det er ikke nemt at sige farvel til gode mennesker, og vide at når vi er på Fyn, så er der ikke nogen der kommer tilfældigt forbi til en kop kaffe eller en grillaften. Det er en af de ting der har været svære at vælge fra, men vi har heldigvis masser af plads til gæster, så vi håber at både familie og venner kommer forbi og nyder det landlige liv sammen med os.

For mig, der pt er arbejdsløs (eller er det arbejdssøgende man siger nu, for at det ikke lyder så nederen?), så betyder det også, at udvalget af jobs jeg kan søge er meget mindre, og det skræmmer mg helt sikkert lidt. Det vidste jeg godt da vi flyttede, men jeg håber så også at ”konkurrencen” om de jobs der er, er mindre.

Jeg tager heller ikke let på det, at vi har taget beslutningen på vores børns vegne, og dermed har taget dem væk fra deres vante omgivelser til noget helt nyt. Molly måtte sige farvel til en fantastisk dagplejemor før tid, og begge skal vænne sig til nyt hus, en ny hverdag og til at vi som familie nu kommer til at bruge en del tid udenfor. Men vi kommer til at bruge tiden SAMMEN og det er det der tæller for os, og det der gør at vi har turdet at tro på, at det var det bedste for os som familie.

Så selvom der lige nu stadig er et par usikkerheder og ting der skal læres og erfares, så går vi til opgaven og ind i eventyret med store smil på læben, masser af kærlighed og en god følelse i maven. Og så skal alting nok blive godt. Det ved jeg.

Og nå ja, her lugter nogle gange af ko. Det er ikke så fedt, men vi håber de andre ting opvejer denne ulempe 😉

Tag mig så sammen!

Tag mig så sammen!

Jeg har altid været overvægtig, og kommer, til en vis grad, nok altid til at være det. Men nu er jeg gået hen og blevet tyk. For tyk. Og jeg er så træt af mig selv og ked af det. Under min graviditet var jeg endnu en gang del af projekt sund mor på Herlev hospital og jeg var skidegod og tog kun 6 kg på frem til fødslen. Men så kom Viggo ud, og jeg faldt endnu engang i. Som jeg har skrevet om tidligere, var især efteråret sidste år en presset tid for mig, og når jeg er presset så reagerer min krop og hjerne ikke optimalt. Jeg har ikke rigtig lyst til at spise almindelig mad, men jeg craver slik, kage, lyst brød, sodavand, take-away osv. Og jeg har ikke kræfterne til at stå imod. Og Kim kommer desværre også hurtigt med på den vogn. Så mens vi sørger for vores børn lever så sundt som muligt, så fylder vi os selv med de værste (og lækreste) ting og sager. Og det ses tydeligt på vægten nu.

Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke orker at kigge i spejlet, og jeg håber i al hemmelighed at vinteren kan fortsætte lidt endnu, så jeg kan gemme mig under tykke løse trøjer, der skjuler de voksende deller. Det gør mig ked af det, at jeg ser sådan ud, men mest af alt at jeg har sluppet kontrollen. At jeg har ladet stå til. Netop som jeg sidder og skriver dette, bruger min hjerne energi på at huske om der mon er gemt noget lækkert et sted i huset. Det er der ikke, for nu skal det være nok! Nu skal der ske ændringer, først og fremmest, så jeg kan få mere energi, men også så jeg kan få det godt med mig selv, og være et forbillede for mine børn. Jeg skal være sund og have overskud til alle de ting, jeg gerne vil lave sammen med familien og for mig selv.

Som sagt tidligere, så kommer jeg nok altid til at være lidt overvægtig. Det har jeg (næsten) affundet mig med. Jeg er vild med chokolade og kage, og jeg vil ikke opgive det 100%. Men jeg skal spise meget mindre af det, og så skal der flere grøntsager og mere motion ind. Og det skal være regelmæssigt og vedholdende. Og jeg vil det SÅ meget, for det er mega hårdt at gå rundt og have det så skidt med sig selv hele tiden.

Lige nu er der halvanden uge til vi flytter, så der er rod både i huset og i mit hoved, og netop det gør det svært for mig at være standhaftig. Men der kommer alligevel til at ske nogle ændringer allerede nu. Jeg, eller faktisk vi, skal have fundet ud af hvad der fungerer for os, for at vi får en sundere hverdag og mindre fedt på kroppen. Og så skal vi simpelthen gøre det.

Jeg ved vi kan. Jeg kommer ikke ind på specifikke detaljer lige nu, men jeg håber at jeg kommer til at give en positiv update i ny og næ, og at jeg snart kan passe yndlingsbukserne igen. Det kunne jo være fedt rent faktisk at glæde sig til at finde sommertøjet frem….

Haveplaner

Haveplaner

Et par indlæg herunder, byder jeg indenfor i vores nye hjem, hvor der skal ske en del spændende ting. Men mange af vores planer skal faktisk finde sted udenfor, for selvom huset ikke er lille, så er det der sker udenfor huset meget større – grunden vores hjem ligger på er nemlig hele 27.000 m2 stor, så der er plads til mange planer.

Og dem har vi mange af! Eller måske skal jeg starte med at kalde dem drømme, for vi har så meget vi gerne vil, at det meste af det, lige nu må må blive på drømmestadiet. Men hvad er det så vi vil med al den plads? Det skal du få et indblik i her. I hvert fald de planer der ligger først for at blive ført ud i livet.

Først og fremmest kan jeg beskrive grunden for jer. Den er vel egentlig delt op i tre dele: 1. selve haven omkring huset, med græs, terrasser, træer blomster osv. 2. Marken, den største del, der pt ligger brak. 3. Skoven bagerst på grunden, der grænser op til en å. Du kan se to billeder her, der måske ikke giver hele overblikket, men i hvert fald viser lidt.

Så lad os tage dem en del ad gange.
Haven er allerede anlagt og har fine træer, blomster, bede med krydderurter, en flagstang (jubii) og et overflod af fuglefodringsstationer. Det er skønt. Og her kommer vi nok ikke til at lave de store ændringer. Vi skal gøre det mere børnevenligt med en nedgravet trampolin og et legestativ med gynger og rutsjebane, så børnene også føler det er deres have. Og så skal jeg have gang i mine blomsterdrømme. For jeg synes det er fantastisk at kunne gå ud i haven og plukke blomster til huset. Så blomster skal der være masser af. Og jeg skal lære hemmelighederne og teknikkerne for at få det til at lykkes. Det skal nok blive godt. Og ja der skal nok en hængekøje, en hængestol osv. op. Og så kommer haven også til at rumme en af vores (primært Kims) store drømme: Høns. Vi (igen Kim) skal have bygget et hønsehus, hvor vi kan have en flok fjerede venner gående, der kan spise vores køkkenaffald og bidrage med lækre æg til madlavningen. Det bliver spændende.

Men videre til næste del af haven, der er den store mark, vi har udsigt til fra køkkenet. Den mark er stor. Gigantisk for byboer som os, så vi vil selvfølgelig ikke kunne udnytte hele området fra starten. Og det har vi heller ikke forventninger om at kunne. Men lidt skal der ske. Den forreste del af marken skal bidrage til vores drøm om at være selvforsynende på et realistisk fritidsniveau. Altså vi skal have et drivhus og en køkkenhave, hvor vi skal forsøge at dyrke diverse grøntsager og lækkerier. Men vi har jo ikke en lækker kontrakt med DR, så vi har ingen ambitioner om at komme op på niveau med bonderøven, og vores køkkenhave vil derfor også kun optage en begrænset del af marken. Men den vil være der, og vi vil spise mere mad vi selv har dyrket og det er fedt. Ud over køkkenhave, vil marken også rumme en anden del af min blomsterdrøm: blomstereng. Jeg sidder pt og søger efter ekstra store portioner blomsterfrø, så vi kan fylde nogle tusinde m2 med en skøn blanding af blomster, der båd kan se flotte ud, men som også kan tiltrække både sommerfugle og bier. Og sidstnævnte lille gule og sorte bandit er også en del af vores planer, vi skal nemlig også have bistader og forhåbentlig få slynget en portion honning eller to. Kim er lige nu i dialog med den lokale biavlerforening, for at finde frem til noget brugt udstyr til en god pris. Hvis det ikke kommer lige nu, kan denne del af vores drøm sagtens udskydes lidt. Vi har jo trods alt to små børn, en dagligdag, familie, venner og et hus der også skal have vores opmærksomhed.

