Familieliv,  Lines liv

I have a Dream

En meget tidlig morgen for 2 uger siden sad jeg i bilen på vej nord på for at deltage i en workshop på job. Det er en del af min nye rolle som HR partner. Det er noget jeg længe har drømt om at blive. Eller rettere sagt, målet jeg har arbejdet hen imod. Og nu er jeg der. Og i løbet af de 2 1/2 timer turen til det nordjyske tog, sad jeg og fantaserede om at sige op. At sige farvel og tak til mit job. Hvordan jeg ville gøre, hvad jeg ville sige, og hvor lettet jeg ville være bagefter. Og det gjorde mig glad for en stund, selvom det er ren fantasi. 

Altså det er fantasi, at jeg kommer til at gøre det lige nu, men ikke at det er drømmen. Det er en stor drøm. Faktisk næsten en altoverskyggende drøm i disse dage. Og ikke nok med at jeg vil sige op, jeg vil ikke have et nyt job. Ikke lige med det samme. Og det er ret voldsomt og overraskende for mig at have det sådan, for jeg har altid været glad for at arbejde, og jeg har identificeret mig meget med mit job.

På papiret er der ikke noget galt med mit job, men alligevel er min motivation og arbejdsglæde forsvundet. Det er svært at sætte ord på hvad det præcis handler om, og måske skal man heller ikke gøre det sådan et sted som her. Der er bare noget, der ikke matcher hos mig. Formålet er som sådan nobelt, og kollegaerne er virkelig fantastiske. Og det sidste tæller faktisk rigtig meget. Og så er der tryghed. Gode vilkår. Fin løn. Fleksibilitet, frihed og muligheder. Det er det, man gerne vil have, ik?

Og alligevel sidder jeg der i bilen og får en følelse at lethed ved tanken om at sige op. Så det er jo nok mig det handler om. It’s not you, it’s me. Eller mest mig men også noget dig. Jeg er flad. Flad på energi. På motivation og på positivitet. Jeg har travlt. Uden helt at vide om det jeg laver, gør en forskel. Jeg har en del med i bagagen, som stadig påvirker mig. Samtidig er jeg et følemenneske, og mange ting har gjort, at jeg føler et større behov for at være til stede herhjemme. Så selvom jeg havde forsvoret, at det aldrig skulle ske, så er min største drøm lige nu at blive hjemmegående. At få ro på, give børnene rolige morgener inden børnehave, passe høns, luge ukrudt, dyrke grøntsager, bage boller, ordne hus og opbygge et hjem for min familie. Jeg kan virkelig godt se det for mig. Dage hvor jeg bager, strikker knokler i haven, plukker blomster og maler vinduer. Og henter børnene tidligt i børnehaven. Mig som bondekone! Jeg er dybt forelsket i den drøm. Helt ind i den indre mavefornemmelse. 

Udfordringen er dog, at det pt ikke er realistisk. Økonomisk altså. For selvom vi har fine lønninger, så kan vi ikke både leve det forbrugsliv vi gør nu, og klare os på en indtægt. Og selvom vi øver os i at nedsætte forbruget, så er vi langt fra en situation, hvor hjemmegående husmor kan være en realitet. For der er mange ting, vi endnu ikke er klar til at opgive. Vi arbejder på nogle tiltag og ændringer, der måske kan gøre en forskel på lang sigt. Og som på kort sigt måske kan hjælpe mig med at få min energi herhjemme og ikke lade den gå til spilde på jobbet. 

Men indtil da jeg sætter mig lid til lotto. (eller måske bare til et nyt og spændende job) Og til at jeg tør samle mod nok til at gøre noget andet, end det jeg gør nu. Jeg håber det kommer. Snart. Men lige nu lukker jeg bare øjnene og ser et liv for mig iført gummistøvler og hjemmestrik. 

Leave a Reply