Familieliv,  Hjemmeliv,  Lines liv

Coronaens tankemylder

I denne underlige og uvisse tid fyldes mit hoved med tanker og min mave med følelser. Og de går i mange retninger. Og nogle er modstridende. Det forvirrer mig. Jeg skifter mellem frustration, modfaldenhed og træthed og energi, motivation og lyst til at gøre en masse. Jeg har ikke styr på hverken tanker eller følelser, men jeg prøver lige at bruge denne blog som outlet til i hvert fald give det hele lidt luft…

Corona har lukket os inde, eller i hvert fald fået os til primært at opholde os på vores egen matrikel. Først tænkte jeg set kunne være hyggeligt, men nu er jeg ikke helt dér mere. Jeg vil meget og jeg vil meget lidt – på samme tid. Jeg drømmer om at købe bøger og garn og krybe under tæppet i sofaen foran brændeovnen og forsvinde ind i min egen verden. Samtidig vil jeg UD. Jeg vil ud og være i haven med børnene, plante nyt, fjerne resterne fra vinteren og gøre klar til forår og sommer. Jeg har store ambitioner på havefronten i år. Jeg (VI!) vil MEGET. Er det for meget? Det kan jeg godt få ondt i maven over. For kan jeg nå det hele? Og hvordan giver jeg mig selv lov til ikke at komme helt i mål? Jeg vil gerne lande i en mavefølelse, hvor 80% også kan være godt nok, når ambitionsniveauet er højt. 

Jeg tænker (og læser rigtig mange steder) at denne corona lock down, er en fantastisk mulighed for at få tid med familien. Det vil jeg virkelig også gerne. Jeg vil kramme, putte, finde på aktiviteter, bage hygge, lege gemme og male. Det er jo en perfekt mulighed for at nå projekter i hjemmet, som er blevet udskudt for en tid. Men de mennesker der siger, at vi har god tid, er vist ikke sendt hjem for at arbejde på fuld tid, mens de hjemmepasser små børn (eller store børn). Og her går min krop helt i kuk, for jeg vil gerne arbejde. Jeg vil gerne bidrage som min arbejdsplads ønsker. Ja som nogle siger, er det en god mulighed for at tage fat på opgaver man har udskudt (hov, ligesom med hjemmet!) og nu hvor man sparer transporttid, kaffemøder osv. så er der jo ekstra tid til at arbejde. Men så er det jeg lige må vende tilbage til fuldtidsjob vs hjemmepasning. Det er ikke en god kombi. Og det stresser mig, for slår jeg så overhovedet til på nogle af områderne? Det føler jeg ikke. Nogle dage tænker jeg, at det der job ikke er så vigtigt. Mange af mine opgaver haster ikke, så bør jeg ikke bare gemme dem til senere og bruge tid med børnene? Men jeg er et pligtopfyldende menneske, så det er ikke nemt at sige ciao til arbejdsmoralen. Samtidig får jeg dårlig samvittighed over for børnene når jeg endnu en gang beder dem om at se ipad en time, mens mor (og far) har telefonmøde, eller bare lige vente 5 minutter med at få hjælp til noget, så jeg lige kan skrive en mail færdig. Det er fisme ikke fair overfor dem. Jeg har ikke løsningen men jeg vil så gerne have ro i hovedet over det. Og finde fred med den onde følelse i maven, der fortæller mig, at jeg fejler på alle områder. 

Faktisk, så håndterer børnene situationen over al forventning. Jo, Molly savner legekammeraterne og flere aktiviteter, men jeg synes udfordringerne herhjemme er meget færre end forventet (minus dem i mit hoved, altså). Børnene er hurtigt faldet ind i nye ”rutiner” og nyder at få lov at sove, til de vågner. I starten var ipad-glæden stor, men den bliver de faktisk ret hurtigt trætte af nu. Og så har de – og vi – fundet ud af, at de faktisk er rigtig gode til at lege sammen. Det varmer helt ind i det inderste af mit hjerte, når jeg hører dem grine sammen, eller at Molly dikterer, at nu skal Viggo i børnehave inde på værelset og hun henter ham efter 1 madpakke. FEDT! Men det er ikke ren idyl, for ligesom os andre bliver de altså også kuk. Og de driller. Og de får begge nogle på hovedet en gang imellem (altså de er hårde ved hinanden – vi slår dem skam ikke :-)).

Men er det nok? Er det nok at de trives sådan ok? De er jo kun børnehavebørn så vi slipper heldigvis for hele lektie-helvedet (stor respekt til dem, der lever i det). Vi prøver at fordel vores arbejdstid, så vi på skift er på børnene. Jeg står op kl 5.30 for t arbejde inden børnene vågner. Og Kim har nogle dage møder kl 20-22 med kollegaer i samme situation. Vi SKAL ud hver dag og have frisk luft og bruge energi, og jeg prøver at finde på aktiviteter med vandfarver, saks og papir, men alle mister hurtigt interessen. Vi kæmper alle sammen for at være i det og få mest muligt ud af det. Vi er trætte om aftenen (hurra for at Viggo nu kan puttes på 10 minmutter i stedet for de ”normale” 2 timer), og vi ville ønske vi havde mere overskud. Men vi klager ikke. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. Jo vi har lidt ondt af os selv, vi får for mange snacks og bevæger os for lidt. Men vi har det godt, vi har hinanden, vores familier og vores jobs. Det er ikke alle der er i samme situation. Og kan jeg så tillade mig at være presset over det? Jeps, det kan jeg godt, for det er min virkelighed, det handler om. Men jeg ser det store billede. Bare rolig. Og jeg ved andre har det meget værre. Min mavefornemmelse og mine tanker skal bare lige bruge lidt mere tid til at finde ro. Godt det er påske nu, så vi lige kan få en pause fra den dårlige samvittighed. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *