Fuck Cancer

Fuck Cancer

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Åh altså. Så er det også min tur til at sige de to ord. Sige dem, og virkelig mene dem. For jeg har aldrig brudt mig om kræft, det er der vel ingen der gør. Men jeg har altid troet (håbet) at det ikke ville ramme tæt på mig. Ok, min morfar døde af kræft, men han var gammel og havde levet et skønt, men forholdsvis usundt, liv, og derfor var det nemmere at acceptere, at kræften vandt over ham. Men nu er det kommet et skridt tættere på, og jeg mærker den tunge ånde lige i nakken. Min far. MIN far, ikke en eller anden jeg kenders far, men min far har fået den lortesygdom, og jeg kan simpelthen ikke deale med det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Jeg er hjælpeløs. Så jeg tuder og råber af mine lungers fulde kraft. FUCK CANCER. FUCK FUCK FUCK.

Min far har i starten af året og hen over foråret nok været lidt ekstra træt. Han har også haft smerter, men lægen sendte ham flere gange hjem UDEN at undersøge ham. Men da han insisterede på at komme til en specialist, var budskabet klart: Kræft. Og den besked kom nærmest samtidig med, at jeg havde termin med Viggo. Og den havde jeg meget svært ved at kapere. Her sad jeg midt i min glæde (og ja graviditetsmæthed) og ventede på at et lille nyt væsen skulle komme til verden og blive en del af vores familie, og så facetimer min far og sådan lidt som en sidebemærkning fortæller han hvad lægen har sagt. Jeg holdt masken, mens jeg snakkede med ham, men efter der var lagt på, stod tårerne ud af øjnene på mig. Min far var meget rolig og fortrøstningsfuld, og fortalte at endetarmskræft ikke er noget man dør af. Bare lidt kemo og stråler og til sidst en operation og vupti, så er man klar igen. Jeg prøvede at lade mig berolige, men det kunne jeg ikke rigtig. Og som jeg skrev i mit seneste indlæg, havde det nok også en påvirkning på mine (udeblivende) veer, hvilket gjorde fødslen trak ud og Viggo skulle lokkes ud med skrappere metoder. Det var hårdt. Og det er hårdt. For efterfølgende så jeg min far gennemgå behandling, og selvom han prøvede at være optimistisk, så kunne jeg se han var træt og han havde ondt. Men han var også sej, for midt i sine smerter, lå han nede på gulvet og legede med sine børnebørn. Han brokkede sig næsten ikke, og jeg var meget stolt over at være hans datter. Det er jeg for øvrigt stadigvæk.

I sidste uge fik jeg så en besked fra min far. Han havde været til scanning op mod operation, der skulle finde sted sidst på måneden. Der var ikke godt nyt – kræften havde spredt sig og han kunne ikke længere blive opereret i Odense, men skal i stedet en tur til Aarhus. Nu var det ikke bare lige en lille portion kræft, der skulle væk, men det jeg havde frygtet, var sket, og selv min far virkede til at have tabt pusten. Der skal en større operation til, flere ting der skal fjernes og det kommer til at tage hårdt på min far, som i en periode ikke rigtig må og kan noget som helst. Lægerne siger at han er i god form, og at han derfor nok skal komme sig over det. Og min far er endnu en gang blevet forholdsvis fortrøstningsfuld, og som han siger så er operation bedre end alternativet. Alternativet, som jeg slet ikke tør tænke på.

Operationen er på mandag. Det er hårdt, så sindssygt hårdt og jeg græder faktisk ret meget. Fordi jeg er bange. Jeg er normalt næsten ikke bange for noget. Men lige nu er jeg helt sindssygt bange for at min fars løfte, om at alting nok skal blive godt, ikke holder. Og jeg tænker nogle tanker, som jeg slet slet ikke har lyst til at tænke. Og som jeg ikke kan sige højt. For min far skal være her. Han skal være morfar, fordi jeg kan se han nyder den rolle helt ubeskriveligt meget. Og han er den bedste morfar.

Så nu sidder jeg her, med alt for meget tid til at tænke, og venter. For der er ikke noget jeg kan gøre. Jeg er nødt til at sætte min lid til lægerne i Aarhus og sende alle de bedste tanker afsted til universet og tro på at alting bliver godt. For det skal det!

Jeg beder ikke nogen om at donere penge til forskning eller lign. Det er der masser af kompetente og engagerede mennesker der gør. Jeg har kun fokus på det der er lige foran mig, og jeg beder jer derfor råbe højt sammen med mig ud i universet:

FUCK CANCER!

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Skriv et svar