Ting jeg drømmer om

Ting jeg drømmer om #7 – flere bøger

Jeg ELSKER bøger! Og det kribler i mine fingre for at købe flere. Jeg køber ikke skønlitteratur, for det hører jeg nu i min lydbogsapp, men jeg kan virkelig godt lide at lade mig inspirere af bøger om emner, jeg interesserer mig for. Jeg læser sjældent en fagbog fra ende til anden i et take, jeg bladrer frem og tilbage, kigger på billeder, og lader mig inspirere af det, der fanger mit øje. Og så tager jeg igen bogen frem hvis jeg har brug for viden om et specifikt emne, som jeg arbejder med netop på det tidspunkt. Og jeg køber bøger for at støtte dem der bruger tid på emnerne, og som jeg ofte følger på Instagram. Og så køber jeg bøger fordi jeg synes det er hyggeligt at have dem stående. Jeg kunne sagtens købe e-bøger, men en reol fuld af ægte inspirerende bøger er fantastisk.

For tiden omfatter mine bogønsker primært noget med haven, for det er også det der fylder meget i mit liv, mine tanker og mine drømme. Og tilsætter man så lidt omkring madlavning, konservering og en dryp personlig udvikling, så har man vist det meste af det, der er på listen lige nu. Og ønskesedlen den er lang. Og den kan ses på billederne herunder.