Familieliv,  Ferieliv

Skiferie-succes

Vi har været på skiferie – og vi melder kæmpestor succes! Det er nu ca. en måned siden vi kom hjem, hverdagen er godt igang, men jeg smiler stort, hver gang jeg tænker til age på skiferien. 

Både Kim og jeg har stået på ski siden vi var børn, og der har aldrig været tvivl om, at vi skulle give samme gave til vores egne børn. For vi synes, at det er en gave at komme på skiferie. Og især at få lov at opleve det fra en alder, hvor man ikke kan huske livet uden skiferier. Jaja lidt glorificeret måske men dog alligevel vores syn på ferie i sneen med brædder på fødderne. 

Kim og jeg har faktisk kun haft én rigtig skiferie sammen, siden vi mødte hinanden i 2013. Det var i 2014, og den var god. Samme år valgte vi (spontant) at købe hus, rejse til usa og blive gift (vi blev ikke gift spontant, selvom der dog var kort planlægningsproces. Og vi blev ikke gift i usa). Året efter kom Molly, og da hun var halvandet var vi endelig på skiferie igen. Jeg var bare i hvalfacon med Viggo i maven, og Molly var lille, at så det var kun Kim der kom ud på pisterne. Så kom Viggo. Vi flyttede til Fyn. Og livet har generelt ikke stået meget stille hos os, og derfor ikke gjort plads til skiferie. Men i år skulle det være! Og heldigvis tog et skønt vennepar initiativ til at vi i fællesskab fik bestilt ferie til wagrain i Østrig. Og 3. januar drog vi afsted. 

Klar til ferie

Der var flere ting jeg var små-bekymret for, da vi besluttede og for at tage på skiferie: kunne børnene håndtere køretur tur- retur til Østrig? Ville de overhovedet stå på ski? Ville vi føle os “snydt” for skiløb? Hvad med skiskole? Klarer børnene køjesengen? Osv. for et følemenneske som mig, der “mærker” stemningen i enhver situation og ofte tager det helt ind under huden, forudså jeg at kaos og frustration kunne opstå. Og selvom jeg på ingen måde skal male vores skiferie rosenrød, så fik min lille familie (og skønne Østrig) sat mine bekymringer til skamme. Det gik fantastisk! 

Jo jo der var udfordringer undervejs: min knæoperation og knædoktorens nej til skiløb og den bitterhed der fulgte med det. Vores børns manglende evne til at opføre sig nogenlunde roligt og indtage tilpasse mænger mad når de er i en buffetrestaurant (hvilket vi var to gange dagligt). Mollys helt klare, og meget grådfyldte nej til skiskolen, Viggos mave, der i 3 dage med voldsom kraft sendte al mad retur i begge ender (av, det billede blev du glad for, ik?). synkront køjesengsfald, min manglende evne til at sove ordentligt (og dertil følgende søvnunderskud) i et rum hvor jeg kan høre hver en lille lyd, der kommer fra børnene, hotellet (og høje lyde der kommer fra en forkølet mand) osv. osv. osv. I det store hele, dog noget jeg opfatter som småting. Heldigvis. 

Kort fortalt (altså ikke kort-kort) gik køreturen ud over al forventning. Vi kørte hjemmefra ved 22-tiden og børnene sov som sten i 9 timer hele vejen til sydtyskland, hvor vi gjorde morgenmadsstop. Køreturen var også fin og problemfri for de voksne. Resten af turen involverede trafik, kø, ratepladskaos og utålmodighed, men rigelige mængder snacks, iPads og synet af bjerge med sne fik det til at gå forholdsvis smertefrit. 

Fremme i Wagrain (lidt før vores rejsekompagnoner, der havde en noget anden oplevelse af køreturen sydpå) tjekkede vi ind på et rigtig fint hotel og super hotelværelse – lige overfor liften. 

Børnene var var meget begejstrede for køjesengen og glædede sig til at sove i den. Moderen var lidt mere lunken. Første nat vågnede vi ved et lille bump efterfulgt af en grædende Viggo, der var faldet ud af underkøjen. 30 sekunder senere kom et større bump og en meget højere gråd fra Molly, der i sympati med sin bror tog turen ned fra overkøjen (godt Kim havde nået at samle Viggo op lige inden så han ikke var underlaget for Mollys fald) gråden stoppede hurtigt, Molly og jeg sov resten af natten arm i arm i min seng, og alle vågnede glade og spændte til første skidag. Og ja sengegærdet blev rettet til og alle andre nætter blev gennemført uden fald. 