Så lad os lade markplanerne blive ved det for nu, og bevæge os til den bagerste del af grunden, vores lille skov. Eller skal vi kalde det et bevokset område. Jeg må så være ærlig og indrømme at jeg ikke slev har set det in real life endnu, da der er ca 400 meter derned, og hver gang jeg har været der, har vejret ikke været til en gåtur henover marken. Men jeg har set billeder og fået beretninger fra Kim, så jeg ved, at skoven indeholder en blanding af træer der grænser op til den lokale å (siger man det?). Samtidig er der et lille overdækket område med grill, borde og bænke, der indbyder til mange hyggelig shelteragtige stunder. Det vil vi selvfølgelig gerne bevare, og jeg skal også nok kommer derned (fik jeg sagt at der fulgte en ATV med i handlen?). Og vi er så vilde med ideen om at have vores egen lille skov at planen for dette område er, at udvide det med endnu flere træer. Gerne en del frugttræer, der kan bidrage til lækkerier i køkkenet, men også andre træer så vi får e godt mix. Hvornår dette kommer til at ske, ved jeg ikke, men det er forholdsvis højt oppe på prioriteringslisten, da træer jo som sagt skal bruge nogle år før de kan gøre sig gældende.

Er du stadig med? Er du forpustet på vores vegne? Jeg er ret forpustet, og jeg er i tvivl om hvor meget af dette der kommer til at blive ført ud i livet det første år. Min mand er et af de mest positive og optimistiske mennesker jeg kender. Hermed også tidsoptimist, så han tror vi når en masse. Jeg er mere skeptisk eller realistisk, så jeg holder lige lidt igen med forventningerne. Men jeg er sikker på, at det bliver fedt. Og vi skal nok komme langt med vores drømme. Det kommer nok bare lige til at nogle år. Men vi har jo også resten af livet foran os, så vi når det nok.

Så ligesom med indretningen af huset, så kommer udearealerne også til at fylde meget i vores liv, og dermed også her på bloggen. Håber jeg.

Så kom endelig med udenfor hos os :-)

Skiferielængsel

Skiferielængsel

Når jeg kigger ud af vinduet er der hvidt. Vinter med sne og kulde er endelig kommet, men også allerede på vej væk igen. Og når jeg browser igennem min feed på facebook og instagram, er der igen masser af sne – og mennesker på skiferie. Og jeg er bare så misundelig. Det er nu 4 år siden jeg sidst har været på skiferie. Eller mere specifikt, 4 år siden jeg har stået på ski. I den periode har jeg nemlig haft baby i maven eller baby på armen – sidste år faktisk begge dele – som har gjort at skiene ikke kom på fødderne de år. Og jeg længes virkelig efter at spænde støvlerne og suse ned af pisterne med enten et board eller et par ski spændt fast på fødderne.

For Kim og jeg, er skiferie noget af det bedste, og vi siger begge at vi vil prioritere sne over sol og strand, hvis vi skal vælge mellem de to. De sidste par år, har solen dog vundet, men fremover ønsker vi at vores børn skal opleve skiferiens glæder og forhåbentlig få samme passion for sne, bjerge og skihygge som vi har.

Så beslutningen er taget: næste år er det skiferie der er på programmet! Hvor og hvordan ved vi ikke, men vi skal afsted. Basta. Og jeg glæder mig allerede. Viggo vil selvfølgelig ikke komme på ski næste år, og Molly vil være absolut nybegynder, så det vil selvfølgelig være en helt anden form for skiferie end den vi er vant til. Men det er helt ok, for vi skal afsted som familie med de glæder og begrænsninger det nu engang giver. Og det bliver fantastisk, for vi får lov til at give vores børn en fantastisk oplevelse. Så nu kigger jeg på alle andres skiferiebilleder og suger den gode energi til mig, mens jeg glæder mig som et lille barn til det bliver min tur. Næste år!

 

Her skal vi bo

Her skal vi bo

Vi er nu officielt husejere på Fyn. I søndags overtog vi nemlig nøglerne fra Bente og Hans Otto, de nu tidligere, ejere af vores hus i Søndersø. Det var en stor dag for os, både fordi det nu helt rigtigt blev vores hus, og også fordi der skete så mange ting den dag, at vi var helt øre i hovederne og trætte i kroppene da vi lagde os på sovesofaen i mine forældres gæsteværelse om aftenen. En sovesofa, som vi for resten på ingen måde kommer til at savne fremover…

Nå, men tilbage til huset og vores kommende hjem, som i lige får en kort beskrivelse af her. Huset, eller måske ejendommen, hvis jeg må være lidt stor i slaget, ligger i Søndersø på Nordfyn. Det er en landejendom, men den ligger i udkanten af byen, lige overfor et stort nybyggerkvarter, med cykelsti til både børnehave, skole og gymnasium, så helt på landet er vi ikke. Og det er helt bevidst. Vi kender ikke Søndersø, og har lavet forbavsende lidt research inden vi købte huset, så vi glæder os til at lære byen og dens indbyggere bedre at kende. Nå, det var huset vi kom fra. Det er ca. 240 m2 i to plan, og mange har beskrevet stilen som lidt ranch-agtig og har fået associationer til TV-serien Dallas. I kan jo selv dømme på billederne herunder. De er snappet fra hjemmesiden, så der er lige et ejendomsmæglerbanner på.

