Fyn er fin!

Fyn er fin!

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Det sker! Helt seriøst, vi gør det – vi flytter til Fyn. Og vi gør det lige om lidt.

Jeg må ellers indrømme, at jeg i løbet af november begyndte at miste troen på et hurtigt salg af vores hus. Da vi først havde ejendomsmæglere fra tre forskellige kæder ude, var de alle, dog især to, fyr og flamme og de have høje forventninger til både salgspris og efterspørgsel på lige præcis vores hus, da der ikke er mange andre på den størrelse til salg i området. Så vi fik pludselig dollartegn i øjnene og drømte om nyt køkken, brand new mutti-bil til mig og andre lækre ting.

Men vi havde en langsom start og en hurtig nedsættelse af pris, og vi fik hele tiden at vide at dem der kom til åbent hus var vilde med huset, men ikke med motorvejen. Og jeg begyndte at miste troen. Men så besluttede vi os for at bestille en ferie og komme lidt væk. Og lige inden vi rejste var der pludselig interesse. Vi ventede i spænding, og da vi stod på hotellet på Gran Canaria og ventede på bussen til lufthavnen og vores fly hjem, ringede mægleren. Og han havde et bud. Et meget lavt bud, desværre. Vi bød tilbage og steg så ombord på flyet med knap 6 timer i luften uden mulighed for at høre fra mægleren. Det tog et par dage, men det lykkedes os at lande på en pris begge parter kunne acceptere. Og vi gik på juleferie med armene højt over hovedet og champagne (eller faktisk var det vist en G&T) i glassene Vi måtte give os ret meget, og selvom vi nu må vente lidt længere med nyt køkken, så ramte vi faktisk præcis den pris, vi havde forudset inden vi talte med ejendomsmæglerne. Vi ville da gerne have haft mere for huset, men det vigtigste er, at huset er solgt! Og huset – eller ranchen – på Fyn er købt, og vores drøm, bliver lige om lidt til virkelighed.

Det er skisme vildt at tænke på, at vi snart er fynboer. At vi skal til at lære at holde høns og bier. At vi skal dyrke grøntsager og finde ud af hvad vi egentlig skal med de 27.000 m2 jord vi har anskaffet os. Det bliver en ny hverdag, det bliver hårdt, spændende, frustrerende, sjovt, hyggeligt og lærerigt.

Så nu har vi bare lige en masse småting vi skal nå og et stort hus, der skal pakkes ned. Om 4 uger kan vi for første gang åbne døren til vores nye hjem og om ca. 7 uger skal vi for sidste gang skal gå ud af døren på vores første drømmehus i Islev.

Det bliver et kæmpe eventyr for vores lille familie og vi glæder os helt vildt!’

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Skriv et svar