Nå, men tilbage til første skidag hvor Molly og vores rejsebuddies’ datter Vera skulle starte skiskole. Spændingen var høj, og vi havde fået talt det godt op, men så snart vi landede i børneskiskoleland, blev der meldt klart ud fra begge piger, at det bestemt ikke var noget de skulle være en del af. Vi prøvede i ca en time, hvor Kim og jeg på skift holdt barnet i hånden, og Molly dog tog en enkelt tur på ski ned af den lille bakke. Men hun ville ikke være der. Hun var ulykkelig, og vi ville ikke være med til at hende første oplevelse på ski skulle være dårlig. Så både Molly og Vera kom i stedet på mor og fars skiskole, hvilket de var meget større fans af. Efter to dage lejede jeg også skiudstyr til Viggo, og han var med på legen. Det var ikke de længste skidage vi havde, og Kim og jeg løb ned af børnebakken for at guide og gribe grinende børn på ski. Det var ikke lange skidage vi havde,men de var sjove (og ja der var også surhed, klager over at sne er koldt osv) og der var masser af pauser, snacks, leg i sne og frokost på bjerget. Og når jeg tog børnene med ned i liften efter frokost for at putte Viggo til lur, kunne Kim få et par ture på pisten i voksentempo. Og jeg kunne sidde på værelset med mit strikketøj og være misundelig. 

Vi boede på et (dansker) hotel med halvpension, hvor der var buffet morgen og aften. Der var kun børnefamilier til den tidlige seeting, og jeg blev lynhurtigt taget tilbage til de stressende måltider på all-inclusive hotellerne i Thailand med skrig, skrål og kaos. Maden var fin, men mine børn, der i forvejen ikke er de mest spisende, var ikke meget for at sidde stille. Det lykkedes dog som ofte at få mad på alles tallerken og få alle numser i stolenen. MEN så skete der hver aften noget, jeg simpelthen ikke begriber. Og dem der står for det, har tydeligvis ikke haft små børn med i buffet! Hver aften. HVER AFTEN når vi endelig havde fået forhandlet os frem til et passende antal pastaskruer og et rimeligt forhold mellem mængden af brød med smør og grøntsager på tallerknen, når børnene i 5 minutter sad stille og rent faktisk indtog mad (måske med en malerbog som distraktion), så kom Elliot: Højmarks svar på Lollo og Bernie. En (uheldig) rejseguide pakket ind i et abekustume, der gik gennem restauranten for at kramme og high-five alle børn. Og børnene glemte alt om mad og ro og fløj op i glæde. Og lidt frygt. Og en vaklen mellem om man turde give high five eller om det var for farligt. Om mor måske skulle med derhen osv. Det i forvejen høje lydniveau i restauranten steg, og man så forpinte og opgivende blikke hos alle forældre. Tre minutter tog seancen og så kunne vi starte forfra med kampen om at få børnene til at sidde ned og spise. Eller bare selv få lov til at indtage dagens tallerken fra buffeten. Jeg finder ikke ro sådan et sted (det har også noget med mig at gøre), og jeg vil ikke sige at vores måltider var direkte hyggelige. Men vi fik mad og da også et glas vin, og det var vel det vigtigste. Og bagefter hyggede vi os en masse på værelset, hvor vi heldigvis delte en opholdsstue med vores rejsekammarater, og de voksne kunne slappe af med en øl, spil, strik osv. mens børn så ipad eller legede. 

Efter sin første skidag, blev Viggo syg. Jeg vil spare alle for deltajerne som noget mave-halløj medbringer, men ærgerligt var det. Kim og jeg var på værelset med ham på skift. Heldigvis kom han på ski igen den sidste dag, og vi fik en fantastisk afslutning på skiferien, og kørte hele natten til Danmark uden problemer med hverken børn, bil eller trafik.

Denne skiferie var fuld af små bump, men jeg ser tilbage på ferien som en kæmpestor succes! Vi fik begge børn på ski. Vi spiste frokost på toppen af bjerget hver dag. Vi hyggede os med gode mennekser og vi var alle glade hele vejen igennem. For Kim og jeg er det en dræn der gør i opfyldelse: VI ER EN SKIFAMILIE!!!

Og vi er allerede igang med at planlægge næste års ferie 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *