Lines liv

Dengang jeg ville være blogger

Da Kim og jeg ble gift oprettede vi denne hjemmeside, for at give alle vores bryllupsgæster et sted de kunne finde praktisk information, ønskeseddel, billeder mv. Den blev efterfølgende lavet om til en blog – et sted til mig, hvor jeg kunne tilfredsstille mit skrivebehov. For det er primært dét, denne blog gør. Den giver mig en mulighed for at skrive, hvilket jeg elsker. Den giver mig noget, der er svært at sætte ord på, men som jeg ved, er vigtigt for mig. Bloggen er flere ting; det er vores families dagbog, skrevet på elektronisk papir, det er min mulighed for at få tanker, drømme og erfaringer ud af mit hoved (hvor der er mere end godt fyldt op) og ud i det åbne, og det er en mulighed for at dele alt det, der sker hjemme os os, hvis nogen skulle have lyst til at følge med. Jeg tænker i perioder meget på bloggen, eller rettere på ting jeg gerne vil skrive om. Jeg går og brygger små og store oplæg i mit hoved, der kan omhandle alt muligt. Det er langt fra alt der når ud gennem min digitale pen, og til tider går det mig på, men det giver mig meget at have denne outlet, selvom nogle indlæg kun skrives i mine tanker. 

Nå, nu kommer der så en lille bekendelse: da jeg startede bloggen var det med et ønske – eller nærmere håb – om at blive blogger. I know! Sådan noget a la nutidens mor, som jeg fulgte ret meget under min første barsel (og som var the shit (!) den gang – måske er hun det stadig, jeg følger ikke rigtig med mere). Jeg syntes selv at mine skriveevner var gode nok til den branche, og jeg forestillede mig, at jeg kunne dele mit barselsliv med alle der ville læse med. På det tidspunkt var bloggerverdenen noget mindre end den er nu, og mit kendskab var begrænset, men jeg så alle goderne for mig. Naivt måske, men når man elsker at skrive giver det vel meget god mening, ik? 

Jeg sidder og smiler nu, hvor jeg tænker 5 år tilbage. Bloggeruniverset er eksploderet siden den gang, og mængden af bloggere er enorm. Og jeg er på ingen måde en del af det. Hvis man vil have en blog, som mange læser, kræver det nemlig at man promoverer bloggen og nok også rigtig meget sig selv. Og det ligger ikke til mig (flot nok, når jeg nu har en bachelor i marketingskommunikation). Jeg vil gerne skrive, og jeg vil også gerne dele det jeg skriver med folk – dem jeg kender og dem jeg ikke kender. Men jeg kan ikke være med, når jeg ser, hvordan det er nødvendigt at promovere sig på de sociale medier. Jeg kan ikke – eller jeg vil ikke – lave 24 stories dagligt på IG hvis der ikke er noget relevant at dele. Jeg kan ikke forstå konceptet med at man skal reposte hver eneste gang man er blevet tagget et eller andet sted (dette er en tænkt situation, for jeg bliver jo selvfølgelig ikke tagget), og jeg går helt kold når det så skal repostes at en anden har reposted det oprindelige opslag. Det ville jeg slet ikke have tid til. Ja det bliver måske sat på spidsen men jeg tror ikke jeg ville orke den (vist nok essentielle) del af bloggerverdenen. Jeg synes det er hyggeligt st følge med hos andre det deler ud af deres hverdag NÅR de har noget at dele. Og jeg vil faktisk gerne dele ud af min hverdag på IG. Vise små hyggelinge ting, projekter vi sætter igang og når i mål med osv. Men jeg er nok også bange for, at folk vil synes det er for meget – og for ligegyldigt. For mange ligegyldige posts og stories om fx den samme lampe i den samme stue er faktisk den primære grund til at jeg er meget hurtig til at trykke unfollow hos diverse influensers.

Nå men dette skulle på ingen måde være en nedgørelse af bloggeruniverset – jeg følger selv med og lader mig inspirere mange steder fra. Og hvis vi vender tilbage til min bloggerdrøm, så handler det for mig nok også bare om, at jeg simpelthen ikke tror mit (vores) liv er spændende nok, til at folk vil følge med. I hvert fald ikke på et niveau, hvor jeg ville kunne få en indtægt ud af det. Så meget selvindsigt har jeg dog alligevel ??. 

MEN når jeg nu skriver dette indlæg, så er det nok fordi at jeg inderst inde alligevel har gemt på blogger-drømmen. Jeg synes faktisk stadig at min familie og jeg har noget at byde på. Især efter vores flytning til Fyn og beslutningen om at prøve ar udleve nogle af vores wannabe bonderøvsdrømme. Jeg synes i hvertfald at det er hyggeligt at dele ud af hvorved hverdag, tanker og eventyr og ja jeg håber der er folk der læser med. Spørgsmålet er så, om det overhovedet er en mulighed. Altså at gøre mere ved denne lille drøm. For der er jo mange med præcis samme drømme, der har taget det samme valg som os – og som poster løs med det på de sociale medier. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvordan jeg finder ud af det. Måske handler det bare om mavefornemmelse og mod. Mod til at sætte mig selv i spil, og håber at nogen bider på. Jeg arbejder med det, og så må jeg se hvad det ender med.

Men lige nu skriver jeg mest for mig egen hygges (og mentale sundheds) skyld og elsker det. Og hey hvis man har en blog man skriver på, så er man i realiteten vel egentlig blogger, ik ??. 

Leave a Reply