Ting jeg drømmer om

Ting jeg drømmer om #8 – Vejbod

At få en vejbod, har herhjemme har været drømmen i flere år. Sidste år startede vi, men det var dårligt timet og vi fik slet ikke så mange afgrøder som håbet. I år giver vi det et forsøg igen. Jeg drømmer stadig om flere forskellige afgrøder (det har vi lovet hinanden at prioritere næste år) men vi skulle gerne få nok til at kunne sælge lidt løbende. Måske skal boden bare være åben i weekenden. Det må vi se. Nå men hvis jeg nu får en vejbod i år, hvorfor så skrive et af de her ting jeg drømmer om-indlæg fyldt med billeder fra Pinterest? Jo ser du, jeg drømmer altid stort. I år har jeg malet et skab, som skal være vores vejbod, men jeg drømmer om mere hygge, mere country-feeling, flere produkter, fællesskab og alt muligt andet, som jeg med begrænsede ord, en rigeligt med billeder vil vise her.

Her ser i årets vejbod. Et karlekammer skab købt billigt og malet med træbeskyttelse. Det kan fint rumme de grøntsager vi skal sælge i år, og jeg synes egentlig også det er ganske hyggeligt. Og størrelsesmæssigt passer det til at stå i indkørslen.

Men jeg drømmer om en vejbod med plads til lidt mere, hvor man bedre kan se udvalget og ikke skal stå med hovedet inde i et skab. Fx som disse. Og så skal der gerne være plads til mine fine blomster også.

Men når jeg nu drømmer lidt videre, så kunne man jo også have en flytbar vejbod, så man kunne komme på markeder. Eller bare fordi dem jeg har fundet her simpelthen er fantastiske, og jeg selv ville have lyst til at handle hos dem. Praktikken tager vi os ikke af her i drømmeland.

Faktisk så er drømmen (og måske næsten planen – på længere sigt) at bruge et stykke af vores forhave til vejbod, så den ikke skal være i indkørsel eller ude på vejen. At vi fjerne et stykke hæk, hvor man kan gå ind til en lille bod, eller måske et lille hus, fyldt med lækkerier fra vores have. Vi vil gerne sælge vores honning, hjemmelavet syltetøj og kims fantastiske chilisauce. Og jeg drømmer om at lave forskellige varer så som sirup, kryddersalt, eddike, saft, olier og forskellige salver, og andre produkter lavet med bivoks og andre produkter fra haven (og en pluk-selv blomsterhave ved siden af, men det er en helt anden drøm)

Og så rækker jeg lige hånden op (som vi siger herhjemme, når vi kommer med et forslag, der er lidt vildt) og drømmer stort; sådan nogle drømme man drømmer, når der er mulighed for at vinde 750 millioner i lotto, og sådan. Vi kunne godt tænke os at have en meget udvidet version af gårdbutikken, et samlingssted for nærområdet, en cafe med god kaffe, lækre kager og fællesspisning.

Kan I se det for jer? Et sted hvor man kan købe alle vores lækkerier, og hvor andre også kan sælge deres egne egenproducerede varer. Et sted med plads til sammenkomst og fællesskab. Et sted hvor Kim kan lave lækker mad med alle de råvarer vi producerer i haven, hvor en stor pizzaovn kan samle mange mennesker fra lokalområdet, et sted hvor man kan holde møder, dyrke yoga, udvikle ideer, strikke, snakke, lære, minimere ensomhed og meget meget mere. Drømmene er uendelige på dette punkt, og jeg går så småt og siger dem højt i håbet om at universet hører det. For tænk nu hvis. Det kan jo godt ske, faktisk.

I en eller anden version er jeg sikker på at vi kommer til at bidrage til fællesskab. Måske starter det med en vejbod, og for nu holder vi drømmene på det niveau, mens jeg i dag høster jeg squash, agurker og blomster til åbningen af vores lille skab ved vejen. Det bliver hyggeligt og jeg håber vores lokalsamfund vil nyde godt af lækkerierne fra vores have. Og så drømmer jeg videre imens.

Billederne er lånt fra Pinterest. Find dem under “vejbod” på min Pinterest HER