Lines liv

Kære 2021, giver du lidt strikketid?

2020 var et vildt og underligt år, hvor det meste var anderledes end vi er vant til. Jeg var hjemsendt en stor del af året – det er jeg stadig – og jeg tror jeg havde en forventning om, at det, at skulle arbejde hjemmefra – og dermed spare over en time i transport hver dag – vil give en masse ekstra strikketid. Men det gjorde på ingen måde. Jeg arbejde rigtig meget i perioder, så dagene blev lange og grænsen mellem arbejde og fritid blev flydende, for pc’en stod jo fint der og ventede på mig, med massevis af mails og opgaver. Og når jeg så endelig fik sat mig på sofaen til en omgang afslapning, så orkede jeg ikke at finde strikketøjet frem. Jeg var lidt i zombie tilstand. Det håber jeg at lave om på i 2021!

Det er ikke sådan, at jeg slet ikke har strikket i 2020, for jeg er da kommet i mål med to fine trøjer til mig selv (Ingen dikkedarer + Garntopiagenseren) , samt Novice Jr, den fine guldsweater og hue med dusk fra Mollys bestillingsliste. Det er bare ikke helt så meget som jeg havde forestillet mig. Og jeg har garn liggende til ret mange lækre projekter. I planerne er bl.a. at færdiggøre min Chunky Dahlia fra Lene Samsøe og novice Cardigan fra Petiteknit, som begge har været på pindene et stykke tid. Jeg har lovet at strikke Chunky Dahlia til Molly, min niece samt min søster. Jeg har garn til 2-4 par strømper og en form for mohairbluse til mig selv. Jeg havde lovet Kim en strikket hue i julegave i 2020, men den er udskudt til hans fødselsdag til oktober i år. Og jeg skal også selv have en hue inden det bliver vinter igen. Og så er der virkelig så mange smukke ting, jeg hele tiden bliver inspireret af på instagram, så prioriteret strikketid er en nødvendighed i år!

Som hyggebonderøv er det dog ikke oceaner af tid jeg kan se frem til de kommende måneder. For det er nu, at haveåret for alvor starter. Vi er så småt i gang i forspirringen, om lidt venter klargøring af haven, og inden vi har set os om, skal vi plante ud, så, luge, vande og høste. Og jeg glæder mig til det! Men det vil også naturligt stjæle en stor del af min ellers tiltrængte strikketid, for ambitionerne for haven er store, og min tid er trods alt begrænset til de 24 timer døgnet har at tilbyde. Men både have og strik er for mig en måde at koble af og finde ro og overskud, så jeg skal i år – og fremover – forsøge mig med en god kombi af de to (og alt det andet jeg skal og vil) – godt tilpasset årstiderne og havens behov. Min plan – eller mit ønske – er at jeg skal tilbage til vanen med at have et strikkeprojekt ved hånden, næsten lige meget hvor jeg er, så jeg altid lige kan strikke en runde eller to hvis jeg får 10 minutter tilovers. Og i tillæg til det skal jeg forsøge at vælge strik og lydbog eller inspirerende podcast frem for ligegyldigt tv eller endnu mere ligegyldigt telefonkiggeri, når jeg skal slappe af aften og weekend. I det lille drivhus gør jeg plads til en lille hyggeplads, hvor jeg også håber jeg kan snige mig hen med mit strikketøj og en kop kaffe, og få lidt alenetid med garnet i en skøn duft af tomater og basilikumOg når så sommeren lakker mod enden, skal jeg bruge de aftener, der bliver mørkere og mørkere med pinde i hånden og udsigt til ild i brændeovnen.

Så på forhånd tak for mere strikketid, 2021!. Og tak til de skiftende årstider til at sikre skiftende prioriteringer i løbet af året.

Leave a Reply