Babyen, der ikke ville ud

Babyen, der ikke ville ud

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Nu er det 3 måneder siden at Viggo (endelig) kom ud og fuldendte vores lille familie. Så mon ikke det er på tide at jeg får skrevet lidt om fødslen og tiden op til… (beklager på forhånd at jeg nok ikke kan gøre det kort – men lover at holde de klamme detaljer ude).

I starten af min graviditet, glædede jeg mig over at være gravid igen, og miraklet min krop var i gang med at udføre. Jeg sagde til mig selv at jeg bare elskede at være gravid. Og jeg sagde det også til Kim, der dog ikke mente, at det var sådan jeg havde opført mig under min første graviditet – altså som om at jeg elskede det. Hmm det havde han nok ret i, men jeg havde åbenbart glemt det, selvom det var mindre end to år siden, jeg sidste havde prøvet det.

Anyways, min graviditet var ok. Jeg gik derhjemme det meste af tiden på grund af min fratrædelsesaftale fra min arbejdsgiver, så jeg havde maser af tid. Som jeg brugte på alt for lidt – bortset fra at drikke kaffe med gode mennesker. Jeg var igen med i projekt Sund Mor på Herlev/Gentofte (der kommer måske et indlæg herom), så jeg gik ikke og tog en masse kilo på. Rent faktisk kun 6 i alt, så det var jeg mere end fornøjet med. Jeg vil dog sige at det var hårdere at være gravid denne gang. Nok mest på grund af at jeg også havde Molly jeg skulle tage mig af, men jeg slap for de værste gener og fik heldigvis heller ikke diabetes denne gang!

Men da tiden nærmede sig termin, var jeg meget utålmodig. Jeg synes min mave var gigastor og jeg sov meget dårligt. 3 dage før termin var jeg til jordemoder, der kunne fortælle at jeg var 3 cm åben allerede. Hun lave hindeløsning, og mente at der nok ikke ville gå lang tid før jeg fødte. Hun gav mig en tid til igangsættelse, 2. Juni (JUNI!!!!!) men forsikrede mig om at det var ren proforma og at jeg nok skulle føde inden. Hun har helt sikkert sagt en masse om at det ikke var sikkert jeg ville gå i fødsel inden for kort tid, men det hørte jeg ikke. Jeg hæftede mig kun ved ordet ”snart”. Jeg ventede og ventede og bildte mig selv ind at jeg kunne mærke veerne komme så småt. Kim blev endda hjemme fra job den efterfølgende dag, og vi have Molly-pasning på speed dial. Men der skete ikke en dyt. Jeg ville det så meget at jeg bildte mig selv ind at jeg havde veer, men efter en tur på fødemodtagelsen, måtte jeg sande at det ikke var tilfældet.

Midt i det hele ringede min far og fortalte mig at han havde fået konstateret kræft. Et chok uden lige, og fyldt op med graviditetshormoner, så kunne jeg slet ikke styre mine følelser. Min far tog det roligt, men jeg ville bare have den baby ud hurtigst muligt, så jeg var sikker på min far kunne komme og se ham inden han startede behandling. Jeg kan så sige at desperation blandet med tristhed ikke er en cocktail der sætter gang i veerne. Faktisk tværtimod. For det er vores lykkehormon, der får veerne i gang, og det var der vist ikke så meget af hos mig på det tidspunkt. Det var sgu hårdt. Hver dag håbede jeg det ville være dagen. Jeg lavede små konkurrencer med mig selv, hvor jeg fx bare skulle slå min personlige rekord i sudoku på tid, så ville Viggo komme. Jeg slog rekorden, men viggo blev i maven…. Vi nærmede os slutningen af maj måned og jeg blev mere og mere desperat. Jeg skulle have et maj-barn. Det var planen!! Og nu var det juni lige om lidt. Han skulle ud før måneden sluttede. Det kom han så ikke. Og så nåede vi altså den famøse 2. Juni, hvor jeg havde tid til igangsættelse. Molly blev afleveret i dagplejen og der var styr på pasning af hende. I bilen sagde jeg til Kim at de lige kunne vove på at give mig de dér igangsættelsespiller jeg fik sidst, for de virkede ikke. Jeg fik pillerne og de virkede ikke. VI tog ud og spise brunch på den cafe hvor vi havde vores første date. Vi tog en lur og prøvede at slappe af. Men da jeg nåede 6 time og pille nr. 3 brød jeg sammen. Den baby skulle ud, og jeg magtede simpelthen ikke at være gravid mere. Kim ringende til fødemodtagelsen, men de havde for travlt, så jeg måtte pænt vente til min nye tid dagen efter. Og da jeg mødte op til den lovede igangsættelse ved at de tog vandet, blev jeg efter en times ventetid, mødt med beskeden om at de ikke kunne tage mit vand fordi de simpelthen ikke havde fødestuer nok. Min verden brød sammen. 16 dage var der gået siden en jordemoder (studerende) havde fortalt mig at fødslen var lige oppe over. Min mave var gigantisk, min far var syg, og der var ikke meget lykke i min krop, og nu stod lægen og sagde til mig at jeg skulle tage hjem og vente. De ville ringe når de fik en ledig stue. Jeg tudbrølede, men der var ikke meget at gøre. Vi kørte en lang tur i bilen og kom hjem, hvor min mor og Molly ventede, for at spise frokost. Og så ringede de endelig. Vi pakkede vores højtbelagte smørrebrød med fiskefilet ned, og begav os mod Herlev. Vi mødte den sødeste jordemoder, der hurtigt fik os på plads på en fødestue. Hun tog mit vand, og så sad vi ellers der på stuen og spiste vores, nu ret bløde og halvklamme, fisk. Og så kom veerne. Og de blev vildere og vildere, og jeg kan nu igen forstå hvorfor det er man glemmer smerterne fra gang til gang – ellers ville man nok ikke føde igen. For jeg havde bildt mig selv ind, at det ikke gjorde ondt da jeg fødte Molly. Det kan jeg så hilse og sige at det gjorde denne gang. Heldigvis gik der kun 4 timer fra første ve til jeg lå med lille (store) Viggo i mine arme. Det er edderfisme vildt hvad en kvindekrop kan!

Efter fødslen var der lidt forskellig halløj der skulle klares, og da min livmoder ikke trak sig ordentligt sammen og blødte for meget skulle der lige et drop og en overnatning på patienthotellet til, før vi endelig måtte tage hjem med vores fantastiske lille guttermand.

At være gravid og især at føde, er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Og jeg tror ikke der er noget der kan overgå det. Jeg var stærk og jeg var en kylling. Jeg kæmpede og jeg ønskede at give op. Men jeg klarede det. Og det kunne jeg ikke have gjort på samme måde hvis ikke verdens bedste Kim havde stået ved min side, som mit eget private heppekor, først gennem 9 måneders graviditet og ikke mindst fødslen og optakten hertil.

Så nu er vi 4 i familien OC. Og jeg har et eller andet med lige tal, så jeg tror bare at vi stopper her og proklamerer vores familie for fuldendt. Vi er fulde af kærlighed, nærhed og omsorg. Vi er trætte, udfordrede og jeg har stadig masser af hormoner, der til tider overtager mit gode humør, og gør det lidt surt. Men vi er glade og vi har det fantastisk.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInPin on PinterestEmail this to someonePrint this page

Skriv et svar