Huset er som sagt i to plan, hvor jeg især glæder mig til at indtage stueetagen. Her er de tre værelser hvor vi skal sove, samt to badeværelser, to bryggers og en gang. Og så ikke mindst køkkenet, som jeg er sikker på bliver husets hjerte og mit absolutte yndlingsrum. Det er stort og vi kan nemt på plads til et langt plankebord. Det har et imponerende komfur hvor jeg er sikker på Kim kommer til at tilbringe mange timer. Det har ligesom flere af de andre rum, synlige bjælker og små vinduer, der giver en hyggelig landlig stil, som vi vil gøre vores bedste for at bevare. Og så meget vigtigt, er der en brændeovn, der allerede er testet og godkendt som fantastisk varmegiver.

Fra køkkenet er der trappe til førstesalen, der bestemt heller ikke er at kimse af. Man kommer op i stuen, der hat husets anden brændeovn, og her fortsætter stilen med synlige bjælker og små lave vinduer. Stuen er dejlig stor, men faktisk ikke den nemmeste at indrette, men mere om det i et kommende indlæg. Udover stuen finders der to værelser på etagen. Et i gavlen, der har skråvægge og masser af træ, der giver en form for jagthyttestemning. Her skal der være gæsteværelse. Det andet værelse er dejlig stort, men også et gennemgangsværelse og derfor nok også lidt udfordrende indretningsmææsigt. Her skal der være kontor og legeværelse. Og der skal være plads til overnattende gæster, når der er en større flok der gør deres indtog hos os.

Jeg har lagt et par billeder på, som jeg håber kan give indtryk af stemningen. Dette er før-billeder, indretningen kommer helt sikker til at være anderledes. Vi er trods alt ikke et ægtepar i 70’erne som sælgerne var, men en ”ung” familie med andre behov og en anden stil. VI har ikke helt styr på indretningen endnu, men det skal nok komme. Først kommer der en tømrer og fikser nogle af væggene for at give lidt mindre sommerhusstemning, og så gør vi ellers vores indtog om 2 uger, og så må vi se hvad det ender med. Eller nok nærmere hvad det begynder med, for det bliver en proces at komme på plads og få alle vores behov, ønsker og drømme ind i dette skønne hus. Indretning af huset kommer nok til at fylde lidt på bloggen i det næste lange stykke tid – bare rolig jeg bliver ikke boligblogger, for jeg har hverken bloggerplante eller kubusstage, men jeg synes det er sjovt at finde ud af, hvordan vi skal bo, og hvad vi skal gøre med de rum og den plads vi har. Så følg med!

Velkommen indenfor

Til samtale med grød på bukserne

Til samtale med grød på bukserne

I det øjeblik hvor dette indlæg skrives, sidder jeg i min sofa og slapper af. Det er torsdag, klokken er 9, Kim har afleveret Molly og Viggo sover ude i barnevognen. Jeg slapper af, drikker kaffe, og med et halvt øje ser jeg et boligprogram for voldsramte kvinder. Kort sagt så har jeg en dejlig afslappende start på dagen. Det kan man ikke sige om den dag jeg havde i går, for den var noget mere actionpacked…

Vores flytning til Fyn og udsigt til afslutning af min barsel, betyder at jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet. Snart. Jeg glæder mig. Og selvom jeg har god tid, så dukkede det perfekte job for nylig op, og jeg var simpelthen nødt til at søge det. Og så blev jeg kort tid efter indkaldt til samtale. I Odense. Og det var det der skulle ske i går.

Tidligt op
Dagen startede med, at begge børn stod tidligt op og ingen af dem var specielt samarbejdsvillige fra morgenstunden. Kim var på job, og jeg stod, som sædvanlig, for morgenrutinerne. Eller morgenkampene, som det er i disse dage. Ingen af dem gad at spise eller have tøj på. Viggo var drøntræt og Molly ville ikke ud af døren. Men ud i bilen kom vi og Molly blev afleveret hos Winnie, og hun var da heldigvis i godt humør da jeg gik… Hurtigt tilbage til huset, flaske til en nu virkelig træt, Viggo, og de sidste ting blev hurtigt pakket. Og efter 5 ture tilbage til huset for at hente glemte ting, var vi endelig på vej.

Ingen penge, ingen croissant…
I alt vores morgenkaos havde jeg ikke nået at spise morgenmad, men aftalte med mig selv, at jeg med dagens vigtige begivenhed i sigte, måtte forkæle mig selv med croissants og kaffe til køreturen. Viggo faldt hurtigt i søvn, men jeg holdt alligevel ind ved første rasteplads for at proviantere, for nu var jeg virkelig sulten og kaffetørstig. Men så opdagede jeg at jeg havde glemt min pung derhjemme. På trods af mine mange ture ind i huset for at hente glemte ting, havde jeg glemt at jeg dagen før havde taget min pung op af tasken og ikke havde fået den lagt på plads igen. Så ingen croissanter til mig. Skuffet bakkede jeg ud af parkeringspladsen og fortsatte turen mod Fyn. Med solbriller på, en ny lydbog i ørerne og en sovende Viggo som rejsekammarat.

Morfar to the rescue 
Så tænker i nok, at det da ikke lige helt hænger sammen med jobsamtale og baby på slæb, og det kan i have ret i. Heldigvis havde verdens bedste moffar (jeps vi er på Fyn så kan vi lige så godt tale fynsk) meldt sig som babysitter. Selvom vi var der i god tid, skulle Viggo fodres af og gøres klar til lur, og tiden nåede alligevel at blive lidt presset. Moffi, overtog heldigvis putningen og gik en lang tur med den lille fyr, mens jeg, nu lettere stresset, gjorde mig klar.

Grød på buksen
I god tid ankommer jeg til kontoret hvor den eksterne rekrutteringskonsulent holder til. Jeg sidder i min bil, trækker vejret dybt og forbereder mig på at jeg nu skal ind og sælge mig selv. At jeg skal overbevise hende om, at jeg er den rigtige til dette job. Jeg kigger ned, og ser så til min rædsel, at jeg har grød på bukserne. Viggo har sendt en lille hilsen med på turen, som jeg havde overset. armen altså. Nu har jeg strøget skjorten, ladet håret hænge og taget make-up på og gjort mig pæn for første gang i lang tid, og så har jeg grød på bukserne. Jeg snapper et billede afsted, og får heldigvis en del svar tilbage om at den grødplet må være min lucky charm. Så jeg ranker ryggen, går ind af døren og så giver jeg den ellers gas. For jeg vil have det job! Jeg synes selv det gik rigtig godt. Eller måske ikke. Ej jeg har ingen anelse om hvordan det gik. Men jeg krydser fingre så meget som jeg kan for en god tilbagemelding.

Hjemtur med brøleabe
Med røde kinder af bare lettelse og engagement efter overstået samtaler vender jeg tilbage til forstaden og Viggo, der leger med morfar. Han har ikke sovet helt så meget som håbet, så han er godt træt og pylret. Og efter et hurtigt forsøg på at få mad i ham – uden held – pakker jeg baby og barnevogn i bilen og vender næsen hjemad. Med et stort håb og fast plan om at Viggo sover hele turen hjem. Den plan er den lille mand dog ikke med på, og med en blanding af irritation over sol i øjnene og overtræthed i bagagen beslutter Mr V sig for at ytre sin utilfredshed i højeste toneleje. Næsten hele vejen hjem. Det er ikke den nemmeste opgave at køre på motorvej i knap to timer med en lille brøleabe på slæb, og efter at have fikset solafskærmningen, bruger jeg størstedelen af turen på at synge og sidde med den ene arm i en ubehagelig position hvor jeg kan nusse en lille hånd på bagsædet. Det har ikke helt den ønskede effekt, men på trods af skrig og skrål, manglende nattesøvn og øm skulder, så klarer vores lille team turen hjem. Og her venter Kim og Molly i højt humør og tilføjer et energipust, der holder mig kørende indtil begge børn er puttet, Kim har hentet thaimad og vi har set en eller anden serie.

Jeg vil ikke sige dagen har været dårlig. På ingen måde. For jeg har været til samtale til et job jeg virkelig gerne vil have. Og Viggo har haft skøn kvalitetstid med moffar, så de to ting er i sig selv nok til at gøre dagen til en succes. Og så er resten bare lidt krydseduller på vejen, som vi hurtigt glemmer igen.

Så nu skal der bare ventes i spænding, med krydsede fingre og tæer, i håb om at der kommer et opkald med en invitation til anden samtale. xxxxxxxxx

 

Fyn er fin!

Fyn er fin!

Det sker! Helt seriøst, vi gør det – vi flytter til Fyn. Og vi gør det lige om lidt.

Jeg må ellers indrømme, at jeg i løbet af november begyndte at miste troen på et hurtigt salg af vores hus. Da vi først havde ejendomsmæglere fra tre forskellige kæder ude, var de alle, dog især to, fyr og flamme og de have høje forventninger til både salgspris og efterspørgsel på lige præcis vores hus, da der ikke er mange andre på den størrelse til salg i området. Så vi fik pludselig dollartegn i øjnene og drømte om nyt køkken, brand new mutti-bil til mig og andre lækre ting.

Men vi havde en langsom start og en hurtig nedsættelse af pris, og vi fik hele tiden at vide at dem der kom til åbent hus var vilde med huset, men ikke med motorvejen. Og jeg begyndte at miste troen. Men så besluttede vi os for at bestille en ferie og komme lidt væk. Og lige inden vi rejste var der pludselig interesse. Vi ventede i spænding, og da vi stod på hotellet på Gran Canaria og ventede på bussen til lufthavnen og vores fly hjem, ringede mægleren. Og han havde et bud. Et meget lavt bud, desværre. Vi bød tilbage og steg så ombord på flyet med knap 6 timer i luften uden mulighed for at høre fra mægleren. Det tog et par dage, men det lykkedes os at lande på en pris begge parter kunne acceptere. Og vi gik på juleferie med armene højt over hovedet og champagne (eller faktisk var det vist en G&T) i glassene Vi måtte give os ret meget, og selvom vi nu må vente lidt længere med nyt køkken, så ramte vi faktisk præcis den pris, vi havde forudset inden vi talte med ejendomsmæglerne. Vi ville da gerne have haft mere for huset, men det vigtigste er, at huset er solgt! Og huset – eller ranchen – på Fyn er købt, og vores drøm, bliver lige om lidt til virkelighed.

Det er skisme vildt at tænke på, at vi snart er fynboer. At vi skal til at lære at holde høns og bier. At vi skal dyrke grøntsager og finde ud af hvad vi egentlig skal med de 27.000 m2 jord vi har anskaffet os. Det bliver en ny hverdag, det bliver hårdt, spændende, frustrerende, sjovt, hyggeligt og lærerigt.

Så nu har vi bare lige en masse småting vi skal nå og et stort hus, der skal pakkes ned. Om 4 uger kan vi for første gang åbne døren til vores nye hjem og om ca. 7 uger skal vi for sidste gang skal gå ud af døren på vores første drømmehus i Islev.

Det bliver et kæmpe eventyr for vores lille familie og vi glæder os helt vildt!’

 

Farvel og tak, 2017

Farvel og tak, 2017

Jeg har igen fået holdt en lille (halv-ufrivillig) pause fra bloggen og der kører ca. 10 indlæg rundt oppe i mit hoved. Vi skriver nu 2018 og jeg vil rigtig gerne skrive et indlæg, der ser tilbage på 2017. Mest for min egen skyld, for der er sket nogle meget store ting i det foregående år, som har haft en meget stor betydning for mig, mine følelser, mine tanker, mit humør og min hverdag – og som også kommer til at have kæmpe betydning for min og vores fremtid.

Vi bød 2017 velkommen på en strand på Bali – altså selvom den tykke mor og den trætte lille pige sov da klokken slog tolv. Året startede med sol, varme og en masse oplevelser. Det var en dejlig ferie, men vi måtte også indse at det ikke var lutter lagkage at rejse rundt med en krudtugle på 15 måneder og en baby i maven. Så vi nød tiden sammen, men helt afslappende var det ikke :-).

Da vi vendte tilbage til Danmark skulle jeg lære at finde mig til rette i rollen som (ufrivillig) hjemmegående husmor, uden et job at stå op til, og voksne tanker at bryde min hjerne med. Det var faktisk ikke så nemt, og det er underligt at se tilbage på 2017 og indse at jeg faktisk ikke har haft en eneste dag på job. Jeg havde jo heldigvis gode ting at se frem til, og da vi nærmede os maj, blev jeg også ret så utålmodig efter at få den lille V ud af maven. Jeg var nok ikke særlig tålmodig. Faktisk på ingen måde. Jeg var træt af at være tyk og jeg sendte alverdens løfter ud i universet, hvis jeg bare kunne få lov at føde den lille prut. Men så nemt skulle det ikke gå og først 13 dage OVER TID og med en god gang hjælp fra en fantastisk jordemoder på Herlev, lykkedes det at få lokket lille Viggo ud til os andre. Eller lille kan man ikke kalde ham, men dejlig, fantastisk og helt perfekt var han. ER han.

Kontraster: den største glæde og den største frygt
Kontraster: den største glæde og den største frygt

Men alt var ikke lutter lagkage, for midt i ventetiden, kom der en dårlig nyhed: min far havde fået kræft og der ventede ham stråler, kemo og operation inden for kort tid. Det var hårdt at få at vide – og hverken graviditets- eller nybagt mor-hormonerne gjorde det lettere at håndtere. Og det var en hård tid blandet med glæden over Viggos ankomst der fuldendte vores lille familie, og frygtelige tanker om hvad der kunne ske med min far. Desværre spredte kræften sig, og han skulle igennem en voldsommere operation end først antaget. Og der opstod komplikationer, der gjorde at han var indlagt i 6 uger, frem for de 10 dage han var sat i udsigt. Han var skidt og det var hårdt at se ham. Og endnu hårdere ikke at være tæt på, når han lå på OUH og jeg sad her i Islev. På vores 3 års bryllupsdag fik vi dog en glædelig nyhed: manden der tre år tidligere havde ført mig op ad kirkegulvet var nu helt fri for kræft. Operationen havde været en succes, og selvom han havde en lang genoptræning foran sig, så var lortesygdommen væk, og vi kunne ånde lettet op. Hvilket vi gjorde.

Imens alt dette stod på, sad vi dog ikke bare på vores flade og nød babylykken (og ammeproblemer og søvnløse nætter), for 2017 skulle bestemt vise sig at være et vildt år. Vi tog nemlig en stor beslutning: Vi skulle være fynboer. Siden vi mødte hinanden har Kim og jeg altid talt om, at vi gerne vil bo i lidt mere landlige omgivelser og have god plads omkring os. Vi vil gerne have mulighed for at have kvalitetstid med vores børn, dyrke grøntsager og leve et mindre stressende liv. Og så ville vi gerne tættere på min familie. Det var egentlig noget, der lå lidt længere ude i fremtiden, men pludselig var beslutningen om at flytte alligevel taget, og på mindre end en måned havde kim søgt nyt job, vi havde fundet drømmehuset på Fyn, forhandlet pris og vi satte vores eget hus til salg. Det var en sindssyg tid, for det skete samtidig med min fars sygdom og operation, og imens vi forsøgte at finde os til rette som en familie på 4. Vi kedede os ikke i den periode, men vi måtte væbne os med tålmodighed og håbe at vores hus blev solgt hurtigt, så vi kunne forfølge vores drøm. Vi syntes selv der gik lang tid, men i realiteten gik der kun 2 ½ måned, før der var underskrevet en købsaftale og vi kunne gå på juleferie med udsigt til en fremtid på Fyn. Det var vildt. Det ER vildt. Hele året. For når jeg nu ser tilbage på 2017, så var det noget mere af en ruchebanetur end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Vigtigst og størst selvfølgelig, at Viggo kom ud og fuldendte vores familie, men også ganske enormt at vi tog beslutningen om at flytte til Fyn. Hver af disse ting, kunne have gjort et år ekstraordinært, men at begge skete på samme tid, mens jeg også kæmpede med frygten for min fars helbred og den dårlige samvittighed over ikke at kunne være mere hos ham, fordi jeg havde en lille baby jeg skulle prioritere over alt andet, var helt sindssygt. Sindssygt hårdt og sindssygt drænene og fyldt med så mange modstridende følelser.

2017 har taget hårdt på mig og har været tungt for mine følelser. Frustration, glæde, angst, lykke, raseri og magtesløshed har faret rundt i et stort virvar og har til tider sendt mig til tælling. Heldigvis har Kim været der, lige ved siden af mig hele vejen igennem og har holdt det hele kørende. Han er min helt – også selvom han ikke altid bliver behandlet sådan. 2017 har været vildt, og jeg håber helt ærligt aldrig at jeg får et lignende år.

Nu ser vi frem mod alt det spænende (og usikre) 2018 bringer. Det bliver bestemt ikke et stille og roligt år, men forhåbentligt bliver det knap så intenst og stressende. Vi keder os aldrig i familien OC, og det kommer vi heller ikke til i 2018.

