Familieliv,  Ferieliv,  Lines liv

Skiferie blues

Sidste gang jeg stod på ski var i 2014. For mig er det MEGET længe siden. Jeg elsker ski (og snowboard) og alt hvad der hører til skiferie. Jeg har stået på ski siden jeg var 5, jeg har stået på ski i mange af de europæiske skiområder. og jeg har haft en hel sæson i Aspen, som er det fedeste skiområde jeg nogensinde har oplevet. Jeg er vild med turene ned af bjerget med enten et eller to brædder på benene, så 6 år uden skiferie er næsten tortur. Og derfor var jeg også tæt på lykkelig, da denne sæsons skiferie endelig kom i hus!!

Men men men skiguderne holder mig på pinebænken – næsen bogstavelig talt – for når vi drager til Østrig i januar, skal jeg sidde på bænken (eller måske en liggestol, trods alt) og pines ved at se de andre stå på ski. Og jeg er træt af det, og når ingen kigger, er jeg også rigtig ked af det, for jeg har glædet mig så meget til endelig at føle suset igen. Men det bliver ikke denne gang.

Og det er knæets skyld. Freaking møgknæ! skiferien blev bestilt ca halvanden uge før mit knæ låste sig sidst, og hvor hævelser, smerter, og frygten for at sidde på hug førte til en aftale på OUH til en simpel knæoperation, hvor kirurgen havde sagt ok til skiløb nogle måneder senere. Operationen tog dog en drejning (se tidligere indlæg) og jeg vågnede op med en skinne på, hvilket kirurgen havde sået 1% chance for, og min allerførste tanke da jeg så skinnen var at nu røg den skiferie. Jo jo det er bedre for knæet, men altså ret skidt for mit humør hver gang jeg tænker på det.

Men inden det bliver alt for deprimerende, så lad os lige hoppe en tur over i den positive grøft. For ja det kunne faktisk have været værre. Det kunne jo have været sådan at jeg ALDRIG kunne komme på ski igen, og det er heldigvis ikke situatinen, for til april må jeg bruge knæet fuldt ud igen. Og lige præcis den skiferie vi skal på i år er 100% i børnenes tegn – Molly skal på skiskole og forhåbentlig lære en smule der, men vi har ingen forventninger til meget skiløb fra hendes side. Viggo skal slet ikke på ski – eller det skal han måske prøve, men ikke noget seriøst – så der skal alligevel være en voksen på ham 100% af tiden. Altså det bliver ikke en skiferie med lange dage på pisterne, men dage med hygge og leg i sne, og det er jo så positivt at det netop er i år jeg ikke kan stå på ski, frem for om et par år, hvor jeg ville blive efterladt alene i en bierstube mens de andre drønede afsted.

Og så er det jo også så heldigt, at vi skal på ferie sammen med nogle rigtig gode venner, der også har førstegangs-skiferie-børn med, og vi har jo alle forberedt os på, at børnene nok ikke orker så meget skiløb hver dag, så der er lagt op til fælles hygge i lejligheden, når børnene siger tak for ski. Og tænk sig, jeg er så heldig er det er en superstrikker, vi skal på ferie med, så jeg håber på masser af strikkeri, motivation og ekspertassistance til de runde pinde den uge. Det er da vist et win der vil noget 🙂

Ja, det er så sindssygt bittert, at jeg må se på på årets skiferie – lige som jeg for øvrigt også måtte på skiferien i 2017, hvor jeg var super tyk med Vigsen i maven – men jeg glæder mig alligevel helt vildt meget. For det første er ferie bare dejligt. For det andet er vi sammen som familie – og sammen med gode mennesker, vi har en hel uge hvor andre laver mad til os (hurra for halvpension), og så bliver det simpelthen så sjovt at opleve mine børn være på skiferie for første gang. Hurra for det – og hurra for mange mange mange skiferier fremover. Med mig på ski!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *