Haveliv

Haven blomstrer

Den er altså magisk, naturen. Fra at være farveløs og kold i vinters har vi gennem foråret set haven skifte farve, og lade os vide at lyse og energiske tider er i vente. Nu er det sommer, og haven er for alvor ved at gå amok. Jeg elsker det.

Jeg har taget en fridag i dag, og i morges gik jeg en tur rundt i haven – i den “rigtige” eller originale have, der er rundt om huset. Her har tidligere ejere været gode til at plante, og jeg har selv fået tilføjet lidt sidste år. Jeg får det så godt, når jeg kan se alle de blomster der allerede er kommet, og dem der er på vej. Det er skønt at noget kan starte som et lillebitte mørkt frø og så kan blive til noget fantastisk farvestrålende.

Jeg har en del ambitioner for haven. Både den gamle have, og for de nye haver, vi vil lave ude på marken. Her skal være mange blomster. Man skal se kunne se farver i alle retninger, og vi skal skabe gode vilkår for bier, sommerfugle og insekter. Der er skønt – og det bliver endnu vildere de kommende år. Håber jeg.

Jeg skal være hurtig til at sige, at jeg ikke får en prydhave. Jeg kommer ikke til at lægge på knæ og fjerne hvert eneste stykke ukrudt, eller rette kanter til. Det er ikke mit mål, og det har jeg heller ikke tid til. Haven må godt være lidt vild, og leve sit eget liv. Den skal bare være farvestrålende. Og så skal jeg nok får lidt orden i kaoset på et tidspunkt.

Jeg håber at mit haveliv kommer til at fylde lidt mere på bloggen – der er i hvert fald ambitioner og projekter nok.

Nu starter vi dog lige med et billedgalleri af de blomster jeg fangede på min tur rundt i dag. Her er der også skovjordbær og krydderurter. Og måske noget fint ukrudt…

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *