Til samtale med grød på bukserne

Til samtale med grød på bukserne

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

I det øjeblik hvor dette indlæg skrives, sidder jeg i min sofa og slapper af. Det er torsdag, klokken er 9, Kim har afleveret Molly og Viggo sover ude i barnevognen. Jeg slapper af, drikker kaffe, og med et halvt øje ser jeg et boligprogram for voldsramte kvinder. Kort sagt så har jeg en dejlig afslappende start på dagen. Det kan man ikke sige om den dag jeg havde i går, for den var noget mere actionpacked…

Vores flytning til Fyn og udsigt til afslutning af min barsel, betyder at jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet. Snart. Jeg glæder mig. Og selvom jeg har god tid, så dukkede det perfekte job for nylig op, og jeg var simpelthen nødt til at søge det. Og så blev jeg kort tid efter indkaldt til samtale. I Odense. Og det var det der skulle ske i går.

Tidligt op
Dagen startede med, at begge børn stod tidligt op og ingen af dem var specielt samarbejdsvillige fra morgenstunden. Kim var på job, og jeg stod, som sædvanlig, for morgenrutinerne. Eller morgenkampene, som det er i disse dage. Ingen af dem gad at spise eller have tøj på. Viggo var drøntræt og Molly ville ikke ud af døren. Men ud i bilen kom vi og Molly blev afleveret hos Winnie, og hun var da heldigvis i godt humør da jeg gik… Hurtigt tilbage til huset, flaske til en nu virkelig træt, Viggo, og de sidste ting blev hurtigt pakket. Og efter 5 ture tilbage til huset for at hente glemte ting, var vi endelig på vej.

Ingen penge, ingen croissant…
I alt vores morgenkaos havde jeg ikke nået at spise morgenmad, men aftalte med mig selv, at jeg med dagens vigtige begivenhed i sigte, måtte forkæle mig selv med croissants og kaffe til køreturen. Viggo faldt hurtigt i søvn, men jeg holdt alligevel ind ved første rasteplads for at proviantere, for nu var jeg virkelig sulten og kaffetørstig. Men så opdagede jeg at jeg havde glemt min pung derhjemme. På trods af mine mange ture ind i huset for at hente glemte ting, havde jeg glemt at jeg dagen før havde taget min pung op af tasken og ikke havde fået den lagt på plads igen. Så ingen croissanter til mig. Skuffet bakkede jeg ud af parkeringspladsen og fortsatte turen mod Fyn. Med solbriller på, en ny lydbog i ørerne og en sovende Viggo som rejsekammarat.

Morfar to the rescue 
Så tænker i nok, at det da ikke lige helt hænger sammen med jobsamtale og baby på slæb, og det kan i have ret i. Heldigvis havde verdens bedste moffar (jeps vi er på Fyn så kan vi lige så godt tale fynsk) meldt sig som babysitter. Selvom vi var der i god tid, skulle Viggo fodres af og gøres klar til lur, og tiden nåede alligevel at blive lidt presset. Moffi, overtog heldigvis putningen og gik en lang tur med den lille fyr, mens jeg, nu lettere stresset, gjorde mig klar.

Grød på buksen
I god tid ankommer jeg til kontoret hvor den eksterne rekrutteringskonsulent holder til. Jeg sidder i min bil, trækker vejret dybt og forbereder mig på at jeg nu skal ind og sælge mig selv. At jeg skal overbevise hende om, at jeg er den rigtige til dette job. Jeg kigger ned, og ser så til min rædsel, at jeg har grød på bukserne. Viggo har sendt en lille hilsen med på turen, som jeg havde overset. armen altså. Nu har jeg strøget skjorten, ladet håret hænge og taget make-up på og gjort mig pæn for første gang i lang tid, og så har jeg grød på bukserne. Jeg snapper et billede afsted, og får heldigvis en del svar tilbage om at den grødplet må være min lucky charm. Så jeg ranker ryggen, går ind af døren og så giver jeg den ellers gas. For jeg vil have det job! Jeg synes selv det gik rigtig godt. Eller måske ikke. Ej jeg har ingen anelse om hvordan det gik. Men jeg krydser fingre så meget som jeg kan for en god tilbagemelding.

Hjemtur med brøleabe
Med røde kinder af bare lettelse og engagement efter overstået samtaler vender jeg tilbage til forstaden og Viggo, der leger med morfar. Han har ikke sovet helt så meget som håbet, så han er godt træt og pylret. Og efter et hurtigt forsøg på at få mad i ham – uden held – pakker jeg baby og barnevogn i bilen og vender næsen hjemad. Med et stort håb og fast plan om at Viggo sover hele turen hjem. Den plan er den lille mand dog ikke med på, og med en blanding af irritation over sol i øjnene og overtræthed i bagagen beslutter Mr V sig for at ytre sin utilfredshed i højeste toneleje. Næsten hele vejen hjem. Det er ikke den nemmeste opgave at køre på motorvej i knap to timer med en lille brøleabe på slæb, og efter at have fikset solafskærmningen, bruger jeg størstedelen af turen på at synge og sidde med den ene arm i en ubehagelig position hvor jeg kan nusse en lille hånd på bagsædet. Det har ikke helt den ønskede effekt, men på trods af skrig og skrål, manglende nattesøvn og øm skulder, så klarer vores lille team turen hjem. Og her venter Kim og Molly i højt humør og tilføjer et energipust, der holder mig kørende indtil begge børn er puttet, Kim har hentet thaimad og vi har set en eller anden serie.

Jeg vil ikke sige dagen har været dårlig. På ingen måde. For jeg har været til samtale til et job jeg virkelig gerne vil have. Og Viggo har haft skøn kvalitetstid med moffar, så de to ting er i sig selv nok til at gøre dagen til en succes. Og så er resten bare lidt krydseduller på vejen, som vi hurtigt glemmer igen.

Så nu skal der bare ventes i spænding, med krydsede fingre og tæer, i håb om at der kommer et opkald med en invitation til anden samtale. xxxxxxxxx

 

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Skriv et svar