Familieliv,  Køkkenliv

Kagekaos og familiehygge

Så er weekenden overstået, og det samme er kagebagning og fødselsdagsfejring. Det var en god weekend. Men også lidt stresset. Som jeg skrev i forrige indlæg, elsker jeg at invitere og arrangere, men jeg kan godt blive stresset og næsten fortryde, når vi nærmer os dagen. Jeg fortrød ikke noget i weekenden, men jeg nåede da at sætte forventningsniveauet ret højt, og dermed give mig selv en del at stresse over.

Jeg har en periode lige nu (som nok har varet et stykke tid) hvor jeg har stort behov for nogle personlige sejre. At jeg helt selv opnår det eg sætter mig for. Og i weekenden havde eg altså sat mig for, at der skulle være et ordentligt kagebord til min fødselsdagsfejring. Så med to udgaver af Isabellas i hånden fik jeg sat gang i kageproduktionen. Jeg havde måske ikke valgt de mest lige til kager, og jeg nåede dag også (som altid) at få lidt stress undervejs. En enkelt creme til mandelkagen kiksede helt, og i min “jeg fejler altid” attitude, fik jeg lyst til at smide kagen ud. Men med 5 minutter til gæsternes ankomst fik jeg lavet en nødredning. Ikke tilfredsstillende, men dog en kage.

Gæsterne kom, og sammen med Kims store portion hjemmebagte cookies, satte jeg chokoladekage med karamelcreme, banofee pie, mandelkage og saftig citronmåde på bordet. Mn frygt for at der var fo lidt kage, blev ikke en realitet, for der var masser af kage, og udover citronmånen, der altid er et hit, så var alle enige om at mandelkagen var super. Den kage, jeg var millisekunder fra at smide ud fordi den var slået fejl.

Vi have en hyggelig eftermiddag. Jeg er vild med, at vi i min familie har tradition for at invitere alle med til fødselsdag, og jeg nyder at have gæster. Jeg fik fine gaver (de fleste med havetema!) og der blev snakket og snakket og spist og spist. Jeg vil sige, at hvis der var nogen der gik sulte derfra, var det deres egen skyld.

Det er pudsigt, hvordan jeg reagerer i disse situationer. I løbet af dagen gik jeg fra gå-på-mod til stress, til løftede arme, til frustration, til skuffelse, til styrke og sluttede af med glæde. Jeg er dårlig til at være i de situationer, hvor jeg ikke lever op til mine egne forventninger, men det jeg bliver ved med at lære er, at jeg skal kæmpe. At det er ok at fejle og det er vigtigt altid at lære og komme igen. Min familie var glade for det jeg serverede, og jeg havde en hyggelig dag. Det er ved det der tæller, ik?!


Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *