Projekt køkken – næsten i mål
Sidste weekend blev der knoklet igennem her i vores køkken, og takket være min svigerfar og Kim’s store indsats, kan vi nu tydeligt se lyset for enden af tunnelen i vores køkkenprojekt. Hurra for filan!
Alle køkkenets elementer er ved at være på plads, og det er simpelthen blevet så flot. Jeg er ikke i tvivl om at vi har taget de rette valg i forhold til at finde et køkken der passer ind i vores hus og vores stil. I dag havde jeg besøg af en tidligere kollega, der meldte ud at køkkenet lignede et der var født med huset. Det gør mig glad, at andre også synes vi har valgt rigtigt.
Nå, men i forhold til processen, så brugte Kim og hans far to en halv dag på at sætte elementer og hvidevarer på plads, og sikre at var lige og efter foreskrivelserne. De fik tilskåret bordplade og tilpasset og finpudset en masse små vigtige detaljer, og jeg er vild med det. Efterfølgende har Kim og jeg samlet skuffer til den store guldmedaljer, og de er nu også monteret, og køkkenet er klar til brug.
Men helt smooth skulle det ikke gå, for der opstod selvfølgelig lidt udfordringer undervejs. Og det er primært i forhold til nogle af de leverede produkter. For at ramme det der for os, er det helt rigtige landstil, havde vi bestilt en flot stor hvid porcelænsvask, som jeg har glædet mig til at tage i brug. Desværre var den, at meget mystiske årsager, blevet leveret med hele tre huller boret til armatur. Og da vi kun skal bruge én vandhane, og de andre huller ikke kan udnyttes på anden vis, har vi været nødt til at reklamere over vasken, og vi venter nu på en nu. Med 5 ugers leveringstid. Øv. Men vi har købt en ny midlertidig vask, som senere får en anden funktion og den må bruges i mellemtiden.
Vi har valgt at få ovne, komfur og emhætte fra Smeg, da vi synes den stil netop disse produkter har, passer perfekt ind i vores nye køkken. Og jeg er helt tosset med dem. Desværre er emhætten ikke kommet op endnu, og det er simpelthen fordi, den er gået i stykker under transporten. Ifølge Kim er der nogle skruer der ikke har været sat ordentligt i, og motoren er simpelthen faldet ud – og har skabt lidt ødelæggelse undervejs. Vi venter derfor nu også på en ny emhætte. Den skal nok komme og det bliver super fint.
Nu mangler vi derfor bare at installere vasken, og dertil hørende underskuffe, samt at tilpasse bordpladen til den nye vask. Vi skal have sat sokler på (ups, Line havde vist lige bestilt forkert), og vi skal have sat den sidste endevæg på højskabet med køleskab.
Så skal der også sættes fliser op ved komfuret/kogeøen. Her har vi faktisk været ret vidt omkring, men allerede fra starten af vores køkkendrøm, var jeg et smut forbi Fired Earth’s hjemmeside, hvor jeg forelskede mig i deres forecast fliser. Vi har været væk fra dem igen, og vi har i mellemtiden haft mange forskellige farver og udtryk på tegnebrættet, men nu er vi landet på den oprindelige flise, i en smuk dueblå farve, som vi mener vil være super til at skabe lidt kontrast til alt det cremefarvede, men stadig ikke være for meget pang. Jeg tror det bliver virkelig flot, og jeg er glad for beslutningen.
Så vi er simpelhent ved at være ved vejs ende, og jeg er så glad. Nu skal vi bare have alle vores ting på plads i alle de nye skuffer, jeg skal finde nye lamper, og bruge lidt tid på alle de små hyggelige detaljer og så har vi vores helt eget fine landkøkken!