Haveliv,  Orloffhave

Haveplaner 2021 – del 2

Jeg har allerede delt vores planer og forhåbninger for køkkenhaven i år, og nu er turen kommet til næste del, nemlig marken. Hvor der i køkkenhaverne primært er fokus på grøntsager og krydderurter, vil der på marken være fokus på frugt og blomster. Og bier. Tre ting, der gør mig glad. Vi taler meget om markens potentiel herhjemme. OM alle de ting, vi gerne vil bruge den til. Nogle er realistiske, andre er ikke, men under alle omstændigheder, så har vi meget plads at boltre os på, og mange gode drømme og planer.

Klik for stor størrelse

Planen for marken i år har jeg forsøgt at tagne, selvom proportionerne er noget off. Marken er altså noget længere end det ser ud på tegningen, men mn kan alligevel få et billede af hvad der skal ske. Og noget der måske skal ske. I forhold til sidste år, så fastholder vi blomsterengen på samme plads. Det var simpelthen et af mine yndlingssteder sidste år, og de mange smukke blomster skabte glæde hos både mennesker og insekter. Det må vi have igen. Vi grubler lige nu over hvad vi går i forhold til mængden af bynke på den nu afblomstrede mark, for jeg vil helst ikke have en løsning, hvor vi skal fræse den hvert år. Vi forsøger nok at klippe det ned og så se om vi kan være bedre i løbet af sæsonen til at fjerne det (nej, ikke realistisk, men værd at tro på). Jeg håber at der er masser af frø i jorden fra sidste års blomster. Jeg har samlet rigtig mange frø ind sidst på sæsonen, så jeg håber vi kan være delvist selvforsynende med nye blomster til marken, men der skal selvfølgelig købes lidt ind for at sikre der er massevis af blandede blomster. Det bliver smukt!

En anden ting der får lov til at blive, er det skærebed vi har lavet i forlængelse af havens græsplæne. For at være ærlig, har det på ingen måde været en succes de første to år at dets levetid. Det har været forsømt og det håber jeg at ændre lidt på i år. jeg har sat lavendel rundt i kanten og så har jeg dahliaknolde i massevis, nåde nyindkøbte og en del der har overvintret. Jeg ELSKER dahlia, og jeg bliver glad ved tanken om et helt bed fyldt med dem. Og flere forskellige andre blomster. I al hemmelighed (næsten) drømmer jeg om en stor produktion af skæreblomster, og vilde blomster, og jeg vil tro at det kommer til at præge marken om nogle år. Jeg elsker friske blomster i en smuk vase, men jeg bryder mig ikke om tanken om at de er fløjet til danmark fra alle dele af verden, fyldt med alverdens latterlige kemikalier, for at kunne overleve turen hertil – og så måske kun klare 2-3 dage i min vindueskarm. Når blomsterne kommer fra min have er de tips top friske og min samvittighed er bare meget bedre.

I forlængelse af blomsterengen kommer der et fint nyt projekt i år: en solsikkelund. Lyder det ikke smukt? Bare at sige ordet solsikkelund, får mig til at smile af glæde. Jeg har samlet ret mange frø fra de solsikker vi har haft i år, fra solsikker hos mine forældre og en af deres naboer, som alle fik små stiklinger fra os i sommers. Og så har jeg købt lidt ekstra frø, for at være sikker på der er nok til de 50-150 m2 vi har afsat til projektet. Jordstykket vi har valgt ligger så jeg kan se det fra min plads ved køkkenbordet – tænk at så kan jeg sidde og skrive, strikke, læse, lytte og følge med i ligegyldige ting på instagram mens jeg har udsigt til et overflod af smukke blomster, både den mangefarvede blomstereng og et gult solsikke-vindunder. Mellem blomstereng og solsikkelund er det laveste punkt på marken, hvor der oftest dannes en lille sø i våde perioder. Det er ikke så brugbart dyrkningsmæssigt, men kim har en drøm om at anlægge en bades i haven, og så tænker jeg at det kunne være et passende sted. Når børnene er store. Mellem solsikkelund og skoven er der stadig et stort stykke “bar” mark, hvor der er sået græs, der skal slås til hø på et tidspunkt. Vi håber at kunne udnytte dette stykke mere med tiden, så vi slipper for den omfattende græsslåning. Tankerne er sat i gang 🙂

Hvis vi bevæger os til venstre på marken forlader vi (til dels) blomsterne og træder in i det vi kan kalde frugtafdelingen. Forrest på marken, lige efter det nye drivhus, anlagde jeg sidste år en lille bærlund. Ja jeg er ret vild med ordet “lund” det beskriver per definition noget der er hyggeligt. Nå, i bærlunden startede vi sidste år op med blåbær, boysenbær, tornfrie brombær, taybær og hindbær og tilføjede solbær, ribs og endnu flere hindbær fra skoven. Det bliver et lækkert område! I år skal der tilføjes flere blåbær, for det ser jeg som en kæmpe gave at have i haven. I forlængelse af dette paradis ligger frugtlunden som vi anlagde for to år siden med ca 20 frugttræer. I efteråret fordoblede vi området ved at sætte yderligere 23 frugttræer, primært æble og pære men også lidt kirsebær og blommer. Alle de nye (bortset fra to Kims far kom med) er sorterne på træerne ukendte (og derfor noget billigere) og vi må vente i spænding og se hvad vi får. Rundt om den gamle del af frugtlunden har vi sat en masse bærbuske, og det er min plan at fortsætte rundt om det nye område. Jeg skal bl.a. hente ribs, solbær og hindbær i skoven, og så er der brombærskud i overflod i forhaven som også kan få bedre pladser. Med tiden vil jeg også gerne tilføje flere og lidt anderledes bær, som jeg falder over. Om nogle år bliver det et slaraffenland uden lige.

Midt imellem den nye og oprindelige frugtlund får bierne et nyt tilholdssted. Kim har lavet en lille halvcirkel af høballer, der kan give en smule læ, og skal bierne ellers bo der, midt imellem de dejlige træer, der har behov for bestøvning – og tæt på en masse blomster. Og ikke nok med det, så tredobler vi faktisk bestanden af bier i år, da der føjes to nye stader til samlingen, og to nye bifamilier er ved at blive indkøbt. Det giver bare god mening at have flere. Og jeg drømmer allerede om lækker honning i litervis. Jeg har planer om at plante forskellige blomster i nærheden af bierne, bl.a. lavendel som også er smukt at se på. Og langs skellet mod nabomarken, der hvert år fyldes af majsplanter, er jeg igang med at lave et vidt hegn af syren og hyld. Jeg tager stiklinger fra vores egne og andres syrener, og jeg graver de hyldestiklinger op jeg finder rundt omkring på grunden, så det er et projet, der kræver tålmodighed. Men jeg er sikker på det bliver flot.

Efter frugtlunden har vi igen et forholdsvist stort stykke mark, der pt er dækket af græs. Her er planen at udvide skoven en smule, bla. ved at plante en stor portion juletræer, og så vi kim lave en lysning med shelter omgivet af en oval af egetræ. Han spirer selv træerne fra agern, så jeg prøver at forklare ham at det vil være vores børnebørn, der får glæde af de træer. Men hyggeligt bliver det!

Så selvom marken som udgangspunkt ikke er vores førsteprioritet i år, så bliver den da ikke glemt. Den bliver en fryd for øjet og en fryd for ganen. Den kommer til at fylde alle vores vaser med smukke bloster, og vores munde og fryser med lækkerier. Den vil give ingredienser til lækre kager, syltetøj og juice og den vil give hos lov til at forsøge os med mere syltning og fermentering. Og så vil den sammen med bierne lade os få den dejlige gave af honning. Jeg er vild med det – og vi får helt sikkert sved på panden i år.