Lines liv

Alt ordner sig

I dag er en dum dag! Jeg har efter en 3 måneders lang proces fået afslag på et job, jeg mener er helt perfekt til mig – og jeg er helt perfekt til. Drømmejobbet, sådan set. Jeg var on fire til samtalerne og jeg gav alt hvad jeg kunne. Men i dag har HR chefen (min ikke-kommende chef) ringet for givet afslag. Jeg blev nummer to. TO ikke ET. Han sagde mange fine ting, som jeg blev glad for, men mens han forklarede mig at vedkommende som fik jobbet havde lidt mere specifik erfaring end mig – det eneste der skilte os i “kapløbet – løb der tårer ned af min kind. Jeg var så ærgerlig. For hold nu op hvor ville jeg gerne have haft det.

Jeg er ikke sur, bitter eller skuffet, for HR chefen har valgt ud fra det han havde behov for, og jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Og derfor kan jeg ikke være sur på ham – eller skuffet over mig. Men jeg gad det bare så godt! Og så er det ok at være ærgerlig en dags tid eller tre. At kravle ned under dynen og lukke verden ude en times tid. At spise en is selvom man prøver at være sund. At sidde stille og se ud på naturen. At lave ingenting, selvom to-do listen er lang. At bande højt. At drikke to glas rødvin på en onsdag aften. Så det vil jeg gøre i dag. Og måske lidt i morgen. Det har jeg givet mig selv lov til, for det er ok at være trist og ærgerlig over de muligheder, som ikke bliver til noget.

Men jeg har også lovet mig selv, at finde frem til det postive. At lede efter dét som så kommer i stedet. Jeg har ikke helt bevæget mig hen til de tanker endnu, men indtil videre ved jeg, at denne tabte mulighed i stedet giver mig en længere pause herhjemme. At situationen giver mig ro en måned eller to (eller fem) mere og at min krop og min hjerne nok trænger til det. Jeg skal dykke ned i de mange rigtig positive ting den gode HR chef sagde til mig – og tro på dem! For jeg er dygtig til det jeg laver. Og som en del har skrevet til mig i dag, så er det blot fordi, den rigtige mulighed endnu ikke har præsenteret sig selv. Det er en kliché, men jeg tror faktisk på det! Jeg tror ikke på, at hvis man vil noget nok, så kommer det af sig selv, men jeg tror på, at hvis man vil noget rigtig meget, og man er åben og opmærksom, så får man øje på mulighederne. Og det skal jeg igang med nu.

Og der er én ting jeg ved, som jeg længe har levet mit liv efter: Alting ordner sig.