Lines liv,  Orloffhave

Et Kinderæg af hjemmesider

Denne blog har jeg efterhånden haft i 8 år – inklusiv en hacking og ny opstart for et par år siden. Men i år er min samling af hjemmesider blevet udvidet, så jeg nu er oppe på tre styks, eller et vaskeægte Kinderæg med hele 3 ting på én gang!

Det virker måske en smule fjollet med hele tre hjemmesider, og man kan måske også argumentere at to af dem burde være én, men sådan er det nu engang ikke blevet, og jeg er faktisk ret stolt af at jeg – helt selv – har opbygget de tre sider, der repræsenterer en del af mit liv.

Den første er denne blog, som har fulgt mig i mange år, og som jeg, selvom jeg ofte negligerer den, er virkelig glad for. Bloggen hedder Line på Landet (selvom adressen hedder orloff-christensen.dk for at gøre forvirringen total) og det er lige hvad den er. Det er mig, min familie og vores liv her på landet. Det er en dagbog på digitalt papir, hvor jeg deler små fnidder af ting der sker i vores liv, tanker jeg tænker samt ting vi drømmer om. Det er en god blanding af mange forskellige ting, men alle med min familie som basis, og jeg synes selv det er enormt hyggeligt at skrive. Når jeg får det prioriteret. Bloggen bliver ikke delt vidt og bredt, og jeg er derfor ikke sådan ægte blogger, jeg hyggeskriver bare, og hvis folk skulle komme forbi er det skønt. Jeg har ikke styr på besøgende, har ikke reklamer og jeg promoverer ikke det jeg skriver. Men læs endelig med hvis du vil have et lille smugkig ind i vores liv.

Den næste hjemmeside er den mindste, eller den med meget lidt indhold indtil videre. Det er hjemmesiden for vores have og den lille hobbybusiness vi forsøger at få på benene, hvor vi dyrker og sælger lokale, giftfrie blomster og grøntsager. Virksomheden hedder Orloffhave, både på Instagram og i på hjemmesiden orloffhave.dk. Det er ikke en stor virksomhed, og vi har ingen planer om at værste voldsomt. Det er simpelthen bare os, der elsker at dyrke ting i haven og gerne vil dele dens overflod med andre. Det gør vi primært via en vejbod og bestillinger, og udvalg og mængde må meget gerne forøges med tiden, så mange flere kan få glæde af vores have, men haven er der jeg finder ro, og der vi hygger os, så planen er at holde det på et hyggeligt niveau. Jeg vil gerne gøre mere ud af den hjemmeside, men temaet hænger ret meget sammen med min blog, så jeg går og tænker over mulighederne. For nu er hjemmesiden mest til information for dem der ønsker at vide hvem vi er og købe vores produkter, og så linker jeg til bloggen, hvis man skulle blive mere nysgerrig på vores liv.

Den sidste hjemmeside er ny, og en del af min drøm om et friere arbejdsliv. Jeg har startet min egen HR konsulentvirksomhed, og jeg har derfor lavet en hjemmeside, hvor man kan finde information om mig og de ydelser jeg tilbyder. Jeg forsøger at lave en personlig, men samtidig professionel hjemmeside, hvor man kan se at det er MIG man hyrer og ikke blot mine kompetencer. Det personlige aspekt er vigtigt for mig, og derfor arbejder jeg løbende på at tilpasse dennne hjemmeside. Jeg håber drømmen går i opfyldelse – ej jeg tror faktisk på at den gør det.

Så jeg går ikke ned på hjemmesider. Jeg synes faktisk det er hyggeligt at bygge dem op, selvom jeg på ingen måde er ekspert og derfor nok også bruger enormt lang tid på det. Jeg har ikke flere i støbeskeen lige nu, for jeg tænker at dette lille trekløver er en perfekt repræsentation af mig via bloggen, og af min virksomhed Alt Ordner Sig, der netop indeholder Line Orloff HR og Orloffhave. Følg med hvis du har lyst, jeg skriver og opdaterer når der er spændende ting at fortælle og god energi til at skrive.