Familieliv,  Lines liv,  Orloffhave

Min egen chef

Der er grund til at skåle i bobler for NU SKER DET! Jeg bliver min egen chef, eller jeg er faktisk min egen chef, for 1. april gik jeg i luften med min helt nye virksomhed, Line Orloff HR, hvor jeg vil bruge mine mange HR erfaringer til at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at få styr på basis HR samt tiltrækning og fastholdelse. Og når de har det, så hjælper jeg også gerne med yderligere udvikling på HR fronten.

Det er vildt at det sker, og det har været noget af en rejse (som jeg delte i et tidligere indlæg), men nu er jeg landet, og jeg har så meget ro i min krop og mine tanker, at jeg ved, at det er det rigtige sted for mig. Javist der er sommerfugle, usikkerhed, tvivl på om nogen vil hyre mig, om jeg overhovet kan noget, og alt det der, men helt nede i mavefornemmelen ved jeg, at det er rigtigt for mig. Jeg er dygtig, jeg er god til det jeg laver, jeg er nem at omgås, jeg er grundig, effektiv og løsningsorienteret. Så det kommer til at gå godt for mig. Det er jeg sikker på. 

Man kan jo sige at alt ordner sig. Og lige præcis de ord er mit motto, for mit liv og alt hvad jeg gør og tror på. Og nu er det også navnet på min virksomhed. Men skrev du ikke lige at din virksomhed hedder Line Orloff HR?. Jo, det gjorde jeg, og det gør den, til dels, så jeg forstår forvirringen. Lad mig forklare:

Jeg har brugt en del tid på at tænke over navnet på min virksomhed, men i sidste ende, var der nok ikke den store tvivl: Jeg tror på, at alt ordner sig, og derfor opkalder jeg min virksomhed efter det. MEN det krævede et navneskift, for det har ikke altid været navnet på min virksomhed. For to år siden besluttede Kim og jeg at det kunne være hyggeligt at dyrke og sælge grøntsager der kunne sælges i en vejbod. Selvom vi ikke forventede et stort salg, oprettede jeg alligevel en enkeltmandsvirksomhed, fordi det gav god mening rent økonomisk. Denne virksomhed hed Orloffhave, og den vil jeg gerne beholde, for det giver stadig god mening, og jeg har endda planlagt at udvide sortimentet og sælge blomster i massevis. Men min have også mit rolige sted, der jeg tanker min energi, og det vil jeg ikke gøre til noget der potentielt kan stresse mig på et økonomisk plan (der vil altid være lidt stress i min have, når jeg har så ambitiøse planer :-)).

Selvom jeg er glad for navnet Orloffhave til min havebusiness og tilhørende Instagram, så rummer det ikke ret godt mine nye business med HR konsulentydelser. Jeg var derfor nødt til at finde på et nyt navn. Jeg var meget opsat på at få mit motto med ind i navnet, men samtidig var jeg i tvivl om det ville virke professionelt nok til en selvstændig konsulent. Jeg ønsker ikke at fremstå som corporate jakkesæt typen, men jeg vil heller ikke fremstå useriøs. Derfor valgte jeg en kombination; min overordnede virksomhed hedder Alt Ordner Sig, der så rummer Line Orloff HR, der er min hovedaktivitet med hjemmeside lineorloff.dk og Orloffhave, der er registreret som bi-branche, der er min nebengeschæft, der dyrker lokale bæredygtige grøntsager og blomster med hjemmesiden orloffhave.dk. Og et sidste lille ben i virksomheden er så denne blog, Line på Landet med hjemmesiden Orloff-christensen.dk.

Det er kringlet, det kan jeg godt se, når det kommer ned på digitalt papir, men jeg kan godt lide at alt ikke er 100% rette vinkler. Jeg har intet imod at en række er lidt skæv, eller at tingene ikke er helt farvekoordinerede. Der må godt være lidt rod, bare jeg kan holde det på et niveau, hvor mit hoved kan følge med. Og det kan det uden problemer her i Alt Ordner Sig. Og når jeg giver mig selv mulighed for lidt kaos i baglandet, så giver det mig til gengæld den nødvendige struktur og orden i mit arbejde sammen med kunderne.

Jeg er simpelthen så glad for min nye virksomhed, for hele setuppet, for de beslutninger jeg – og vi – har taget, for at skabe glæde i min arbejdsdag, og for at skabe den hverdag og det familieliv vi ønsker. Jeg tror på at både jeg og virksomheden bliver en succes. Det kommer til at gå mig godt, jeg er god til det jeg laver, og det ved jeg der er mange virksomheder der har brug for det jeg tilbyder. Vi skal bare lige finde hinanden, og det kommer stille og roligt til at ske. Jeg tror på det. Alt Ordner Sig.