Familieliv,  Lines liv,  Ting jeg drømmer om

Sommerhusdrømme

Jeg sidder lige nu i et lejet sommerhus i Søndervig og kigger på sommerhuse til salg i Danmark. Over de seneste år er drømmen om et sommerhus vokset for både mig og Kim – mest for mig, men Kim er også ved at komme med på vognen. Egentlig har vi mere end rigeligt t se til derhjemme og derfor har vi også tidligere afskrevet behovet for et sommerhus, men nu er det allevel igen tilbage på ønskesedlen. 

Det sommerhus jeg sidder i lige nu ligger ved Lalandia, og det er helt standard og meget meget kedeligt. Det er fint men også fuldstændigt upersonligt. Jeg drømmer om et sommerhus fuld af hygge og finurligheder. Et sommerhus, hvor der er sjove detaljer, og hvor man føler det er rart at være. Jeg ville være ked af at være i et kæmpe sommerhusområde, som der hvor vi er nu i Søndervig, for alt for mange mennesker gør mig stresset og min tålmodighed bliver testet alt for meget. Jeg vil gerne være i et lille sommerhusområde, hvor der er naboer men ikke for mange. Og hvor grundene er store nok til at man ikke føler man sidder lige ved siden af naboen, når man drikker sin kaffe på terrassen, men at man stadig føler en form for fællesskab i området. Jeg drømmer om et sommerhus, der ikke er for stort, men heller ikke for minimalt til, at man ikke kan trække sig lidt væk. Jeg drømmer om flere terrasser så man kan flytte sig rundt med solens og en have med hyggelige kroge, der er tilpas vild, så der ikke skal slås græs ugenligt sommeren igennem. Jeg har set et par stykker med kæmpe potentiale, men de bliver også hurtigt solgt. Og vi er bestemt ikke et sted, hvor vi er klar til at købe lige nu. Men det kommer, jeg kan mærke det.

Noget at det vi gerne vil er at finde et sommerhus, der er tilpas tæt på til at vi får det brugt, og et sommerhus vi kan leje ud, når vi ikke selv bruger det. Altså primært en investering, men også et fristed når vi har brug for en lille pause hjemmefra. 

Lige nu, hvor sommerhusdrømmen er meget aktuel i mine tanker, drømmer jeg mest om indretning. Jeg har gjort mig mange tanker om hvordan stemningen i vores sommerhus skal være, og jeg glæder mig allerede til at skulle finde møbler, stel, tæpper, gardiner, nips, sengetøj og meget meget mere, der kan skabe hygge og ro. Jeg drømmer om genbrugsshopping, naturfund, hjemmelavet udsmykning, tapet og fine farver. Ikke noget sort, gråt, neon eller rødt men fine pasteller og klare pangfarver der på fineste vis passer sammen 😅. 

Kan du se set for dig? 

Det kan jeg. Virkelig meget! Så nu skal vi bare lige have lidt mere gang i opsparingen og så finde det perfekte sommerhus. Jeg glæder mig helt vildt.