Lines liv

(Back) In business 

Det er nu ca 4 måneder siden jeg for alvor startede min selvstændige HR konsulent business op, og det ville være løgn, hvis jeg sagde at det har været nemt. Det har været skide svært. Rigtig fedt men også svært. 

Jeg er ikke sælger, det er nok noget af det der ligger længst fra mine naturlige kompetencer, så det er en kamp og overvindelse at jeg skal sælge mig selv. Jeg har sendt virkelig mange mails. Og forsøgt at kontakte de rigtige mennesker, men med meget lidt gevinst. Faktisk slet ingen opgaver. 

Samtidig er Kim for to måneder siden startet på samme rejse, så vi er gået all in på økonomisk usikkerhed. Jeg synes vores valg og vores rejse er fantastisk og det rigtige for os, men det har også givet knuder i maven og søvnløse nætter. Faktisk har jeg været der, hvor jeg var næsten klar til at give op. Jeg var tæt på at ville ofre min drømmearbejdsliv for økonomisk sikkerhed. 

Men heldigvis holdt jeg fast. Og pludselig en dag kom opkaldet: der var brug for mig!! Og så var det ingen ringere end TV 2 Danmark der ringede! Jeg har nu været en del af deres People & Culture team i ca. en måneds tid, hvor de har været i undertal og haft behov for flere kyndige HR hænder og kompetencer. Jeg er vild med det. Det er en spændende organisation og så er det simpelthen de sødeste mennesker jeg arbejder sammen med. Det har det givet mig ro i maven i en periode, og jeg starter også 2023 med sænkede skuldre, for jeg får lov at være der noget tid endnu. 

Planen har hele tiden været at arbejde mest om vinteren og lidt mindre forår og sommer, så der er tid til min elskede have og lige nu ser det ud til a gå den rigtige vej. Og det vilde er at det nærmest har løst sig af sig selv (altså intet kommer bare HELT af sig selv), det i hvert fald har det løst sig uden at jeg har solgt mig selv, men i stedet at de kontaktede mig (tak til Netværk og LinkedIn!). Det er uden tvivl mit drømme scenarie, og selv det ikke vil være sådan hver gang, har det givet mig troen på at det kan lykkes. Og jeg tror på at når jeg først er godt igang så kommer der flere opgaver til, andre spændende steder. 

Det glæder jeg mig til. 

Og som en tidlig julegave, er der også landet en spændende og god opgave hos Kim, så det går virkelig i den rigtige retning for de planer vi har lagt og de drømme vi følger.

Alt ordner sig. Seriøst!