Farvel og tak, 2017

Farvel og tak, 2017

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Jeg har igen fået holdt en lille (halv-ufrivillig) pause fra bloggen og der kører ca. 10 indlæg rundt oppe i mit hoved. Vi skriver nu 2018 og jeg vil rigtig gerne skrive et indlæg, der ser tilbage på 2017. Mest for min egen skyld, for der er sket nogle meget store ting i det foregående år, som har haft en meget stor betydning for mig, mine følelser, mine tanker, mit humør og min hverdag – og som også kommer til at have kæmpe betydning for min og vores fremtid.

Vi bød 2017 velkommen på en strand på Bali – altså selvom den tykke mor og den trætte lille pige sov da klokken slog tolv. Året startede med sol, varme og en masse oplevelser. Det var en dejlig ferie, men vi måtte også indse at det ikke var lutter lagkage at rejse rundt med en krudtugle på 15 måneder og en baby i maven. Så vi nød tiden sammen, men helt afslappende var det ikke :-).

Da vi vendte tilbage til Danmark skulle jeg lære at finde mig til rette i rollen som (ufrivillig) hjemmegående husmor, uden et job at stå op til, og voksne tanker at bryde min hjerne med. Det var faktisk ikke så nemt, og det er underligt at se tilbage på 2017 og indse at jeg faktisk ikke har haft en eneste dag på job. Jeg havde jo heldigvis gode ting at se frem til, og da vi nærmede os maj, blev jeg også ret så utålmodig efter at få den lille V ud af maven. Jeg var nok ikke særlig tålmodig. Faktisk på ingen måde. Jeg var træt af at være tyk og jeg sendte alverdens løfter ud i universet, hvis jeg bare kunne få lov at føde den lille prut. Men så nemt skulle det ikke gå og først 13 dage OVER TID og med en god gang hjælp fra en fantastisk jordemoder på Herlev, lykkedes det at få lokket lille Viggo ud til os andre. Eller lille kan man ikke kalde ham, men dejlig, fantastisk og helt perfekt var han. ER han.

Kontraster: den største glæde og den største frygt
Kontraster: den største glæde og den største frygt

Men alt var ikke lutter lagkage, for midt i ventetiden, kom der en dårlig nyhed: min far havde fået kræft og der ventede ham stråler, kemo og operation inden for kort tid. Det var hårdt at få at vide – og hverken graviditets- eller nybagt mor-hormonerne gjorde det lettere at håndtere. Og det var en hård tid blandet med glæden over Viggos ankomst der fuldendte vores lille familie, og frygtelige tanker om hvad der kunne ske med min far. Desværre spredte kræften sig, og han skulle igennem en voldsommere operation end først antaget. Og der opstod komplikationer, der gjorde at han var indlagt i 6 uger, frem for de 10 dage han var sat i udsigt. Han var skidt og det var hårdt at se ham. Og endnu hårdere ikke at være tæt på, når han lå på OUH og jeg sad her i Islev. På vores 3 års bryllupsdag fik vi dog en glædelig nyhed: manden der tre år tidligere havde ført mig op ad kirkegulvet var nu helt fri for kræft. Operationen havde været en succes, og selvom han havde en lang genoptræning foran sig, så var lortesygdommen væk, og vi kunne ånde lettet op. Hvilket vi gjorde.

Imens alt dette stod på, sad vi dog ikke bare på vores flade og nød babylykken (og ammeproblemer og søvnløse nætter), for 2017 skulle bestemt vise sig at være et vildt år. Vi tog nemlig en stor beslutning: Vi skulle være fynboer. Siden vi mødte hinanden har Kim og jeg altid talt om, at vi gerne vil bo i lidt mere landlige omgivelser og have god plads omkring os. Vi vil gerne have mulighed for at have kvalitetstid med vores børn, dyrke grøntsager og leve et mindre stressende liv. Og så ville vi gerne tættere på min familie. Det var egentlig noget, der lå lidt længere ude i fremtiden, men pludselig var beslutningen om at flytte alligevel taget, og på mindre end en måned havde kim søgt nyt job, vi havde fundet drømmehuset på Fyn, forhandlet pris og vi satte vores eget hus til salg. Det var en sindssyg tid, for det skete samtidig med min fars sygdom og operation, og imens vi forsøgte at finde os til rette som en familie på 4. Vi kedede os ikke i den periode, men vi måtte væbne os med tålmodighed og håbe at vores hus blev solgt hurtigt, så vi kunne forfølge vores drøm. Vi syntes selv der gik lang tid, men i realiteten gik der kun 2 ½ måned, før der var underskrevet en købsaftale og vi kunne gå på juleferie med udsigt til en fremtid på Fyn. Det var vildt. Det ER vildt. Hele året. For når jeg nu ser tilbage på 2017, så var det noget mere af en ruchebanetur end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Vigtigst og størst selvfølgelig, at Viggo kom ud og fuldendte vores familie, men også ganske enormt at vi tog beslutningen om at flytte til Fyn. Hver af disse ting, kunne have gjort et år ekstraordinært, men at begge skete på samme tid, mens jeg også kæmpede med frygten for min fars helbred og den dårlige samvittighed over ikke at kunne være mere hos ham, fordi jeg havde en lille baby jeg skulle prioritere over alt andet, var helt sindssygt. Sindssygt hårdt og sindssygt drænene og fyldt med så mange modstridende følelser.

2017 har taget hårdt på mig og har været tungt for mine følelser. Frustration, glæde, angst, lykke, raseri og magtesløshed har faret rundt i et stort virvar og har til tider sendt mig til tælling. Heldigvis har Kim været der, lige ved siden af mig hele vejen igennem og har holdt det hele kørende. Han er min helt – også selvom han ikke altid bliver behandlet sådan. 2017 har været vildt, og jeg håber helt ærligt aldrig at jeg får et lignende år.

Nu ser vi frem mod alt det spænende (og usikre) 2018 bringer. Det bliver bestemt ikke et stille og roligt år, men forhåbentligt bliver det knap så intenst og stressende. Vi keder os aldrig i familien OC, og det kommer vi heller ikke til i 2018.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Skriv et svar