Feriedrømme

Feriedrømme

Vi pakker rygsækken med et par t-shirts, nogle shorts, klipklappere, badetøj, rejseguides og solcreme og så er det ellers afsted. Det eneste der er booket er selve flyrejsen, mens hoteller, rejserute, oplevelser og ture bliver planlagt undervejs, inspireret at andre rejsende, vores egne drømme og hvad skæbnen nu ellers bringer med sig. Vi er afslappede, åbne for nye indtryk, når vi går der i vandkanten på den ene paradisø efter den anden. Vi ligger i en hængekøje mellem to palmer, og læser en bog mens vi får lidt tiltrængt skygge. Vi taler hver aften om de mange nye oplevelser vi har haft, de fisk vi har set på snorkelturen, de nye retter vi har smagt og de venlige lokale folk vi har mødt, mens vi drikker en eksotisk drink ud af en kokosnød. Og det koster næsten ingen penge. Kan du se det for dig? Det kan jeg sagtens! Og det er vel i korte træk vores drømmeferie.

Eller det var det i hvert fald før vi fik børn. For nu må vi indse, at selvom vi stadig drømmer om ovenstående senarie, så er den drøm og den måde at rejse på midlertidigt sat på hold. Men vi drømmer stadig om ferie. Vi drømmer rigtig meget om ferie, og nu har vi besluttet os for at tage en lille pause fra hverdagsstress, juleræs og kulde her midt i december. Kim starter som nævnt tidliere nyt job til januar, og han har fået lov at slutte sin nuværende ansættelse af med 3 ugers barsel. Så vi skal skisme en tur til Gran Canaria. Med all inclusive, bamseklub og hele molevitten! Det er lige præcis den ferie vi i mange år har set lidt (meget) ned på og lettere hånligt har vi siddet hjemme i vores børnefri sofa og grinet af de familier, der år efter år, valfarter mod sydens sol, fanget i charterens klamme greb. Nu er vi der selv. Og vi glæder os! For som livet er lige nu (livet er fantstisk lige nu, men også lidt stressende) så er lige præcis charter og all inclusive en drøm for os; vi skal være væk en uge, og vi skal ikke tænke på andet end at være sammen og huske at få solcreme på. Der er mad på hotellet, så vi skal ikke ud og finde en restaurant. Der er buffet, så vi skal ikke bryde hjernen med at vælge en enkelt ret på et menukort, og vi skal ikke vente på de laver maden, og prøve at holde et sultent og utålmdigt barn hen, indtil en tjener serverer maden på hendes tallerken. Hvor hun så har ombestemt sig og bestemt ikke ville have pasta den dag. Nope, vi bevæger os bare ind i buffetens slaraffenland af familievenlig mad, og så snart man har valgt, kan man spise. Ingen ventetid (medmindre du er fanget bag en russisk familie, der ikke kender til køkultur og respekt for andre mennesker).

Men tænker du, er det virkelig drømmen? Buffet med samme mad hver dag. Et ressort fyldt med larmende børn der tigger om is og laver bomber i poolen så alle håndklæder bliver våde. Trætte forældre, der igen må opgive at læse deres medbragte bog for at hoppe i poolen med børnene, eller gå med i baren efter en cola eller en is. En uge uden udflugter eller møder med nye kulturer og spændende kulinariske oplevelser. Jep, det er drømmen lige nu: afslapning og tid sammen som familie. Lidt varme, lidt tynd cola og alt for mange (gratis) is. Det er det vi har brug for, og det er det vi går og tæller ned til. 11 dage tilbage, hvis nogen skulle spørge.

Men nej, vores oprindelige rejsedrømme er ikke lavet om til charter og bamseklub. Vi drømmer stadig om bountystrande, eksotiske måltider og snorkling i klart turkisblåt vand. Der er så mange steder vi gerne vil hen, og oplevelser vi gerne vil give vores børn. De skal lære at verden er et fantastisk sted, med forskellige kulturer, traditioner og måder at leve på. Og de drømme skal også nok gå i opfyldelse. Det er en af de ting vi har lovet hinanden. Vores børn skal bare lige være lidt større inden vi begiver os ud på lange flyveture til nye destinationer og til tider tvivlsom mad. For så kan vi som familie få rigtig meget ud af sådan en ferie.

Men indtil da er det bamseklubben der kalder. Og det glæder vi os til.